Brasilien med Festival Tours
Brasilien 270106-120206.

27-01-06 : Lige siden jeg i 2004 var i Brasilien, har jeg ønsket at komme tilbage, og jeg bestemte mig til, at det år jeg blev 60, ville jeg tage til landet igen. Da jeg havde gode erfaringer med Festival Tours, valgte jeg dette selskab med den samme gode rejseleder som sidst. I dag skal jeg så flyve til Rio de Janeiro, og jeg glœder mig til turen. I Kastrup lufthavn mødte jeg Juan, som fortalte mig, at alt var i orden på hotel Das Cataratas, og at der var bestilt superior room til mig fint.

Kristus

28-01-06 : Efter en stille og rolig flytur ankom jeg til Rio i strålende solskinsvejr. Hvor er der anderledes smukt end i regnvejr, som jeg havde masser af, sidst jeg var her. Håber at vejret denne gang viser sig fra sin pæne side!

Da vi kom frem til hotellet var der kun 5 værelser klar, vi er 30. Jeg var heldig at få et godt værelse på 8. Sal med udsigt til en lille park, og mellem husene kan jeg se vandet, herligt. Hotellet ligger mindre end to minutters gang fra det hotel, jeg boede på sidst, og jeg genkendte derfor kvarteret.

Kort efter var det tid til frokost, og vi gik alle i dejligt solskinsvejr til en nærliggende restaurant for at spise en dejlig frokost. Efter frokosten kørte vi til tandhjulsbanen for at tage den op gennem regnskoven til Kristusfiguren. En smuk tur gennem skoven. Da vi kom op til Kristusfiguren, var solen vœk og afløst af skyer og let diset vejr, ikke så flot et vejr som sidst jeg var der, men alligevel et betagende syn at kigge ud over Rio.

Da vi kom ned kørte vi lidt syd for byen og besøgte stranden Sao Conrado en af Rios flotte strande med dejlig sand og høje bølger. Stranden er også kendt for, at drageflyverne lander her efter endt flyvning. Vi så flere lande inden vi kørte langs Ipanemea og Copacabana tilbage til hotellet. Aftensmaden bestod af ost og boller købt i et nœrliggende supermarked.

Conradostranden

29-01-06 : Jeg vågnede allerede klokken 7, veludhvilet og spiste tidligt morgenmad længe før de andre var stået op. Efter morgenmaden gik jeg ned til stranden for at soppe lidt, men blev meget hurtigt overrasket af en kraftig bølge, så jeg måtte hjem og skifte mine våde bukser inden dagens udflugt.

Allerede nu ser opholdet i Rio ud til at blive bedre end sidst jeg var her: der er ikke faldet en dråbe regn endnu! Derimod har der været dejligt solskinsvejr afløst af varmedis og varmt vejr. I dag er det søndag og Hippie markedet er åbnet. Sammen med Bruno, som er vores guide tog nogle af os med bussen ud til markedet. Hvor var det spœndende i modsætning til sidst, hvor alle boderne var ved at regne væk. Jeg fik selvfølgeligt brugt penge der, men fik også lejlighed til at beundre malerier af favellaerne.

Efter besøget her gik vi langs Ipanemeastranden til Copacabanafortet, hvor jeg forlod de andre, fordi jeg havde lyst til at se dette. Jeg blev ikke snydt, der var dejlig udsigt ud over begge de berømte strande samt et morsomt lille museum, som også lige skulle beses. På området lå en hyggelig lille café med udsigt udover Copacabana, Rio og Sukkertoppen, så jeg spiste frokost og drak eftermiddagskaffe, medens jeg nød udsigten.

Efter frokosten gik jeg langsomt langs stranden til hotellet, hvor jeg godt træt i fødderne hvilede i en time inden vi skulle mødes til spisning.

I går blev vi spurgt om der var nogen der ville til fodbold i dag klokken 18 med afgang fra hotellet klokken 16. Jeg overvejede meget at tage med, da det var en lokalkamp mellem to af Rios kendteste klubber, men besluttede at blive hjemme. Der var 8 som tog med. En time før fodboldkampen skulle begynde, startede et gevaldigt tordenvejr, så jeg var glad for, at jeg ikke tog med.

Vi skulle spise sammen dog ikke dem der så fodbold de ville komme senere, så i silende regn gik vi ca. 100 meter hen til den restaurant, hvor jeg spiste mit sidste måltid forrige gang, jeg var i Rio. Da jeg kom ud fra restauranten var det holdt om med at regne, og jeg gik hjem i seng efter nok en dejlig dag.

Hippiemarkedet

30-01-06 : Efter morgenmaden skrev jeg hjem og gik derpå en tur ned til stranden og nød folkelivet en times tid, inden vi alle tog metroen ind til byen og gik en tur der. Det blev et gensyn med restaurant Colombo, hvor der denne gang ikke var tid til kaffe, de hyggelige gamle huse blev studeret, hvorefter der var frokost på en lokal restaurant.

Efter frokost et gensyn med Candelariakirken og mindesmærket over de myrdede børn foran kirken. Utroligt at bare fordi man er rig og højt på stå kan undgå straf for at myrde fattige gadebørn!

Derfra gik turen ud til botanisk have et område på 34 kvadratkilometer grundlagt i 1808 af den portugisiske konge Joao, som var i landflygtighed i Brasilien under Napoleonskrigen. De fleste af planterne er høje træer dels fra Sydamerika men også træer fra andre dele af verden. Et dejligt sted at gå rundt i på en varm dag.

Da vi forlod haven kørte bussen til verdens grimmeste katedral. Den var lige så grim, som sidst jeg så den. Juan fortalte, at den stort set kun bliver besøgt af turister.

Nu var det tid at besøge Sukkertoppen for at nyde udsigten ind over byen. Da vi kom frem var den helt indhyldet i skyer, men heldigvis forsvandt skyerne hurtigt, så vi kunne nyde udsigten, inden vi vente tilbage til hotellet for at pakke kuffert, da vi skulle forlade Rio næste morgen med kurs mod vandfaldene.

Udsigt fra Sukkertoppen

31-01-06 : Dette var dagen, hvor jeg skulle tage afsked med Rio for denne gang. Der var afgang fra hotellet klokken 9.00 mod lufthavnen for at tage med flyet klokken 11.10

Ingen problemer med flyturen og efter et besøg i et supermarked blev jeg kørt til Das Cataratas. Hvor vidunderligt at blive indlogeret på et værelse med udsigt til vandfald! Jo en stor forbedring i forhold til sidst, jeg var her. Den udsigt kan jeg ikke blive træt af.

Om aftenen spiste vi aftensmad på en lokal fiskerestaurant og derefter sambashov samme sted som sidst. Forestillingen var dog ikke så god, som sidst jeg var her, måske fordi mange af danserne er ved at træne til karnevalet. Jeg fik også prøvet at danse samba på scenen, da danserne var rundt og hentede ofre. Juan havde selvfølgeligt en kvik bemærkning om dette. Jeg var den eneste af gruppen der var oppe og danse, de andre sagde nej tak! Det var vildt sjovt.

Den lokale guide henter mig mod betaling til de andres hotel, når vi skal på udflugt. Han sørger også for at jeg kommer hjem igen, jeg bor jo 15 km fra de andre.

Coati Foz do Iguazü

01-02-06 : I dag skulle jeg tidligt op og på tur til Argentina for at gense vandfaldene. Det blev en dejlig dag og jeg fik set meget mere end sidst jeg var der. Jeg nåede endda mens de andre fik "brusebad" at sejle over til Isla San Martin, som ligger midt i floden. Jeg gik op ad 200 trappetrin og ud på en platform for at se vandfaldene derfra. Det var en varm dag ca. 35 grader, så jeg var varm og svedig, da jeg vendte tilbage til hotellet.

Efter et hurtigt bad, gik jeg en tur langs vandfaldene og så solnedgangen. På vej tilbage så jeg aber, fugle jeg ikke kender samt coati en slags vaskebjørn, som kun lever her. Jeg ved ikke hvad de hedder på dansk.

Jeg spiste aftensmad og gik tidligt i seng, for jeg havde besluttet at stå op med solen eller rettere end time før for at nyde synet.

Isla San Martin

02-02-06 : Heldigvis er solopgangen først klokken 7.15, så en time før er klokken seks. Efter morgenmaden gik jeg langs floden og nød den smukke solopgang. Tilbage til hotellet for at skrive hjem og nyde en time ved swimmingpoolen inden jeg gik ned til den restaurant, hvor jeg skulle møde de andre i så god tid, at jeg kunne nå en sejltur oven over vandfaldene, en dejlig tur mellem øerne med en smuk natur.

Efter frokost gik vi alle en tur langs vandfaldene og beundrede dem. Derefter skulle vi tilbage til vores hoteller, og da vejret var varm lagde jeg mig ved swimmingpoolen igen i et par timer.

Jeg havde bestilt bord til klokken 20.00. Forinden gik jeg en sidste tur langs vandfaldene for at beundre dem endnu engang. Aftensmaden blev indtaget på en terrasse udenfor med udsigt over nogle af vandfaldene. Der var støj fra vandet, fuglene og ikke mindst cikaderne. Coatierne kom på et tidspunkt op mellem bordene, og en af dem hoppede op på et tomt bord til stor moro fra tilskuerne.

Det var smukt at nyde solnedgangen fra bordet, inden jeg skulle op og pakke kuffert, med afgang tidligt næste morgen.

Solopgang

03-02-06 : Stod tidligt op og tog afsked med Foz do Iguacu. Opholdet har været uforglemmeligt, synet af vandfaldene er så betagende smukt, at man bliver helt overvældet.

Næste stop er Manaus, flyafgang klokken 6.00 med skift i Sao Paulo.

Flyturen til Sao Paulo gik uden problemer, men flyet til Manaus var lige som sidst forsinket foreløbig i 2 timer, surt. Nå endeligt kom vi af sted og nåede så tidligt frem, at jeg denne gang fik set operabygningen, som er bygget i 1896, smukt interiør og fine gamle stole.

Derefter tur til den flydende havn og markedet.

Om aftenen kørte vi i bus ud til nogle af Juans venner for at spise aftensmad. Vi fik dejlig fisk dels en der hedder pirarucu og en der hedder tambaqqui, der var lækkert tilbehør af kartoffelmos og stuvet maniok. Efterretten var en mousse lavet af en lokal frugt kaldet cupuacu. Yderst lækkert.

Efter aftensmaden kørte vi til sambastadiet, hvor en af grupperne øvede sig til karnevalet. De prøvede paraden og jeg dansede med sammen med datteren til den familie, vi havde spist hos. En fascinerende oplevelse. Derefter sengetid.

Marked i Manaus

04-02-06 : Efter morgenmaden kørte vi ned til floden og steg om bord i en båd for at sejle til lodgen.

Båden sejlede først lidt nedad floden så vi kunne se sammenløbet af Rio Negros mørke vand og Amazonas brune vand.

Derefter gik turen op ad Rio Negro til Acajatuba lodge, en sejltur på næsten 5 timer. En stor del af tiden lå jeg og sov i en hængekøje. Det havde jeg ikke prøvet før, men ih hvor var det skønt. Vel fremme frokost og udlevering af værelser.

Så var det badetid, i små både sejlede vi ud til en badestrand med sand og fik et forfriskende bad. Derpå gik turen videre op ad floden for at fiske piratfisk, ikke lige mig. Ved solnedgangstid sejlede vi tilbage til lodgen og spiste. Efter aftensmaden var der planlagt alligatorjagt, jeg blev på lodgen heldigvis, for kort efter at de andre var taget af sted begyndte det at regne. Jeg sad i mellemtiden og læste på terrassen indtil de andre kom hjem godt våde.

Acajatuba lodge

05-02-06 : Tidligt op og få morgenmad inden vi sejlede af sted for at bese junglen. Vi sejlede i en halv time, hvorpå vi gik i land og gik en dejlig tur, lærte om planterne og så insekter blandt andet en fugleedderkop. Det smådryppede lidt og var varmt at gå i junglen.

Da vi kom tilbage til båden var solen kommet frem og turen gik videre til en lille landsby, hvor vi gik i land og fik noget at drikke, og jeg fik købt mig en hængekøje, et pusterør og en maske.

Vi var tilbage ved frokosttid. Vejret var dejligt med solskin, så efter frokost tid til at nyde vejret inden næste tur, hvor vi skulle ud og besøge en indianerfamilie i nærheden d.v.s. en halv times sejlads fra lodgen. Da vi tog af sted silede regnen ned, heldigvis havde jeg husket mit regnslag, og blev derfor ikke så våd som de andre, flere havde glemt at tage regntøj med, og de var gennemblødte. Fremme ved indianerfamilien så vi rundt i deres beskedne bolig, hvor der boede 15 mennesker deriblandt fem børn, familien blev glade for de bluser og sæbe, jeg havde med hjemmefra. Vi fik set en maniok og fortalt hvordan man laver maniokmel. Trods den silende regn et vellykket besøg.

Derfra sejlede vi hen til en anden boplads, men gik ikke i land, men startede sejlturen tilbage til lodgen. Regnen var nu ophørt, men der var stadig skyer. Undervejs så vi adskillige delfiner springe, de var blå, så nu har jeg set både blå og lyserøde floddelfiner.  Opholdet har været dejligt i Amazonas trods de forventede regnbyger. Jeg kunne godt bruge et par dage mere, men det var jeg vist den eneste der syntes. De fleste klagede over regnbygerne, underligt når vi nu er i en regnskov. Mange havde glemt fornuftigt regntøj hjemmefra og måtte købe undervejs.

I morgen går turen videre til Salvador.

Boplads i Amazonjunglen

06-02-06 : Det var meningen at vi skulle tidligt op for at nå solopgangen inden morgenmaden, men det styrtede ned, så solopgang aflyst for i dag. Efter morgenmaden afgang med båd til Manaus for at tage flyet til Salvador via Brasilia. Forinden tre timers dejlig sejlads på Rio Negro.

Efter stille og rolig flyvning ankom jeg sidst på aftenen til mit hotel i Salvador. De andre var stået af i Brasilia, men den by gad jeg ikke se igen.

På hotellet fik jeg et værelse ud til poolen, det brokkede jeg mig over, så jeg fik lovning på at skifte værelse næste dag, så jeg gik træt i seng.

Stranden Salvador

07-02-06 : Jeg havde bestilt en lokal guide til at hente mig kl 10, så efter morgenmad og en lille sondering omkring hotellet, tog jeg på bytur med en engelsktalende guide, fik set en del smukke kirker og beundret udsigten fra et par pladser. Jeg gik gennem de gamle hyggelige gader, inden jeg ved frokosttid blev kørt tilbage til hotellet.

Jeg havde nu fået et nyt værelse med udsigt ud over havet og stranden og med sen eftermiddagssol.

Efter en sen frokost slappede jeg af dels på altanen dels på stranden. Vandet var dejligt det blev hurtigt dybt ingen bølger lige en strand for en svømmer som mig. Efter aftensmaden afventede jeg de andres ankomst fra altanen. De kom som planlagt, og jeg fik at vide hvornår næste dags program skulle begynde.

Havnen Salvador

08-02-06 : Som sædvanligt vågnede jeg i god tid før uret ringede og nød morgenen på altanen inden afgang til byrundturen.

Vi begyndte med at se Katedralen bygget af jesuiterordenen i årene 1657-72. Murene er dækket af marmor med pragtfulde relieffer på gavlen og inde i katedralen fine træudskæringer belagt med guld. I loftet ses den magiske cirkel med initialerne HIS (Iesus Hostia Sancta) jesuitternes ordensmærke. Vi sluttede besøget i katedralen med at se sakristiet med marmordekorationer og træarbejde af palisander og indlagt med elfenben.

Derfra af små hyggelige gader via Largo Do Pelourinho en plads omgivet af gamle bygninger. Vi gik videre til San Francisco-kirken med tilhørende kloster bygget 1723-82. Kirken er indviet til den hellige Frans af Assisi og er endnu mere overdådig end katedralen. Væggene er fra gulv til loft beklædt med udskåret træ belagt med bladguld. I nicherne er der statuer af helgener, en af dem ligner fra den ene side en syg mand fra den anden en død mand. Klosterets vægge ind mod haven er udsmykket med blå kakler.

Derfra gik vi videre i de smalle gader langsomt tilbage til Pelourinho pladsen. Undervejs kiggede vi på nogle der dansede, det viste sig at være en filmoptagelse. Pelourinhopladsen er omgivet af fornemme fredede huse. Navnet på pladsen betyder gabestokpladsen, det var her slaverne blev pint eller henrettet, hvis de havde sat sig op mod deres herrer. På pladsen ligger bymuseet, der gik vi ind og så på de gamle dragter med tilknytning til candoblé. Candoblé er afrikansk mystiticisme hvortil folk bliver indviet til. Desværre var der ikke lejlighed til at overvære en indvielsesceronomi, det ville have været spændende.

Efter museumsbesøget gik vi hen til elevatoren for at tage den ned til havnen for at besøge et marked og spise frokost. Efter frokosten kørte nogle af os ud til en fabrik for at se på ædelsten. Brasilien er en af de største producenter af ædelstene og det meste af produktionen foregår netop her i Bahia. Vi så smaragder, ametyst, akvamarin og andre jeg ikke kan huske navnet på. Vi var tilbage tidligt nok til et strandbesøg.

Om aftenen spiste vi i en gammel sukkerrørsmølle efterfulgt af et flot show bestående af musik og dans fra Bahia, og igen var jeg til slut oppe og danse på scenen. Jeg var godt træt i benene, da vi kom tilbage til hotellet

Show i Salvador

09-02-06 : Hele dagen var afsat til afslappende bådtur, så klokken 9.00 sejlede vi fra havnen med en tomastet skonnert ud i Alle Helgenes bugt til øen Frado, hvor vi opholdt os to timer ved en lækker badestrand. Vandet var 30 grader og meget klart. Lidt før vi skulle sejle videre, kom højvandet hurtigt og kort efter var halvdelen af stranden dækket med vand.

Vi sejlede videre til øen Itaparica, hvor vi fik frokost og hvor man kunne bade. Stranden var ikke så lækker her, så jeg valgte at læse i Suetons kejserbiografier indtil båden skulle sejle igen. På denne ø kunne båden ikke lægge til, så vi blev sejlet frem og tilbage i små robåde. Sejlturen havde været skøn og sidst på eftermiddagen var vi tilbage ved hotellet.

Om aftenen spiste vi på en nærliggende lokal restaurant

Fradostranden

10-02-06 : Dagen var egentligt afsat til en lang køretur rundt om Alle Helgenes bugten, men jeg havde mere lyst til at blive i Salvador og se noget mere af den gamle bydel, så efter morgenmaden tog jeg med taxa ind til katedralen, gik rundt og nød de små snævre hyggelige gader og besøgte et par kirker undervejs.

Først kirken lige ved siden af franciskanerklosteret, smuk i al sin enkelthed. På 1.sal var der udstillet en række smukke messehagler.

I den ene ende af Pelourinhopladsen ligger Nossa Senhora do Rosario dos pretos en smuk blå kirke bygget og betalt af slaverne omkring år 1700. Slaverne måtte ikke komme i de hvides kirker, og alle importerede slaver blev tvangsdøbt senest et halvt år efter ankomsten til Bahia. Det blev de selvfølgeligt ikke kristne af og netop i dette område af Brasilien er kristendommen blandet med gammel afrikansk religion. Selve kirken var enkel indvendig og meget smuk.

Derfra gik jeg videre til karmeliterklosteret for at se det, men desværre var det lukket på grund af reparation og åbner først i år 2007. Jeg kunne dog komme ind i kirken og studere den. Den var også enkel med et smukt alterparti, virkeligt et besøg værd.

Jeg slentrede endnu lidt rundt i byen og endte ved elevatoren og stod lidt der og nød udsigten over havnen og markedet, inden jeg tog en taxa til et fort ved Barra stranden og gik langs vandet tilbage til hotellet. Undervejs spiste jeg frokost på en lokal restaurant.

Efter en kop kaffe på hotellet, brasilianerne laver elendig kaffe, bedst at lave den selv, tilbragte jeg resten af eftermiddagen på stranden.

Ved 16-tiden begyndte en koncert i den ene ende af stranden lige ud for vort hotel. Koncerten sluttede ved 22-tiden og i al den tid var der et være leben på stranden. Også fint at opleve brasilianerne holde fest. Folk forlod langsomt stranden, og jeg faldt i søvn ved 23-tiden.

Pelourinhopladsen

11-02-06 : Efter morgenmaden gik jeg langs stranden til Farol da Barra et fort, der indeholder et marinemuseum. Jeg så museet, inden jeg gik tilbage til hotellet for først at bade i havet og derpå pakke mine ting. Klokken 15.00 afgang til lufthavnen efter en pragtfuld tur i Brasilien.

Flyet fra Salvador var en halv time forsinket, men vi nåede alligevel i god tid til Sao Paulo. Kom hurtigt igennem sikkerhedstjek og paskontrol kun for at opdage at flyet til København var forsinket. Da vi endeligt kom om bord, var der tre passagerer, der skulle sættes af og deres bagage findes, da de ikke havde pas, så flyet blev yderligere forsinket, inden vi endeligt kom af sted. Jeg var heldig at få en god vinduesplads ingen passager på midterpladsen en på yderpladsen, så der var god plads til at sove.

Udsig fra mit værelse Salvador

12-02-06 : Efter en lang flytur med nogen turbulens undervejs ankom flyet ved halv totiden til London, hvor der var en mellemlanding inden vi fløj videre til København.

Hele rundrejsen har været en oplevelse. Sydamerika er dejlig at rejse rundt i, og jeg er allerede i fuld gang med at spare sammen til næste tur gerne med Festival Tours og helst med den bedste rejseleder, jeg nogensinde har mødt.

På sejltur over vandfaldene

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

30.11 | 18:46

Hej Birgitte
har gået og ventet på din dagbog via Antikkens venner - men har så fundet den her. Dejligt!
Mange hilsner
Hanne

...
27.11 | 09:52

Flot og informativ side.

...
25.07 | 18:05

Interessant at læse beretningen om de gamle i Klint Bakker. Mange tak!
Vi har haft hus i på på Skovløbervej siden 1981.

...
19.03 | 14:51

Jeg savner lidt beskrivelsen af maden, som I spiste?

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE