Sydamerikas Perler med Festival tours
Rundrejse i Sydamerika 030404-280404

040404 : Efter en flyrejse uden problemer sidder jeg nu i Brasilia, hovedstaden i Brasilien. Byen er anlagt for ca. 50 år siden, hvilket den tydeligt bœrer prœg af. Jeg var på byrundtur, for at se alle disse moderne bygninger, som ikke siger mig ret meget. Måske man om 100 år vil se anderledes på det. En positiv ting er, at alle beboelsesejendomme er bygget på stolper af beton, så der er plads til parkering under husene, en god måde at løse parkeringsproblemer på. Om aftenen spiste vi en lœkker middag på en nærliggende restaurant. Jeg var træt efter den lange flyvetur og gik direkte i seng.

Brasilia
Brasilia-Manaus

050404 : Så skulle turen gå videre til Manaus, men forinden skulle der lige aflægges besøg i den blå kirke, efter min mening en af de smukkeste bygninger i byen. Derpå et visit ved porten til den danske ambassade, der var ingen hjemme.

Da vi ankom til lufthavnen og fået afleveret vores bagage, viste det sig at maskinen var en time forsinket. Vi kom ud i flyet men måtte ind i lufthavnen igen, for der var lige noget teknik der skulle repareres. Endelig efter fire timers forsinkelse lettede flyet med kurs mod Manaus. Jeg havde byttet billet med rejselederen, så jeg havde vinduesplads på Bussniss Class helt fint. Det var en smuk tur med en god udsigt over regnskoven og med en pragtfuld indflyvning til Manaus. På grund af forsinkelsen, var vi kommet så sent frem, at operahuset var lukket, men vi nåede at se havnen med de flydende broer og et lokalt marked inden vi kom frem til hotellet. Om aftenen en gåtur gennem byens hyggelige gader til en restaurant med god mad. I det hele taget er madudvalget fremragende.

Havnen i Manaus
Manaus til Leticia

060404 . Tidligt op og af sted til lufthavnen og med fly vestpå lœngere ind i regnskoven til Tabatinga, denne gang uden forsinkelser, og igen en flot flytur over regnskoven. Straks efter landingen kørte vi over grænsen ind i Leticia, som er bygget sammen med Tabatinga uden grænsebomme. Hotellet lå i Leticia, og efter at vi var indlogeret, jeg på det bedste værelse med udsigt og altan, tog vi tilbage til Tabatinga for at få stemplet pas. Derefter til en noget forsømt Zoologisk have, hvor vi så en Anaconda. Derpå kørte vi ud i regnskoven for at besøge en indianerstamme. Høvdingen var hjemme og fortalte om deres levevis, tro og deres syn på brug af Coca, som kun voksne mænd bruger og kun som en form for medicin. Oprindeligt hørte stammen hjemme midt i Colombia, men for nogle år siden blev de flyttet til Leticia på grund af guerillabevægelsen i den centrale del af Colombia. Regeringen gav dem et stykke land samt materialer så de kunne bygge nye huse. Høvdingen fortalte også om deres syn på naturen, og om at man skulle passe på den. Derefter tilbage til hotellet, i swimmingpool og tid til den første mail hjem. Om aftenen ud at spise Colombiansk på en fortovsrestaurant fin mad.

Leticia
Leticia til Santa Rosa

070404 : Da vi først skulle ned til båden klokken elleve var der god tid til at pakke, nyde udsigten fra vœrelset ud over Amazonas. Ved nitiden en tur hen til et lille museum om indianernes liv i Amazonas. Vi fik en fin guidet tur og lærte en del om indianerkulturen.

Tilbage til hotellet var der afgang til havnen, hvor vi steg om bord på små både og iført redningsvest gik turen over Amazonas til Santa Rosa, hvor skibet ventede på os. Undervejs gik båden i stå tre gange, så vi troede at vi skulle til at ro det sidste stykke vej! Vi kom ombord, og nok engang fik jeg det bedste værelse, det eneste på båden med el-stik. Kort efter sejlede båden op af floden med frodigt land på begge sider af den brede flod. Nogle steder er den op til 3 km bred. Om eftermiddagen var der arrangeret udkig efter dyrene på bredden, som vi sejlede forbi, jeg så aber lege i træerne, papegøjer og jeg fik endda øje på et dovendyr. Om aftenen middag om bord, forinden den viste Juan, hvordan brasilianerne laver Caipirinha, en speciel brasiliansk drink. Det tog lang tid for ham at mikse drinken, idet han hele tiden skulle fortælle vittigheder, endeligt kunne vi smage og den var god. Der har allerede været to med dårlig mave, men jeg håber at jeg slipper fri.

Amazonas
På Amazonfloden

080404 Alle på skibet blev vækket kl 7 og kl 8 efter morgenmad en to timers vandretur i regnskoven godt pakket ind af hensyn til myggene. Der var varmt og fugtigt ingen regnvejr, mange spændende planter, og jeg fik endda svunget mig i en lian ligesom Tarzan og Jane gjorde. Vi hørte mange af skovens lyde så nogle enkelte papegøjer og vi fandt en lille bitte frø, næppe mere end 2 cm lang. Vel tilbage til skibet tid til et bad og skift af tøj. Kort efter sejlede skibet videre til nye oplevelser.

Efter et par timers sejlads kom båden til næste stop i en lille by, San Pedro, hvor der var besøg på et hospital for spedalske. Der blev fortalt om hospitalets historie og om sygdommen af en sygeplejerske og jeg supplerede oplysningerne til de andre turister. Jeg så konsultationsrummet og hilste på den lokale læge. Udover spedalske behandlede de landsbyens beboere inklusive de få malariatilfælde. De påstår på båden, at der ikke er malaria i området, men hospitalspersonalet siger noget andet!! Jeg tror personalet på båden fortæller denne løgn for ikke at skræmme turisterne, det ville klæde dem at være œrlige!! I øvrigt advarer WHO mod resistent malaria i hele Amazonområdet og tilråder beskyttelse. Turen gik tilbage gennem byen med en hale af børn efter os. De ville have penge af os, jeg gav dem nogle blyanter, da vi kom tilbage til båden. De fulgte os om bord, en gammel morlille var fulgt med om bord og nåede ikke i land inden båden lagde fra kaj. Under vil jubel og drillerier lagde båden til igen og satte hende i land igen.

Sidst på eftermiddagen lige efter solnedgang gik turen i små både ind i små bifloder, for at finde alligator. Det lykkedes ikke, skønt vi trængte langt ind gennem sivøer. Derimod så vi en tarantel, tusindvis af ildfluer og fugle. Efter et par timer vendte båden tilbage til skibet og det var tid til aftensmad.

Giftmyre
På Amazonfloden

090404 . Vi skulle op kl 6.00, men jeg vågnede allerede ti minutter før stod op og fik derved et dejligt syn ind mod land, da vi sejlede forbi Pevas og lagde til ved en lille Yagua- landsby. Efter morgenmaden besøg i den lille landsby, hvor indianerne dansede for os og hvor jeg købte pusterør og en maske.

Tilbage til båden straks ned i speedbåde med kurs mod Pevas, hvor der var besøg hos en berømt maler, Francisco Grippa, som viste sine malerier frem og fortalte om sig selv.

Da vi skulle sejle tilbage til skibet, viste det sig at indianerne havde danset regndans, vi løb ind i et gigantisk tropisk regnskyl, der var en halv times sejlads tilbage. Jeg havde heldigvis fået min regnjakke med mig, men de fleste havde ikke regntøj med, og de lignede små drukne mus da vi kom tilbage til skibet. Straks ind på værelset, skifte tøj og få varm te.

Om eftermiddagen var regnen holdt op, og vi lagde til i en biflod for at fiske, bade og ro i kano. Jeg gjorde ingen af delene, men blev tilbage på båden. Jeg blev belønnet med en flot opvisning af floddelfiner. De svømmede rundt i al den tid, vi lå ved bredden. Floddelfiner er lyserøde, jeg prøvede at filme dem, når de sprang, men det var svært, en stor oplevelse.

Da fiskerne kom tilbage med ti piratfisk, sejlede vi videre.

Det var sidste aften ombord og stjerneklart, så det var astronomitid. Vi fandt Sydkorset, Sirius, tyren og Orion samt fik et flot syn af mælkevejen, Mars var også til at finde medens Venus var dækket af skyer.

Ved landsby i Amazonas
Iquitos til Lima

100404 . Tidligt om morgenen lagde båden til ved Iquitos og det var tid til at sige farvel til de amerikanere, jeg havde snakket med på båden, et par af dem møder jeg måske senere i Aqua Calientes, de syntes at jeg var rigtig god til at snakke engelsk! Vi blev kørt i små taxier mindende om trehjulede motorcykler med plads til to personer ind til det lokale marked for at se det. Af hensyn til eventuelle lommetyve havde Juan vores guide hyret to betjente fra turistpolitiet til at gå med os, hvilket de gjorde meget diskret. Der var mange flotte frugter og grøntsager blandt andet de største avocado jeg nogensinde har set. Derefter gik vi ad flodpromenaden ind til det lille torv midt i byen, hvor vi senere blev samlet op og kørt til lufthavnen for at flyve til Lima.

Vi ankom planmæssigt til Lima, fik en lille rundvisning omkring centrum inden vi kørte til Guldmuseet med mange flotte fund fra præinkatiden og fra selve Inka-tiden. Det var svært at løsrive sig fra museet, men vi skulle til vort hotel i centrum af byen.

Om aftenen gik vi hen og spiste på en hyggelig plads ikke langt fra hotellet. Der hørte vi om jordskred ved Aqua Calientes med døde, sårede, strandede turister og ødelagt jernbane. Myndighederne havde lukket både jernbane og inkasti. Det var sket kl.3 om natten mens folk sov og det var Aqua Calientes, det var gået ud over. Nu var spørgsmålet så om vi overhovedet kan komme frem til Machu Picchu!

Iquitos
Fra Lima via Cusco til Ucay

110404. Vi skulle op før kl.4 om morgenen for at nå flyet til Cusco og efter en flot flyvning og landing trådte vi ud i 3300 meters højde med besked om at gå langsomt og ikke løfte vores kufferter, så de blev bragt fra flyet ud i bussen fin service. Vi holdt ved det lille torv midt i byen for at købe vand og høre de sidste nyheder. Det ser ud til at vi kommer af sted som planlagt, togskinnerne skulle efter sigende være repareret til i morgen! Lad os nu se. Jeg har i hvert fald fået udleveret togbillet og voucher til mit hotel i Aqua Calientes.

Vi kørte derefter først til Pisac for at se det lokale marked og for at handle, man kunne slet ikke lade være så mange dejlige ting var der at købe, godt vi kun var der en time ellers havde vi købt os fattige. Vi kørte derpå videre til Ucay en lille by med et dejligt hotel med udsigt til bjergene fra værelset. Byen ligger i 2800 meters højde så resten af dagen vil gå med at hvile for at vende sig til højden.

Stationen i Ollantaytambo
Ucay via Ollantaytambo til Acua Calientes

120404 : Tidlig op om morgenen og af sted med bus til Ollantaytambo, hvor vi skulle stige på toget. Der var servering og faste pladser i toget. Ved 88 km. stenen sagde jeg farvel til den del af gruppen, der skulle vandre og kørte videre med toget. Det var en smuk køretur gennem den hellige dal. Undervejs passerede jeg det første jordskred, som så ud til kun at have væltet træer, der boede ingen i dette område. Lige uden for Aqua Calientes skulle alle ud af toget og gå de sidste 500 meter, jordskredet var sket mellem et hotel og stationen, ødelagt nogle huse og togskinnerne. Der var også omkommet nogle vist nok 15 personer. Kom frem til hotellet og blev indlogeret i et værelse med en pragtfuld udsigt ud over byen og mod bjergtoppene. Resten af dagen gik jeg lidt rundt i byen, som lever af turisterne men har alligevel noget charme. Gik tidligt i seng for at vœre klar til den følgende dags oplevelser.

Acua Calientes
Machu Picchu

130404 : Jeg stod tidligt op for at nå bussen kl. 7.30 og efter 8 kilometers kørsel af en smal grusvej med mange hårnålesving, kom jeg op til hovedindgangen i 2400 meters højde. Aqua Calientes ligger i ca. 2000 meters højde. På det sidste stykke vej, kunne man skimte byen.

Vejret var pragtfuld, ikke en sky på himlen, og dette første syn jeg fik af Machu Picchu efter at være trådt ind på området, glemmer jeg aldrig. Byen ligger ubeskriveligt smukt på toppen af bjerget med terrasser ned af skråningen på alle sider. Hele horisonten rund kunne jeg se de omkringliggende bjerge, der alle er højere end byen, nogle af dem endda med evig sne. Jeg brugte næsten 5 timer med at gå rundt i byen, se alle templerne og husene, op og ned af trapperne, jeg har siden fået at vide, at der i alt 3000 trin og jeg har været oppe af mindst 2000. Trinene er høje og meget smalle, så der skulle gås forsigtigt. Luften var tynd, og det var drønvarmt, så der var brug for hyppige hvilepauser og meget vœske.

Mæt af indtrykkene vendte jeg tilbage til Aqua Calientes sulten og træt, fik spist og sov en time. Sidst på eftermiddagen gik jeg op til de varme svovlbade, som er naturligt forekommende i byen, og fik mig et dejligt bad inden aftensmaden. Gik igen tidligt i seng.

Machu Picchu
Machu Picchu og Ollantaytambo

140404 : igen tidligt op checkede ud af hotellet og tog 7.30 bussen op til Machu Picchu. Denne gang kom jeg derop i gråvejr, men det havde også sin charme. Jeg gik rundt i området i et par timer og gik så hen for at møde de andre ved afslutningen af Inkastien. De var godt trætte og fortalte mig, at der havde været meget anstrengende og det meste af tiden op og ned af stejle trapper, mange steder var trappetrinene op til en halv meters højde. Godt jeg ikke var med! Derpå var der rundvisning i byen, og selv om jeg kendte den godt fra dagen før, var det rart at høre mere om byen.

Jeg skulle af sted med toget tidligere end de andre og tog derfor ned til byen, så jeg kunne nå toget 13.20. Efter halvanden timers kørsel var jeg tilbage i Ollantaytambo, hvor jeg skulle vente i to timer på de andre. Det passede mig fint, da der lige uden for byen ligger et forsvarsværk fra inkaernes tid. Jeg tog en taxa derhen og kravlede igen af en masse trappetrin op ad bjergvæggen og beundrede terasseanlægget. Helt oppe var der en fantastisk udsigt ud over den hellige dal. Efter at have travet rundt i anlægget i halvanden time vendte jeg tilbage til togstationen for at møde de andre. Vi kørte i bus tilbage til Yucay for at blive indlogeret på hotellet igen.

Ollantaytambo
Yucay til Cuzco

150404 : Midt på formiddagen forlod vi Yucay og satte kurs mod Cuzco. Bussen kørte tilbage gennem den hellige dal forbi Pisac og forlod der dalen idet den sneglede sig op ad bjergene. Der var en flot udsigt udover den hellige dal fra bjergsiden. Efter 1 times kørsel kom vi ind i Cuscodalen og gjorde holdt ved Tambo Machay, som også hedder Inkaens bad og som har fungeret som ceremoniel afvaskning. På den anden side af vejen lå en ruin, som måske har været et teater. Et par kilometer længere fremme gjorde vi holdt ved Sacsaywamann. Ruinen er rester efter en borg, som blev bygget i den sidste del af Inka-tiden. Den ligger højt over Cuzco og vidner om inkaernes byggekunst.

Derfra kørte vi til vort hotel. Cuzco er formet som en puma der var et helligt dyr for inkaerne. Pumahovedet er borgen over byen, halsen bakken ned fra borgen Plaza de Armas ligger mellem for og bagbenene og halen en af gaderne. Om eftermiddagen gik vi rundt i byen eller rettere sagt kørte i taxa, for regnen silede ned. Der var besøg i katedralen og Guldpaladset, hvor der dog ikke er meget tilbage idet spanierne rev det ned og byggede et dominikanerkloster på fundamentet af templet. Der nu udgravninger i gang på stedet. Om aftenen spiste vi middag på en lokal restaurant med underholdning i form af dans og latinamerikansk musik.

Sacsaywamann
Cuzco

160404 : Hele dagen var fri til at gå på opdagelse i byen. Da den jo ligger højt var det nødvendigt med meget hvile. Jeg begyndte min tur lidt efter kl.9 og gik op til museet for præcolumbiansk kunst. Der var mange fine ting fra tiden før inkaerne, næsten lige ved siden af lå Inkamuseet, ligeledes med mange fine ting. Derpå gik jeg langsomt hjem til hotellet, kiggede på forretninger undervejs og fik også gjort nogle indkøb, besøgte en internetcafe og fik skrevet hjem. Nu var kl. næsten 1. Jeg spiste lidt mad på hotellet og fik hvilet et par timer. Kl. halv tre gik jeg ud igen fandt nogle spændende mure fra Inka-tiden og gik derefter over til La Merced et spændende kloster med malerier f.eks. et hvor de pile indianerne skyder mod spanierne drejer mod dem selv. Derfra gik turen over til det regionale historiske museum, men der kunne jeg først ikke komme ind, idet jeg skulle købe billet til ti sevœrdigheder for at komme ind. Jeg blev sur og fortalte at alle andre steder i verden kunne man komme ind bare et enkelt sted. Jeg kom derefter gratis ind! Museet viste sige at være meget interessant med mange miniature figurer, mange af dem ikke større end en tommelfingernegl. På vej tilbage til hotellet mødte jeg nogle nordmœnd, jeg også havde mødt i Machu Picchu og fik en sludder med dem, de skulle ligesom jeg til Puno dagen efter.

Cuzco
Cuzco til Puno

170404 : Denne dag bød på en lang køretur til Puno, så tidligt op og af sted med bus. Undervejs gjorde vi holdt i et par byer for at se på kirker og folkeliv. Vi besøgte en frabrik for alpacatæpper i Sicuani og turens højeste punkt på 4313 meter over havet. Frokost i en lille lokal by, hvor der var demonstrationer mod borgmesteren og planer om at lukke vejen. Vi kom dog igennem inden. De sidste par timer kørte vi i mørke og slud, ja der var endda is på nogle af søerne. Vi fik at vide, at på grund af demonstrationer på vejen fra Puno til Bolivia med lukkede veje, var planerne lavet om for de næste dage, så vi i stedet for at køre til Bolivia skulle sejle og se Uros øerne undervejs på turen. I stedet for fik vi et andet program for tiden i Puno.

Kirke på vej til Puno
Puno

180404 : Da vi nu var i 3800 meters højde skulle vi først af sted kl 9.30. Jeg vågnede efter en god nattesøvn op til end pragtfuld udsigt over Titicacasøen med bjergtoppe i baggrunden. Da det var mørkt, da vi kom aftenen før, havde jeg ikke lagt mœrke til udsigten. Vores udflugt gik først til en by ved navn Acora, hvor der var et Aymara Marked, et lokalt byttemarked for de omkringboende indianere, som er der hver søndag. Det var interessant at gå rundt på. Derefter kørte bussen til Chucuito, hvor vi dels så et dambrug dels et frugtbarhedstempel. Tilbage til hotellet ved frokosttid til en lille siesta.

Om eftermiddagen gik vi en tur rundt i Puno startende højt over byen ved statuen af Manco Capac den første inkakonge. Der var en skøn udsigt over byen og søen. Derefter gik vi langsomt ned gennem byens gader og basarer, indtil vi var trætte og tog hjem til hvil på hotellet. Om aftenen spiste vi ned på gågaden, hvor der var livlig handel gennem restaurantens vinduer; der er en med på turen der skal handle alle steder til både morskab og irritation for os andre, selv på det lokale byttemarked handlede hun.

Frugtbarhedstempel
Sejltur fra Puno til Huatajata

190404 : Denne dag skulle vi forlade Peru ved at køre syd om Titicacasøen, men på grund af blokade i en af byerne med udsigten til at vi selv skulle bære al bagagen over en strækning på 25 kilometer, havde bureauet valgt at lade os sejle over søen. Det blev en dejlig sejltur. Først stoppede vi ved Uros øerne, hvor vi kom over i sivbåde det sidste stykke vej ind til øerne. Det var en sjov fornemmelse at gå rundt på siv og samtidig føle sig helt sikker. Sivene kan udover at blive brugt til både og huse også spises. Vi var der en halv time og derefter gik turen videre tværs over den smukke sø til Soløen, som ligger i Bolivia. Soløen er efter legenden det sted, hvor den første inkakejser Manco Capac og hans kone Mama Ollro stammer fra. Efter de sœdvanlige trappetrin kom vi op til en hellig kilde symboliserende de tre inkadyder: ikke lyve, ikke stjœle, ikke dovne. Frokost på øen med en god udsigt udover søen. Derpå videre til Måneøen for at besøge et frugtbarhedstempel. vi sejlede videre gennem paskontrollen til en sivø, som bar prœg af at være lavet udelukkende for turisternes skyld, ikke noget at byde os, som kom lige fra Uros-øerne. Sidst på eftermiddagen nåede vi frem til Huatajata og blev indlogeret på vort hotel, som lå dejligt lige ned til søen. Omkring hotellet lå flere museer: et der fortalte om indianernes liv fra de første kulturer og til nu, et der fortalte om heksedoktorerne og derudover et observatorium, hvor man kunne kigge stjerner om aftenen. Jeg var dog for træt til det sidste punkt. Udover museerne havde stedet en anden attraktion: det er her Thor Heyerdahl fandt de mennesker som kunne hjælpe ham med at bygge RAll nemlig bl. andet Limachibrødrene, som var ved hotellet da vi kom. Vi fik hilst på dem begge, fik fortalt deres historie og set billeder af dem på skibet. Der lå desuden en større model af båden samt mindre modeller af flere kendte sivbåde f.eks. Tigris.

På Soløen
Huatajata til La Paz

200404 . Igen tidligt op nu skulle turen gå til Bolivias hovedstad La Paz. Vi kørte gennem et smukt landskab først langs søen derpå mod La Paz. I Al Alto forstad til La Paz drejede vi fra for at besøge Tiawanacu ruinerne. Kulturen her går helt tilbage til 1500 år før Kristus og frem til Inkaerne erobrede området omkring 1400. Vi så 2 museer med mange flotte statuer, og derpå gik vi rundt i ruinerne, hvor der stadig er udgravninger i gang. Vi så den berømte Solport, det underjordiske tempel med relieffer af ansigter samt en pyramide af sten og jord. Efter denne oplevelse kørte vi tilbage mod La Paz, gjorde holdt i 4020 meters højde hvor vi holdt picnic med en fantastisk udsigt mod de snedækkede bjerge over La Paz. Efter frokost videre mod byen gennem Al Alto, som ligger i 4000 meters højde og pludseligt så vi La Paz ligge 400 meter under os, et fantastisk skue. Midt på eftermiddagen nåede vi frem til vort luksushotel, og jeg fik igen værelse med udsigt. Efter en times hvil rundtur for at orientere os omkring hotellet, der ligger lige ved en markedsplads og alt folkelivet. Om aftenen nød vi først udsigten fra hotellets øverste etage inden der var middag på en nœrliggende restaurant.

Tiawanacu
La Paz

210404 . Efter en god nats søvn skulle der kigges på byen. Først ud til Månedalen, et særprœget og smukt landskab lige uden for byen. Derpå så vi katedralen, en gade fra kolonitiden samt heksedoktorens marked inden det var tid til frokost. Både i dag og dagen før var der studenter demonstrationer i byen og i nogle dele af byen blev der brugt tåregas, heldigvis ikke i nærheden af os. Om eftermiddagen var der tid til endnu en tur rundt i forretningerne inden kufferten skulle pakkes til næste sted. Om aftenen middag på en lokal restaurant.

La Paz
La Paz til Foz do Iguassu

220404 . Vi skulle allerede af sted midt om natten for at undgå at blive fanget af en transportstrejke, så op halv fire og af sted til lufthavnen. Efter flyskifte i Santa Cruz og Sao Paulo nåede vi frem til Foz do Iguassu. Vel fremme blev vi indlogeret på et kedeligt hitel med udsigt til en landevej langt fra vandfaldene. Vi var først fremme ved aftensmadstid, tog hen og spiste og derfra videre til Samba show.

Venskabsbroen
Foz do Iguassu

230404 . Om morgenen kørte vi over venskabsbroen ind i Paraguay og besøgte et lokal marked, hvor der handledes med alt inklusive smuglervarer. På vej ud af landet så vi folk smugle alt muligt over den let bevogtede grœnse. Derfra kørte vi ind i Argentina for at besøge vandfaldene. De var fantastisk flot, vi gik på gangbroer så tœt på vandfaldene som vi kunne og blev godt våde. Området med vandfaldene er stort og vi brugte hele eftermiddagen til at gå rundt i området inden vi kørte tilbage til vores kedelige hotel.

Foz do Iguassu på Argentinasiden
Foz do Iguassu til Rio

240404 . Denne dag skulle vandfaldet ses fra den brasilianske side, så vi kørte ud til området og i de lokale sightseeing busser kørte vi til det første stop, som var netop ved det hotel, jeg skulle have boet på. Vi gik langs med floden ud på gangbroerne så langt vi kunne komme. Vandfaldene var flottere på denne side end på den argentinske side. Derefter kørte vi hen og steg på jeep og kørte gennem regnskoven ned til floden. Efter en hurtig omklœdning til badetøj gik det i gummibåde raskt op til vandfaldene så tæt, vi kunne komme. Vi var også under nogle af vandfaldene, så vi blev godt våde, inden vi var tilbage til bredden igen, en sjov tur. Spisningen foregik helt oppe oven for vandfaldene med en dejlig udsigt udover floden, der er ganske bred på dette sted. Tilbage til hotellet og derfra videre til lufthavnen, hvor turen gik videre til Rio.

Foz do Iguassu på Brasiliensiden
Regnvejr i Rio

250404 . Regn i Rio er ikke nogen sjov oplevelse så denne dag ingen Sukkertop eller Kristusfigur. I stedet kørte vi ud på landet til et lille fritidslandbrug så det og spiste en typisk brasiliansk frokost i det fri ganske hyggeligt.

På vej tilbage besøgte vi Hippimarkedet et marked for kunsthåndvœrk. Der var mange flotte ting der. Hjem til hotellet og tidligt i seng.

Fritidslandbrug ved Rio
Rio

260404 . Denne dag var vejret lidt bedre, selv om det begyndte med regnvejr. Tog metroen ind til centrum, hvor der var gående rundvisning i de gamle gader fra kolonitiden. Så først den grimme nye katedral præget af byggesjusk med utæt tag. Det regnede ind. Derpå besøg i nogle af de gamle hyggelige kirker blandt andet Candelariakirken, hvor der var gudstjeneste og sang, da vi kom ganske dejligt. Uden for kirken mindesmœrke over børnene fra Candelaria, gadebørn der blev dræbt, mens de sov der om natten, gerningsmændene slap fri med kun betingede straffe! Vi drak kaffe i en hundred år gammel restaurant med inventar fra den tid og efter dette en sejltur over Riobugten til byen på den anden side. På vej tilbage til Rio var det klaret op, bilen blev tilkaldt, og af sted gik det til Kristusfiguren. Det var en flot tur gennem regnskoven, og da vi kom op, stod Kristusfiguren klart mod skydækket med en pragtfuld udsigt over Rio. Derefter gik turen til Sukkertoppen, hvor der var svœvebane op til toppen, også derfra en dejlig udsigt over Rio, men denne gang fra vandsiden. Om aftenen metroen ud til Juan, hvor han lavede Caipirinha til os dejligt og efter det middag på en lokal restaurant, som mest besøges af brasilianere.

Gade i Rio
Rio København

270404 . Sidste dag i Rio, og dagen begyndte fint med dejligt vejr og tid til at ligge et par timer og lœse på Copacobanastranden og gå tur langs med stranden, en sidste lœkker frokost inden kufferten skulle pakkes og turen tilbage til Danmark

280404 . Efter fin flyvning hjem med god plads i flyet, nåede jeg hjem til mig selv fuld af gode indtryk fra en dejlig rejse med god rejseleder. Kan anbefales.

 

Copacobanastranden

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

30.11 | 18:46

Hej Birgitte
har gået og ventet på din dagbog via Antikkens venner - men har så fundet den her. Dejligt!
Mange hilsner
Hanne

...
27.11 | 09:52

Flot og informativ side.

...
25.07 | 18:05

Interessant at læse beretningen om de gamle i Klint Bakker. Mange tak!
Vi har haft hus i på på Skovløbervej siden 1981.

...
19.03 | 14:51

Jeg savner lidt beskrivelsen af maden, som I spiste?

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE