Rom
Rom 17082006-21082006

16-08-06 : Da jeg blev 60, holdt jeg en dejlig fødselsdag på Dragsholm slot med dejlig mad. Den bedste fødselsdagsgave var et gavekort til en storbyferie i Europa. Det tog mig mindre en 10 sekunder at beslutte mig for en forlœnget weekend til Rom. Efter nøje granskning valgte jeg august og i morgen går turen til Rom, hvor jeg skal vœre i 4 nœtter. Forinden har jeg som vanligt lœst en del om byen og lagt planer for, hvad jeg vil se. Vejret tegner godt med sol fra en skyfri himmel. Kufferten er pakket, Tanja afleveret i pensionen, så jeg straks i morgen tidlig kan køre til lufthavnen.

 

Capitol

17-08-06 : Tidligt op og afgang til lufthavnen, jeg har denne gang valgt at køre selv, da jeg har opdaget en billig parkeringsplads hvor en uge koster 445kr. Der er ganske vist ti minutters gang til terminal 3, men hvad gør man ikke for at spare mindst 400kr. Jeg kom hurtigere gennem sikkerhedskontrollen end forventet. Kort før ombordstigningen meddelte SAS, at dem der leverede mad til flyet strejkede, så jeg skulle vente på, at nogen skulle komme med lunchpakker til udlevering ved ombordstigningen, håber at jeg får kaffe ombord. Flyturen gik fint og jo, jeg fik kaffe.

Ved ankomsten til lufthavnen fandt jeg hurtigtoget til Rom og derfra videre med metro til hotellet, som ligger i en sidegade mellem Via Cavour og Via Nazionale.

Da jeg havde fået vœrelse, var det tid til min første udflugt. Jeg gik op til Via Nazionale, drejede til venstre og i løbet af fem minutter stod jeg ved Piazza Venezia, Trajansøjlen og Vittorio Emanuelle monumentet.

Jeg beundrede først Trajansøjlen, der i relieffer skildrer Romerrigets erobring af Dacia, det nuværende Rumœnien, i år 108 efter Kristus. Trajan var en af de kejsere, der kaldes adoptivkejserne, idet den regerende kejser adopterede en egnet person som sin efterfølger. Denne skik ophørte med kejser Marcus Aurelius, som blev kejser i år 137 efter Kristus. Hans efterfølger var Carracallas, som dog forinden myrdede sin bror Geta.

Bag ved Trajansøjlen ligger kejserforum. Jeg kom dog først efter lukketid, så jeg måtte nøjes med at kigge ned på området. Det så spœndende ud, så hvis jeg for tid kigger jeg på det en af dagene.

Jeg gik derefter langsomt de få meter hen til Vittorio Emanuelle monumentet. Det var egentligt ikke meningen, at jeg ville bestige det, men klokken var kun 16, så jeg kunne ikke modstå fristelsen og blev belønnet med en dejlig udsigt ud over Rom. Inde i selve monumentet var der en udstilling om Italiens samling fra 1859-1870 med buster af de vigtigste personer. Egentligt burde monumentet have været for Garibaldi, som var en af iniativtagerne til samlingen eller for Cavour, som var den anden. Men nu blev det for det samlede Italiens første konge. I øvrigt bemærkede jeg en utrolig dårlig opførsel af vagterne ja nærmest helt hysterisk. Man måtte godt gå på trapperne, men formastede man sig til at sidde på et trappetrin et øjeblik blev man straks skœldt ud, selv trætte børn blev skœldt ud. Virkelig en dårlig reklame. Håber at der bliver vist en noget bedre opførsel på museerne.

Jeg gik derfra yderligere 50 meter og op ad trappen til Capitol. Ligeledes herfra en god udsigt over Rom dels mod Peterskirken men også til den modsatte side ud over Forum Romanum. Oppe på Capitol lå et museum, og jeg gik selvfølgelig derind og fik set en del ting fra antikken. Der var 2 højdepunkter, dels et meget flot mosaik fra kejser Hadrians Villa forestillende duer, nogle af stenene var ikke større en 5 gange 5 mm fantastisk. Det andet var den berømte statue af kejser Marcus Aurelius til hest. Så var det istid og den blev indtaget på toppen af Capitol medens jeg nød udsigten over byen. Jeg gik langsomt tilbage til hotellet og fik et tiltrængt bad. Det var nu tid til at spise aftensmad, og jeg fandt en lille udendørs restaurant i nærheden af hotellet, derefter i seng.

Marcus Aurelius
Vatikanstaten

18-08-06 : Dagen var afsat til Vatikanstaten så tidligt op, spise morgenmad og gå 100 meter for at tage bussen til Peterspladsen for så at opdage at der var en megalang kø til Vatikanmuseet. Jeg ventede i halvanden time inden jeg nåede billetlugen. Heldigvis var det så tidligt på dagen, at jeg stod i skygge hele tiden. De fleste turister stilede direkte til det Sixtinske værelse, men jeg skulle først lige se den antikke samling. Jeg vidste, der var flere spændende mosaikker og statuer f.eks. statuen af Laokoon og hans to sønner, der på Apollon befaling bliver dræbt af to slanger, fordi han under krigen om Troja advarede trojanerne mod den trojanske hest, som Odysseus havde fået ideen til. Som bekendt lykkedes det grækerne at erobre og ødelægge Troja.

Efter at have set antikken begyndte jeg langsomt ar bevæge mig hen imod det Sixtinske kapel, idet jeg studerede de interessante sale undervejs. Først en sal fyldt med gobeliner af Rafael, en del af dem skildrede Jesus liv, men et forestillende mordet på Cæsar var også med. I en anden lang sal var der malet geografiske kort ovet Italien stammende fra renæssancen. I den næste sal historien om kejser Konstantins omvendelse til kristendommen, og så den største sal af alle inden det Sixtinske kapel rummet hvor der hænger to berømte malerier af Rafael: skolen i Athen og den himmelske og jordiske hyldest til sakramentets nådegave, jo Louvre gå hjem og lœg dig. Til slut nåede jeg det Sixtinske kapel og som for 25 år siden blev jeg overvældet af rummets skønhed, jeg måtte bare sidde og nyde synet en halv times tid. Jeg havde nu opholdt mig i mere end 3 timer på museet og var nu sulten, fandt Vatikanets cafeteria og fik frokost. Jeg kom til at dele bord med et Canadisk ægtepar, og da vi havde talt lidt sammen, spurgte de mig, hvordan jeg havde lært at tale så godt engelsk, jo jeg blev stolt over deres ros.

Efter frokost dvs. kl 14 fortsatte jeg til Peterskirken, hvor jeg efter ti minutters venten nåede sikkerhedskontrollen og kom ind i kirken. Hvor er den smuk. Jeg gik stille rundt og nød gensynet, specielt bemærkede jeg Thorvaldsens gravmæle for pave Pius den 7. samt Michelangelos Pieta. Jeg opgav at komme op i kuplen, idet jeg ikke gad at stå i kø i mindst en time, inden det var min tur derimod gik jeg ned i kælderen og så pavernes gravmæler. Da jeg kom ud af kirken var der megalang kø til sikkerhedskontrollen og folk stod i solen i 35 graders varme.

Jeg gik i stedet over til Castel San Angelo, for også at gense dette sted, som jeg sidste gang besøgte flere gange, fordi jeg boede lige ved siden af. Da jeg var næsten helt oppe lå der som beregnet en café, så jeg kunne få en cappuccino. Til stor moro for de andre gæster fik jeg besøg af en stor due som satte sig på bordet over for mig, og holdt mig med selskab, medens den spiste min ene småkage. Den tillod også, at jeg fotograferede den. Da jeg var kommet helt op, nød jeg byens bedste udsigt.

Vel nede igen gik jeg over Pont Sankt Angelo og langsomt af en gågade til Piazza Navona. Sidst jeg var her kunne pladsen ikke besøges på grund af demonstration, så jeg havde aldrig oplevet den før. Jeg var blevet tørstig og fandt hurtigt en fortovscafe og sad der en times tid med en Pina Colada inden turen gik tilbage til hotellet for at indvie mit nye værelse, som godt har en smule trafikstøj men også vindue, hvilket det andet ikke havde, ellers er hotellet OK med en god beliggenhed. Om aftenen spiste jeg middag på en anden restaurant også på det lille torv og den restaurant kan meget vel blive min stamrestaurant resten af tiden. Derpå i seng.

Gården i Vatikanet
Etruskisk museum m.m.

19-08-06 : Efter morgenmaden tog jeg en taxa til Etruskiske museum, som ligger i Borgheseparken. Der var mange fine fund specielt Apollon fra Veji og den meget velholdte brudesarkofag fundet i Cerveteri og fra ca. 500 år før Kristus. Derfra gik jeg ned til Piazza del Popolo. Desværre var obelisken under renovation og derfor tildækket. Jeg fandt en fortovscafe på pladsen, så jeg kunne få is og cappuccino.

Efter kaffen besøgte jeg kirken Santa Maria del Popolo. En smuk kirke fra 1473 med værker af blandt andre Caravaggio, Bramante og Rafael. Turen gik derpå videre til den spanske trappe, hvor jeg sad et stykke tid og nød livet. Inden jeg forlod stedet beundrede jeg Berninis morsomme fontaine af en sunket båd. Jeg fortsatte til Trevifontainen, hvor jeg selvfølgelig kastede en mønt i vandet, så at jeg kan være sikker på, at jeg kommer tilbage til Rom. Frokosten blev indtaget ved Fontainen efterfulgt af en is. Italienerne laver nu verdens bedste is, der kan paradis is slet ikke være med.

Derpå fortsatte vandreturen ned til Pantheon for at se dette bygningsværk, som oprindeligt bygget af Agrippa år 27 før Kristus, men ombygget af kejser Hadriam år 125 efter Kristus. Pantheon betyder indviet til alle guder og blev derfor hurtigt en kirke ved kristendommens indførelse. Når man står inde i den må man beundre oldtidens byggeherrer. Højden fra gulvet til toppen af kuplen er den samme som diameteren af grundplanen, selve kuplen er nøjagtig det halve af den samlede højde utroligt. Lyset kommer ind af et cirkelrundt hul i toppen af kuplen, hullet er ikke tildækket og regnvandet løber ned under gulvet og ud i Tiberen. Når man står derinde kan man ane at gulvet skråner fra midten ud i siderne.

Da jeg kom ud derfra, var jeg tørstig og fandt den samme bar på Piazza Navona, som dagen før og slappede af en times tid.

På vej tilbage til Piazza Venezia besøgte jeg bymuseet ikke nogen oplevelse. Vejret var varmt så jeg fik lyst til en open air bustur, hvor bussen kørte rundt om de seværdigheder, jeg skal se i morgen, inden jeg gik tilbage til hotellet for at planlægge morgendagens program ud fra åbningstiderne. Det står på oldtiden hele dagen.

Middagen blev indtaget på den samme restaurant som dagen før og igen en god middag, selv bagt camembert kunne de lave så tænderne løber i vand. Der faldt jeg i snak med et hollandsk ægtepar som skulle hjem i morgen. Vi tre og hele resten af restauranten morede os over tre engelske piger som højlydt underholdt os alle om deres seksuelle erfaringer. Jeg tror ikke, at de var klar over, at vi alle forstod hvert et ord, de sagde. Endeligt gik de, og resten af tiden talte jeg hyggeligt med det hollandske ægtepar. De syntes ligesom jeg at maden var fremragende.

Pantheon
Forum Romanum

20-08-06 : I dag har jeg rigtigt oplevet historiens vingesus. Jeg har bevæget mig gennem den klassiske historie garneret med nutidens trafik. Den første dag så jeg Trajansøjlen, den var dagens startpunkt for lige ved siden af er indgangen til Trajans marked. Noget bygningen var under restaurering og åbner i 2007, men man kunne komme op på førstesalen og se ind i rummene og forestille sig at man var på indkøb der for nœsten 2000 år siden. Markederne er bygget i år 112 efter Kristus. Jeg gik rundt der en times tid, inden jeg fortsatte til Forum Romanum.

En fordel ved at besøge området om søndagen, er at den store vej er bilfri den dag, så man kan krydse vejen uden problemer. Jeg har i øvrigt ikke mærket meget til Rom trafikkaos. Da Romerne er på ferie, er der ikke så meget trafik som i København.

Nå jeg gik ind på Forum, så først Curien, som er fint restaureret. Lige ved siden af den rostaen talerstolen. Herfra har Cicero og Cæsar holdt taler, herfra holdt Marcus Antonius sin berømte tale efter mordet på Cæsar 15.marts år 44 før Kristus, her fremvistes Ciceros hoved efter mordet på ham, jo dette sted kan fortælle en masse historie. Turen gik videre af den hellige vej forbi templer og basilikaer, som i oldtiden blot var stedet for rådsforsamlinger ikke kirker. Jeg så Vestalindernes hus på vejen ned til Titus triumfbue, som er opsat som minde over kejser Titus erobring af Jerusalem og ødelæggelsen af templet.

Jeg fortsatte videre op på Palatinerhøjen, hvor mange af de rige romere boede f.eks. Cicero og Catul. Dog ikke Cæsar, han var jo også Pontifex Maximus. Derimod har flere af kejserne boet der, men desværre var de huse, man normalt kunne komme ind i lukkede. Det var nu blevet spisetid og jeg fandt en café lige over for Colosseum.

Medens jeg spiste frokost, læste jeg om de mange nye fund på kejser Nervas forum, som ligger lige ved siden af Forum Romanum. Da jeg gik tilbage til området, stod jeg lidt og betragtede udgravningerne, inden jeg gik ned til Colosseum. Der var lang kø ved billetlugen, men billetten til Palatinerhøjen gjaldt også her, så jeg kunne gå lige ind. Colosseum er bygget af kejser Vespasian omkring år 66 efter Kristus. Det var imponerende, jeg sad og forestillede mig, at jeg levede på den tid og var til forestilling med andre 50 000 mennesker til gladiatorkampe og dyrekampe og med kejseren som tilskuer. Sikken et liv der har været.

Klokken var nu blevet 16 og jeg var ved at blive træt, men jeg tog alligevel bussen til Carracallas Termer og så dette pragtfulde bygningsværk, koncertsæsonen var overstået, men jeg ville gerne have oplevet Aida i disse omgivelser, det må være en oplevelse. Jeg gik hjem derfra forbi Circus Maximus, gik over til Tiberøen og derfra mod Piazza Venezia. Jeg skød genvej over et ruinområde og stod pludseligt foran den ældste bevarede byport oprindeligt bygget år 146 før Kristus og rekonstrueret af kejser Augustus til ære for hans søster Octavia. Lige ved siden af teatro Marcello bygget i år 11 før Kristus. Ved siden af teatret lå heldigvis en bar, hvor jeg kunne få noget at drikke, inden jeg fortsatte til hotellet til et tiltrængt bad. Aftensmaden blev indtaget på den vanlige restaurant, igen en lækker middag.

Udsigt fra Palatinerhøjen til Vestalindernes hus
Hjem

21-08-06 : Så er opholdet i Rom slut for denne gang og turen går mod lufthavnen og hjem til Danmark. På hotellet spurgte de mig, om jeg nu ligesom de andre turister havde set Rom, men det kan man ikke på 3 dage. Jeg nåede ikke kirken Santa Maria Maggiore, Ostia, katakomberne, ---,--- o.s.v men byen på de syv høje hedder ikke for intet den evige stad, så jeg må tilbage hertil. Hotellet vil jeg gerne bo på igen, det ligger centralt og alle værelserne har navn efter romerske personer. Man skal bare ikke bo på Romolo og Remo, da de ligger i kælderen, de sidste dage boede jeg på Trajano på 3.sal fint bytte. Hotellet hedder Anfiteatro Flavio og der er kun fem minutters gang til Forum Romanum.

Jeg kom planmæssigt til lufthavnen kun for at opdage at flyet ville være mindst tyve minutter forsinket.

Turen hjem gik fint og flyet var kun 10 minutter forsinket ved landingen.

Jeg skal helt sikkert tilbage og se de ting jeg ikke nåede denne gang.

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

16.07 | 21:35

hej Birgitte. Dejligt at se dine billeder fra det romerske Britannien. Du fortalte jo med fryd om, at du skulle afsted. Håber at se dig i svømmehallen senere.

...
04.03 | 00:07

Hej Birgitte
Ja, Berlin er et spændende sted. Tak for gensyn.
Mvh Merete Stadager

...
03.03 | 23:55

Hej Birgitte
Jeg har nydt dit referat.
Mange år siden, jeg har været der.
Mvh Merete Stadager

...
03.03 | 23:43

Hej Birgitte
Tak for beskrivelse og medfølgende billeder. Som at være der igen.
Mvh Merete Stadager

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE