Så en lørdag i oktober gik turen til Egypten igen. Efter at have hilst på de tidligere rejsefæller i lufthavnen, gik turen planmæssigt til Cairo med flyskift i Wien. Alle havde været tidligt oppe, og da vi nåede frem til vort hotel, var vi trætte. Både Tine og Ulla tog mod os i Cairo, de havde været der en uge, derudover skulle vi have en lokal guide med os, det var bureauets bedste guide opvokset i Danmark. Hun talte derfor både dansk og arabisk.

   Allerede den første aften havde Ulla arrangeret et ekstra arrangement for de energiske, og jeg tog selvfølgelig med. Vi skulle ude ved Citadellet opleve Sufi dans og musik. Sufierne er en sekt inden for islam, de har indvielsesritualer og mystificisme i deres tro, men er ikke fundamentalister. Der findes ca. 6 millioner sufier i Egypten. Jeg oplevede et to timers show med inciterende sang og musik, som jeg aldrig havde hørt før og spillet på ukendte instrumenter. Dansen var speciel bestod mest af en menneskelig snurretop, som snurrede rundt i mange minutter. Danserne og musikerne var alle mænd. Desværre måtte der ikke filmes, det ville ellers have været interessant at vise.

   Efter en hyggelig frokost, det samme sted som året før, gik turen videre til Giza og de store pyramider der. Det var nu 3. gang jeg var der, så jeg gik bare en tur i området og nød det, fik besøgt et papyrusinstitut og købt ind.

   Om aftenen havde Ulla arrangeret tur med metroen til El Gezira øen for at se den nye operabygning og Cairo tårnet. Operabygningen var flot mindede dog mest om en europæisk bygning, området var smukt oplyst. Tæt på lå Cairo tårnet, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Cairo. Jeg var ikke oppe i tårnet, dels var det for dyrt, dels var der lang kø. Derefter gik turen i taxa til Rhoda øen, hvor vi spiste på en hyggelig typisk Egyptisk restaurant lige ud til Nilen.

   Mandag skulle vi på byrundtur. Først gik turen rundt i det koptiske og jødiske Cairo. Vi besøgte den hængende kirke, der kaldes således, da den lige som hænger ud over en anden bygning. Den var meget smuk indeni med pragtfulde malerier med bibelske motiver. Derefter gik turen af små snævre gader til det koptiske museum, hvor verdens ældste bibel er udstillet. Tæt på museet ligger Ben Ezra synagogen, den er ikke i brug mere, da der kun bor få jøder i Cairo, er nu i brug som jødisk museum og nyrestaureret.

   Efter frokost gik turen videre til det islamiske Cairo med besøg i Ibn Tulun-moskeen opkaldt efter Ahmad Ibn Tulun som var af tyrkisk herkomst og guvernør i Egypten. Han blev enehersker og i hans levetid var Cairo centrum for et rige der strakte sig fra Tyrkiet til Sudan. Han opførte denne store moske år 879. Moskeen er en arkitektonisk bedrift, men er for tiden under restaurering. Vi besteg minareten trods ømme lår og blev belønnet med en flot udsigt over Cairo.. Derfra nok en gang til Citadellet med Muhammed Ali-moskeen, som jeg tidligere har beskrevet men et dejligt gensyn. Turen gik derpå videre til Sultan Hassan-madrasa bygget i det 14. århundrede. En madrasa er en islamisk skole, og man kunne se de små værelser, eleverne havde boet i. Turen sluttede med besøg i Hussein-moskeen ved siden af Khan el-Khalili basaren. Jeg fik købt mig en vandpibe og bestilt en bluse med mit kartouche, inden vi kørte tilbage til hotellet. Om aftenen vendte nogle af os tilbage til basaren for at spise, gøre yderligere indkøb, og jeg for at hente min bluse.

   Klostrene i Wadi Natrun er grundlagt i det 4. til 6. århundrede. De er bygget som små fæstninger med vagttårne i hjørnerne af murene. Der var to mure omkring og imellem murene en voldgrav med en bro over ved indgangen, så det var muligt at forsvare klostrene. Indenfor i hvert kloster der beboelse og haver, hvor der bliver dyrket afgrøder mest grøntsager. Midt inde i området ligger kirken. Alle kirkerne i de klostre, vi besøgte, er smukt dekorerede inden i med bibelske motiver. I en af kirkerne var der en ceremoni i gang, da vi kom. Ritualerne bestod af røgelse, bønner og tilbedelse af Kristus, helt anderledes end jeg har set i andre kirker. Til min store overraskelse blev jeg opfordret til at filme handlingen, og jeg fik nogle minutter på film, endda uden at skulle lægge 50 dollar, som det ellers er almindeligt i Egypten!

Efter rundvisningen i et af klostrene fik vi te, og munken, der havde vist os rundt, fortalte om munkelivet. Man kan først blive munk, når man har gennemført en uddannelse og vist, at man kan tjene sine penge selv, så de fleste munke er mindst 25 år inden de indtræder i klosterlivet, noget anderledes end i den romersk katolske kirke og ganske spændene at høre.

   Efter frokost gik turen til det Egyptiske museum og et gensyn med alle skattene, som jeg før har beskrevet. Noget nyt bemærkede jeg dog, en velbevaret statue af Nefertete og Akenaton, som er fundet i Armana et år tidligere, og som ikke var udstillet sidst jeg var på museet, tænk at arkæologerne kan blive ved med at finde ting fra faraonernes tid. Der er næsten ikke plads til flere fund på museet, men egypterne er ved at planlægge et nyt museum, som skal indeholde fundene fra Tut-ankh-amons grav. Hvornår det bliver færdigt vides endnu ikke. Jeg var træt efter den lange tur og gik derfor tidligt i seng for at være frisk til den næste dags lange køretur til Alexandria.

   Det første sted vi skulle gøre holdt var i provinsbyen Tanta. Ved bygrænsen blev vi modtaget af yderligere et par politibiler og to motorcykelbetjente, som skulle hjælpe os gennem bytrafikken frem til hvor bestemmelsessted i byen. De havde imidlertid beregnet bussen højde forkert, trods talrige forsøg kunne bussen ikke komme under en bro der var 10 cm for lav det tog adskillige minutter, inden politiet erkendte det og førte os en anden vej gennem byen. Vild jubel i bussen.

   Midt inde i Tanta skulle vi besøge moskeen for helgenen Ahmad al-Badavi, som er et berømt islamisk helligt sted i Egypten. Foran moskeen var militæret linet op, som om vi var udenlandske officielle gæster, der fik jeg grineflip. Inde i moskeen blev vi modtaget af moskeens Sheik d.v.s. administrator. Han viste os personligt rundt i moskeen og fortalte dens historie. Også relikvierne blev vist os, og bagefter kunne vi stille spørgsmål både til ham og Mullahen om moskeen, islam og Ahmad al-Badavi. Vi fik også te der, jo jeg følte mig som V.I.P. under dette besøg.

   Uden for moskeen lå en forretningsgade og efter forhandlinger fik vi lov til at handle. Politiet troede, at vi ligesom japanere ville gå i samlet flok og blev noget frustreret, da vi forsvandt i tredive forskellige retninger! Vi havde besluttet os til at holde picnic undervejs ved næste stop, så der blev handlet brød, frugt, pålæg og drikkevarer, inden vi vinkede farvel til soldaterne og forlod Tanta med kurs mod Naukratis, der skulle være næste stop.

   Kort efter Tanta drejede bussen fra hovedvejen og ind på små smalle veje gennem hyggelige landsbyer med snævre gader og ind i en uendelig række af trafikpropper. Overalt stod landsbybeboerne og stirrede undrende på kortegen. Da vi var tre km. fra Naukratis, viste det sig, at bussen skulle over en bro for at komme frem til landsbyen. Broen kunne imidlertid ikke bære bussen, men så fik politiet travlt. De fik hurtigt rekvireret tre ladvogne, hvor vi blev læsset op medbringende vores madkurve. Under hylende sirener kørte vi af de små veje frem til byen. Vel fremme viste det sig at de arkæologiske udgravninger nu bestod af et mudderhul og et affaldsbjerg. Vi besteg affaldsbjerget hvor Tina uanfægtet kunne fortælle om den gamle græske by Naukratis. Hele byens befolkning inklusive børnene stod omkring os og kiggede undrende på. De stod egentligt og ventede på antikvitetstjenesten fra Cairo, idet de under udgravning til en skole var stødt på formodede fortidsminder i mudderhullet, da vi pludseligt dukkede op! Der var ingen, der havde lyst til at spise i landsbyen, og grinende kørte vi tilbage til bussen. Jo man oplever noget usædvanligt, når man er på tur med Sfinx! Frokosten blev i stedet indtaget på en rasteplads uden for Naukratis. Endelig sidst på eftermiddagen nåede vi frem til vort hotel i Alexandria. Køreturen havde været lang, og undervejs havde vi dels hørt om de gamle Egypten, dels om det moderne den dag mest om hospitalsvæsenet og uddannelsessystemet.

   Om aftenen gik vi af små hyggelige gader hen til en fiskerestaurant og fik en dejlig middag. Dejligt at have rejseledere med, som gider at finde hyggelige spisesteder.

   Et nyt bibliotek var netop bygget men endnu ikke indviet, da vi var der og dagens udflugt begyndte med at se dette af nogle så berømte bygningsværk. Selv om det lå smukt ved strandvejen med udsigt over vandet, var jeg ikke imponeret. Jeg syntes ikke det passede ind i miljøet selv om det indvendigt var formet som et amfiteater. Denne form gjorde at der var meget lydt i læsesalen, så jeg er glad for, at jeg ikke skal studere der. Inden frokost kørte vi langs den livlige havn ud til det gamle fort hvor det gamle fyrtårn muligvis har stået.

   Romerne kom til Alexandria på Cæsars tid, og efter frokosten besøgte vi det gamle romerske torv med Pompejussøjlen, det romerske amfiteater og til slut nogle utroligt spændende katakomber med gamle grave. Vi nåede desværre ikke det romerske museum, jeg ville hellere have besøgt det end biblioteket. Under hele turen rundt i byen var vi fri for politieskorter herligt.

   Om aftenen tog jeg sammen med Ulla og fire andre hen på en Egyptisk cafe hvor man kunne få sandwich, drikkevarer og vandpiber serveret! Det var nu kun Ulla, der fik vandpibe, men vi fik os en rigtig hyggelig aften, inden vi dagen efter skulle forlade Alexandria.

   Først kørte vi til Rashid, som ligger hvor Nilens vestlige arm løber ud i Middelhavet. Byen er nok bedre kendt som Rosetta. Det var her Rosetta-stenen blev fundet i 1799 af Napoleons soldater. Napoleon tog den med til Paris som krigsbytte, men efter Napoleonskrigenes afslutning tog englænderne den med til England og den står nu på Britisk Museum i London. Rosetta-stenen har indskrift med græske bogstaver samt hieroglyffer. Det lykkedes Campollion udfra disse tekster at løse hieroglyffernes gåde. I Rashid står der nu en kopi af stenen tæt ved havnen, hvor vi gik en tur i basargaderne. Derefter besøgte vi det gamle fort, som ligger malerisk ned til Nilen med en dejlig udsigt ud over vandet.  På vej ud af byen kørte vi gennem frodige palmelunde med dadelplantager. Til politiet store forundring gjorde vi holdt for at gå en tur i en af plantagerne og følge med i arbejdet der.

   Så gik turen gennem det frodige delta med masser af vandingskanaler. Hver bonde har fået tildelt tidspunkter, hvor han må vande. Nogle gange er det om natten, og så arbejdes der på højtryk med at få vandet så meget som muligt. Alle markerne var delt i tre mindre marker, på den ene dels var der lige høstet, på den næste måske lige spiret og på den sidste del nypløjet og nysået. Der kan de fleste steder på den måde høstes op til tre gange om året. Man prøver hele tiden at indvinde nyt land til dyrkning ud mod ørkenen. Når det sker, bores der efter vand og laves jordbundsanalyser, således at bonden kan dyrke den afgrøde, der er bedst egnet i det pågældende område.

   Vi gjorde holdt først i Buto, hvor der er fund der er mellem fem og seks tusinde år gamle, men det bedste her var ganske flotte statuer stående frit i naturen. Turen gik videre østover til Behbet el-Hagar for at besøge tempelet for frugtbarheds- og modergudinden Isis, inden vi om aftenen nåede frem til Ismailia, som ligger lige ved Suezkanalen. Her boede vi de næste to nætter.

  Vort næste stop var Manzalasøen, som vi skulle sejle over. Jeg tror ikke, at bådfarten havde set en busfuld turister før, så det vakte vild opstandelse, da vi pludseligt stod der og ønskede at sejle over søen. Efter en lang forhandling og med politiets hjælp, fik vi en båd stillet til rådighed, og omgivet af flere politibåde begav vi os af sted på en pragtfuld sejltur gennem marsklandskaber, hvor vi kunne følge livet på flodbredden. Vi mødte flere pramme, der sejlede varer til eller fra Port Said. Politiet holdt frikvarter under sejlturen, så de lå og sejlede om kap i deres motorbåde. Til sidst måtte vi bede dem om at være stille, så vi kunne se og høre de mange fugle, der var i området. Bussen kunne ikke være på båden, så den kørte rundt om søen og mødte os, da båden lagde til.

  Vel om bord i bussen fortsatte turen Mendes en oldtidsby med dyrkelse af væddere. Efter et kort stop videre til Tanis, som var hovedstad i 3.mellemtid og hvor man har fundet en guldskat med en fin guldmaske af Psusennes den første, som jeg tidligere har set på museet i Cairo. Der var udgravninger i gang, og vi fulgte med i det og stillede mange spørgsmål. Til sidst blev vi dog smidt ud en halv time efter lukketid. Bussen vendte tilbage til vort hotel til den sidste overnatning ved Suez kanalen.

  Da vi havde set området, skulle vi videre og finde et frokoststed, vi var begyndt at blive sultne. Bussen kørte dog kun få hundrede meter, da det ene baghjul røg i et mudderhul det eneste vi så på en vej på hele turen gennem deltaet. Da chaufføren kørte langsomt, var der ikke sket større skade, men fast sad vi. Der var langt til den nærmeste by og ingen Falckbil i nærheden, så chaufføren måtte ud at grave. Politiet sørgede for at hente en traktor i den nærmeste landsby og efter et par timers arbejde blev bussen trukket op af hullet. Vi havde været ivrige tilskuere til den ekstra oplevelse, selv om vores maver knurrede. Vi fandt et frokoststed til hurtig spisning inden vi besøgte det sidste sted på rundrejsen Bubastis, hvor det er ruiner af et tempel viet til kattegudinden Bastet. Sidst på eftermiddagen nåede vi tilbage til Cairo og Shepheards hotel, hvor jeg denne gang havde fået et værelse med udsigt over Nilen. Om aftenen afskedsmiddag med taler og tak til de to fortrinlige guider.

  Den sidste formiddag blev brugt til lidt indkøb og gåtur i området inden det var tid til at køre til lufthavnen for at vende tilbage til Danmark.