Krim og Istanbul 250910 til 101010
Lørdag d.25-09-10

Årets Sfinxrejse går til Krim og Istanbul, rejseledere historikeren Karsten Fledelius og klassisk arkæolog Jakob Munk Højte, teknisk arrangør Krim Rejser med Thomas og Julia Køllner. Flyturen via Riga til Simferopol gik fint og sidst på eftermiddagen nåede vi frem til vort hotel lige ved strandpromenaden i Sevastopol.

Undervejs kørte vi forbi flere områder med ensartede små huse højst tyve kvadratmeter med døråbning og to vinduesåbninger men uden tag. De var bygget af hjemvendte krimtatarer, som gjorde krav på den jord, de var fordrevet fra af Stalin i 1944, efter at de havde beboet Krim i århundreder.

Efter et par timers hvil gik vi gennem den nærliggende park ned til strandpromenaden for at spise på en lokal restaurant med en skøn udsigt over Sevastopols havn.

Søndag d.26-09-10

Efter morgenmad først foredrag om de steder vi skulle besøge, fint når nu der ikke havde vœret foredrag inden afrejsen. Turen gik om formiddagen til Hersonessos, en af de tidligste græske bebyggelser på den sydlige del af Krim. Byen er grundlagt ca. 500 år før Kristus. Vi fik set bymuren, huse, tempel og teatret, det sidste dog fra noget nyere tid. Stedet ligger tæt på vandet med en dejlig udsigt.

Tæt på ruinerne lå den genopførte Vladimir Katedral. Den blev ødelagt under anden verdenskrig og restaureringen begyndte først i 1999.

Frokosten spiste vi ved Sapun Hill, og efter frokosten gik vi op til selve mindesmærket og så udover en af de vigtigste slagmarker fra Krimkrigen og hørte om krigens gang.

Turen gik derefter til Balaklava, en naturhavn på sydkysten, også et af de kendte steder fra Krimkrigen. Vi tog en sejltur i bugten og ud i Sortehavet for at få et indtryk af forholdende. Aftensmaden indtog vi på en fiskerestaurant i Balaklava.

Mandag d.27-09-10

Efter det indledende foredrag kørte vi igen til Balaklava, som i Sovjettiden var et lukket militært område. En del af Sortehavsflåden var stationeret der, og inde i bjerget var der et værft til reparation af atomubåde. Det er nu et museum, og vi gik gennem tunnellen ind i bjerget for at se, hvor ubådene blev repareret. Væggene er så tykke, at der ville være sikkert her ved en evt. atomkrig.

Derfra kørte vi til Panorama for at se billeder fra Krimkrigen, men selv om der var åbent var det rengøringstid og ingen adgang. I stedet for tog vi en sejltur rundt i Sevastopols havn inden frokost på den samme restaurant hvor vi spiste den første aften.

Eftermiddagen fri så efter et kort hvil gik jeg en tur langs havnen, inden jeg gik hjem til hotellet for at slappe inden aftensmaden, som vi spiste på hotellet som afslutning på opholdet i Sevastopol.

Tirsdag d.28-09-10

Så skulle vi forlade Sevastopol, men forinden skulle vi lige se, om de var blevet færdige med rengøringen på Panorama, det var de heldigvis, og vi tilbragte en spændende time der. Bygningen er cirkelrund og oprindeligt fra begyndelsen af det 20.århundrede. I malerier og tableauer skildres Krimkrigen på en uforglemmelig måde, hvor man nærmest for en tredimensionel oplevelse, man føler næsten at man står midt i det. Det var kunstneren Franz Roubaud, som har skabt dette værk, som desværre blev svært skadet under 2.verdenskrig, heldigvis er det smukt restaureret og det var en stor oplevelse at se dette værk. 

Turen gik derpå videre gennem et vekslende landskab med sletter, skov og klipper indtil vi nåede frem til Bachcisaraj, hvor vi først besøgte Usbenskij klosteret. Det oprindelige klippekloster blev ødelagt under kommunismen men er nu restaureret, derfra gik vi videre op af bjerget for at se Cufut Kale ruinerne af en gammel jødisk borg bygget af karaiterne, et folkeslag som i middelalderen konverterede til jødedommen. Oppe fra toppen var der en flot udsigt ud over bjergene.

Efter en sen frokost kørte vi ned til Khanens palads. Byen var hovedstad i et khanat, som hørte under sultanen i Istanbul. Vi fik set en del af paladset bl.andet haremmet, mødesalen samt rosenhaven inden vi fortsatte til Privietnoje, som ligger ved vandet på sydkysten. Her skal vi bo de næste dage.

Billederne jeg tog i Panorama kan du se på dette link.

http://picasaweb.google.dk/birgittedalum/PanoramaSevastopol#

Onsdag d.29-09-10

Vågnede med en skøn udsigt over vandet og da vi først skulle køre lidt senere end de foregående dage, var der tid til en tur langs vandet inden morgenmaden. Dagen var mest til afslapning efter de første hektiske dage.

Turen gik langs sydkysten gennem bjerge med et par stop undervejs for at betragte ørne og smuk udsigt. Sidst på formiddagen nåede vi frem til Koktebel en lille by ved kysten for at sejle ud i Sortehavet og se på klipperne langs kysten i et gammel krater, frokost ombord og efter frokosten sprang jeg og et par andre i vandet fra båden skønt. Vi sejlede tilbage til byen, og sidst på eftermiddagen vendte vi tilbage til hotellet til fin aftensmad.

Torsdag d.30-09-10

Vågnede tidligt til regn og stormvejr så varmt tøj og paraply med, da jeg gik over til tidlig morgenmad inden den lange tur til Yalta og Alupka. Vejen dertil gik gennem de smukke bjerge langs kysten til Tjekhovs hus lige udenfor Yalta. Han flyttede hertil på grund af sygdom; men døde allerede tre år senere på grund af tuberkulose. Han boede i et fint hus med dejlig have.

Derfra kørte vi videre til Alupka paladset bygget i mange stilarter hovedsaligt engelsk og maurisk noget forvirrende men med en skøn beliggenhed. Desværre skiftede det hele tiden mellem sol og regn så den smukke have fik vi ikke set meget af.

Frokosten spiste vi nu i sol med en pragtfuld udsigt ud over havet og lille slot kaldet Svalereden, som ligge på en noget ufremkommelig klippe helt nede ved vandet. Det blæste meget med kraftige vindstød, så vi måtte holde godt fast på hat og briller

Efter frokost kørte vi tilbage til Yalta for at se Livadia zarens sommerpalads, hvor specielt Zarina Dagmar holdt meget af at være, og hvortil hun i første omgang flygtede til efter revolutionen. Stedet er dog nok mest kendt for Yalta konferencen hvor Churchill, Roosevelt og Stalin fastlagde Europas grœnser efter 2.verdenskrig. Vi fik set mange af rummene bl.andet det rum hvor aftalen blev underskrevet.

Sidst på eftermiddagen kørte vi ind til Yaltas havnepromade nu regnvejr. På torvet lagde vi mærke til en grim gul bygning oppe på bjergsiden, det var så men jysk sengetøj jo Lars Larsen er også kommet til Yalta, men han kunne dog godt reklamere for Danmark på en pænere måde. Aftensmaden spiste vi på havnepromaden i koldt og regnfuldt vejr, inden vi kørte tilbage til vort hotel.

Fredag d.01-10-10

Inden afgangen på dagens udflugt hørte vi foredrag om Det bosporanske rige, som vi kommer til at høre mere om i morgen. Vi kørte mod Sudak, og undervejs fortalte Karsten Fledelius om byen og de forskellige folkeslag, der har beboet byen spændende.

Da vi ankom til byen, besøgte vi først et lille lokal marked dejligt frit for andre turister og med mange ting at købe bl.andet krydderier. Derfra kørte vi op til borgen oven over byen. Borgen er anlagt af købmænd fra Genova for at beskytte deres handelsinteresser. Den ligger smukt helt ude ved vandet med stejle klipper og med en fantastisk udsigt over vandet.

Også i dag er vejret lunefuldt, og vi nåede lige indenfor på en nærliggende restaurant, inden regnen styrtede ned. Vi fik en lækker lokal frokostret, og da vi var færdige, var det slut med regnen for den dag.

Efter frokost kørte vi til Novie Sveit nok en by beliggende ved en smuk bugt for at besøge en Champagnefabrik og høre om fremstillingen af den ædle vare, selvfølgelig var der også lejlighed til at smage på seks forskellige typer champagne, inden vi gik ned til strandpromenaden for at se på folkelivet inden aftensmaden på en restaurant med udsigt over vandet.

Lørdag d.02-10-10

Tidligt op og af sted straks efter morgenmaden mod Feodosia, som er det moderne navn for den antikke by Theodosia, i den sene middelalder kaldte genoveserne den for Kaffa, hvorfra kaffe har sit navn. Undervejs fortalte Karsten om det sted hvor, vi bor nemlig hotel Dania og den form for kollektiv der er ved at blive bygget op med hoteldrift i form af små hoteller med 3-10 værelser. Der kan overnatte ca. 800 gæster i det hyggelige område lige ned til Sortehavet.

Midt på formiddagen nåede vi frem til byen, som også er det sted hvor den sorte død kom til Europa i 1347. Vi besøgte et museum for en berømt russisk maler, gik lidt rundt i byen inden frokost på en god restaurant.

Turen fortsatte derpå til Kerch, som i antikken hed Pantikapaion, og hvor der er en del ruiner fra antikken. Vi så Tsar-kurgan formodentlig en gammel kongegrav, som godt kunne minde om gravene i Mykene bare meget mindre, inden vi kørte ned midt i byen for via ca. 500 trappetrin at bestige det gamle Akropolis, dels for at nyde en fantastisk ud over Sortehavet, Rusland og indsejlingen til det Azovske hav, dels for at se ned over ruinerne af det antikke Pantikapaion for at danne os et indtryk af byen. Da det var bidende koldt med udsigt til regn, opgav vi at gå rundt i de nærliggende ruiner. Sidst på eftermiddagen fandt vi vort hotel, hvor vi skal bo en nat. Aftensmad på en nærliggende restaurant.

Søndag d.03-10-10

Efter morgenmaden gik vi gennem gaderne til Johannes Døberens kirke. Det var søndag, og vi fulgte med i den lille nadver, mens vi kiggede på udsmykningen i kirken.

Derpå gik vi videre gennem byen til det arkæologiske museum med fine fund fra udgravningerne i området.

Derfra gik vi via pladsen med mindesmærket efter 2.verdenskrig med den evige flamme til vores frokostrestaurant.

Det var meningen at vi efter frokost skulle besøge den antikke by Nymfaion, men på grund af det våde og kolde vejr, valgte vi at køre tilbage til Privietnoje og hotel Dania. I bussen gennemgik Karsten den første uges oplevelser. Aftenen sluttede med en dejlig russisk festmiddag med vodka og tomatjuice, under middagen blev vi underholdt af en ukrainsk kunstner Alexandra Semyfit, som også har optrådt i Danmark, hun sang og spillede på ukrainsk instrument kaldet bandura en hyggelig aften.

Hvis du har lyst til at se udvalgte billeder fra Krim, kan du se dem på dette link.

http://picasaweb.google.dk/birgittedalum/Krim#

Mandag d.04-10-10

Så skulle vi forlade Krim, og det var tid til at reflektere over oplevelserne. Det har været spændende, og vi har set meget. Jeg har lært områdets historie og selvfølgelig også en del om Rusland i fortid og nutid. Vi tog afsked med dem, der havde valgt at tage hjem efter Krimturen, inden vi andre skulle rejse videre til Istanbul. Først skulle ladvognen med bagagen dog lige repareres, så vi kom noget forsinket af sted. Undervejs til lufthavnen blev ladvognen standset ved en politikontrol, vi fik dog lov til at forsætte efter 25 min og lidt bestikkelse og nåede frem til lufthavnen i sidste øjeblik. Efter nogen forhandling kom vi med flyet til Istanbul, hvor vi landede planmæssigt efter en fin flyvetur.

Vel ankommet til hotellet fik vi vore værelser. Hotellet ligger lige overfor den store basar, så sidst på eftermiddagen gik vi en tur gennem den. Da vi kom tilbage til hotellet, var dem der kun skulle til Istanbul kommet. Aftensmad på en lokal restaurant.

Tirsdag d.05.10.10

Dagen begyndte med spændende foredrag om Istanbuls historie inden vandreturen ned til Hippodromen. Undervejs standsede vi ved Konstatinsøjlen lavet af porfyr fra Assuan og i basis siges at være indemuret resterne af Kristus kors og andre relikvier. Vi nåede frem til Hippodromen hvor der oprindeligt blev kørt hestevæddeløb og hvor der var en obelisk med Thutmosis d.3. kartouche hentet i Luxor samt et monument over Kejser Wilhelm 2.’s besøg i 1898.

Efter frokost på en lokal restaurant gik vi op til et spændende arkaelogisk museum med statuer og sarkofager fra det østlige middelhavsområde. Jeg glædede mig over en fin statue fra Cypern af guden Bes, samt et flot sarkofag fundet i Sidon, det var Alexanders den stores sarkofag virkelig en oplevelse. Efter besøget her vendte jeg tilbage til hotellet for at slappe lidt af inden aftensmaden. Den blev indtaget på en hyggelig restaurant på et lille torv nær Sandporten, vi fik fin mad, og der var levende musik på pladsen.

Onsdag d.06-10-10

Vejret driller også her i Istanbul, så skyet vejr med byger hele dagen. Vi gik først til den store Sultan Ahmed moske også kaldet den blå moske stor flot med 6 minareter og med yderst fin udsmykning, den flotteste moske jeg indtil nu har set.

Efter moskebesøget gik vi gennem den nærliggende basar til mosaikmuseet bygget over nogle yderst fine gulvmosaikker fra det byzantinske store kejserpalads. Mosaikkerne viste mest dyremotiver og jagtscener.

Turen fortsatte nu videre til Hagia Sophia bygget i 540 under kejser Justinian og det østromerske riges hovedkirke, indtil den efter osmannernes erobring af Konstantinopel blev lavet om til moske. Kemal Atatürk lavede den om til museum. Jeg betragtede de mange fine mosaikker fra Byzants tiden specielt dem i loftet var flotte. Oppe på galleriet er der en graffiti i form af runer, som en formodentlig væring ved navn Halfdan har ridset.

Efter frokosten gik vi op til Topkapi det store sultanpalads. På vej op til paladset standsede vi ved nogle igangværende udgravninger af det gamle kejserpalads, både grækere, romere og det byzantinske rige har bygget her, jeg læste at der var fundet mange spændende ting her, som de var ved at gennemgå på det arkæologiske museum.

Der var mange turister den dag så vi stod i kø for at se det vigtigste af paladset. Der var mange kostbarheder af ædelsten, fine lokaler med smukke kakler på væggene og en dejlig udsigt ud over Bosporusstrædet fra paladset. Desværre var Haremmet lukket ligeledes køknerne så det må jeg se nœste gang jeg kommer til byen.

Efter besøget gik jeg lidt rundt i byen og derpå tilbage til hotellet. Aftensmad på hotellet
Torsdag d.07-10-10

Også i dag viste vejret sig fra sin dårlige side, men bortset fra et par steder hvor vi ikke kunne komme ind, fik vi gennemført dagens program. Vi kørte først langs sømuren, som oprindeligt lå helt nede ved vandet, således at byen var næsten uindtagelig fra vandet. Fortsatte langs landmuren som bestod af en voldgrav, ydermur og en indermur, vi gjorde holdt ved de syv tårnes fæstning og den gyldne port, hvor vi gik op muren, hvorfra vi kunne se en del af landmuren på begge sider samt ud over havet.

Turen gik videre til Kahriye Camii kirken en smuk senbyzantinsk kirke med utroligt flotte mosaikker.

Efter frokost skulle vi besøge to fine moskeer men ak de var begge lukket på grund af reparation, så i stedet kørte vi til Fethiye kirken en lille smuk kirke med mange fine mosaikker. Sidst på eftermiddagen nåede vi frem til det graesk-ortodokse patriarkat, hvor vi var så heldig at kunne deltage i en aftenmesse en fin afslutning på dagen trods regnvejret aftensmad på hotellet på grund af vejret.

Fredag d.08-10-10

Igen var vejrguderne ikke med os, kraftig regn og enkelte tordenskrald det meste af dagen så op med paraplyerne og af sted.

Vi kørte mod det gyldne horn og gik først ind i Rüstam moskeen lige ved siden af det egyptiske marked, en rigtig fin moske med smukke mosaikker. Efter besøget tur på markedet for at handle krydderier.

Turen fortsatte over Galatabroen til Galata bydelen for at besøge militærmuseet. Her var mange minder efter Kemal Atatürk blandt andet hans klasselokale fra dengang, bygningen var militær akademi. I salene sås malerier, der skildrer Tyrkernes militære sejre, nederlagene bliver forbigået i tavshed.

Frokosten blev indtaget i nærheden af Suleyman moskeen i nærheden af gårsdagens restaurant. Så kunne vi nok engang via Galatabroen vende tilbage til Galata for at se det overdådige sultanpalads Dolmabahçe. Vi gennem det ene flotte rum efter det andet, indtil vi nåede frem til en festsal med en kæmpestor krystallysekrone bygget i England 1853 og vejende 4,5 tons. Salen vendte lige ud til Bosporus, hvor vi trods regnen kunne fornemme den smukke udsigt.

På vej tilbage til hotellet sad vi fast i en trafikprop, så det tog halvanden time at køre 8 km.

Kort efter at vi var kommet hjem tog de fleste med sporvognen hen for at se de flyvende Dervisher. Jeg har set Sufidans i Egypten, men denne ceremoni en spirituel rejse havde jeg ikke set før men dybt fascinerende. Bagefter sen aftensmad på en lille restaurant i nærheden, inden vi tog sporvognen tilbage til hotellet.

Lørdag d.09-10-10

Vejrudsigten siger kraftig regn og blæst til den planlagte sejltur, men heldigvis ingen regn kun gråvejr og lidt vind. Vi sejlede ud gennem det Gyldne horn og nordpå gennem Bosporus indtil vi sejlede tilbage og lagde til ved Dolmaçi paladset. Undervejs så vi den smukke kyst på begge sider af strædet en dejlig tur der desværre manglede solen.

Vi kørte videre til flådemuseet med udstilling af modeller af forskellige fartøjer og forherligelse af flådens sejre, nederlagene bliver ikke nævnt. Frokost i Galata hvorefter bussen gjorde et kort hold ved det fine hotel Pera Palads, inden vi vendte tilbage på hotellet midt på eftermiddagen resten af dagen på egen hånd.

Jeg gik en tur i området overfor hotellet besøgte moskeen der og gik ind i den store basar for at nyde atmosfæren fandt en café og fik en dejlig æblete. Om aftenen afslutningsmiddag i nærheden af Galatabroen.

Hvis du har lyst til at se udvalgte billeder fra Istanbul kan du bruge dette link.

http://picasaweb.google.dk/birgittedalum/Istanbul#

Søndag d.10-10-10

Så var det tid til at forlade Istanbul efter nogle dejlige dage med mange oplevelser. Byen er livlig ren og med en venlig befolkning fine restauranter og små cafeer og meget mere at opleve. Der er også meget rent, der gik hele tiden mænd rundt og fejede gaden. Der kunne København godt lære noget.

Fagligt var turen vellykket med to fremragende guider som altid når Sfinx arrangerer rejse.

Jeg kan også rose Krim rejsers Thomas og Julia med den veltilrettelagte tur samt deres evne til formidle.

Til næste år vil Krim rejser gentage turen se mere på deres hjemmeside.

 
http://www.krimrejser.dk/

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

30.11 | 18:46

Hej Birgitte
har gået og ventet på din dagbog via Antikkens venner - men har så fundet den her. Dejligt!
Mange hilsner
Hanne

...
27.11 | 09:52

Flot og informativ side.

...
25.07 | 18:05

Interessant at læse beretningen om de gamle i Klint Bakker. Mange tak!
Vi har haft hus i på på Skovløbervej siden 1981.

...
19.03 | 14:51

Jeg savner lidt beskrivelsen af maden, som I spiste?

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE