16.09.2012

Da jeg var med Sfinx i Napoli og Pompeji i 2005, lavede jeg en ønskeliste for fremtidige rejser med Sfinx: Sicilien, Jordan, Libyen. Libyen besøgte jeg på en vellykket rejse i 2008 og nu går turen så til Jordan. Rejseledere på turen er mag.art. June Dahy studielektor og underviser i arabisk på Københavns Universitet samt Ph.d. Kurt Villads Jensen lektor på Syddansk Universitet og forfatter til Politikens bog om korstogene. Teknisk arrangør er som i Libyen Viktors Farmor.

Efter at jeg havde mødt de andre i Københavns lufthavn, havde jeg en fin flyvetur til Amman, specielt var turen indover Israel og den Jordanske ørken utrolig smuk. Planmæssig landing i lufthavnen hvor vi blev godt modtaget af den jordanske guide, der ordnede alt med pas og visum, mens vi kunne koncentrere os om bagagen. Nøglerne til værelserne fik vi i bussen, og for første gang oplevede jeg ikke at skulle give en masse oplysninger om mig selv i et muslimsk land hverken i flyet eller på hotellet, det gav straks et godt indtryk. Hotellet ok heldigvis er jeg i skyggesiden med behagelig varme på værelset. Udenfor ca. 35 grader.

Aftensmad og hygge på hotellet for at lære de andre at kende syv kendte jeg fra tidligere rejser hyggeligt at møde dem igen.

17.09.2012

Efter en god nats søvn var jeg klar til at opleve Jordan. Bussen kørte i det nordvestlige Jordan gennem et skiftende landskab med bjerge, dale og byer. De fleste steder tørt afløst af bevoksning med olivenlunde og en enkelt flod. Formiddagens mål Umm Qeis, som ligger tæt ved grænsen til Syrien og Israel. Undervejs fik vi en indføring i områdets historie helt tilbage til bronzealderen frem til nutiden. Der blev talt om de nære relationer mellem beboerne på begge sider af den jordansk-syriske grænse, og hvordan folk fra Deraa har søgt tilflugt hos slægtninge i Jerash på grund af den nuværende situation.

Umm Qeis hed i antikken Gdara og er placeret oppe på toppen af bjerget med udsigt udover Golanhøjderne og Geneserath sø. Byen er bygget af romerne i det andet århundrede, og når man træder ind i området virker den større end man forventer. Efter rundgangen kørte vi tilbage mod Jerash for at spise frokost et stykke uden for byen.

Efter frokost fortsatte turen til den strategisk beliggende borg Ajlun bygget i 1185 af Saladins nevø. Den knejsede flot højt over det omkringliggende landskab med bjerge i baggrunden. Dalene var grønne og frodige i dette område, hvor der falder ca. 700 mm regn om året.

Dagens højdepunkt var så afgjort besøget i Jerash kendt som bibelens Gerasa. Den har i romertiden været en by på ca. 30.000 indbyggere og vi gik rundt i området og betragtede de mange ruiner fra tiden. Ved indgangen til området en velbevaret triumfbue rejst til minde om kejser Hadrians besøg i år 134 efter Kristus. Der var også mange fine græske søjler i jonisk stil, et teater og en væddeløbsbane samt rester af templer. En fin afslutning inden vi kørte tilbage til hotellet i Amman.

18.09.2012

Formiddagen afsat til byrundtur i Amman med start på Citadellet, som ligger højt over den omkringliggende by med god udsigt til bjergene. Højen har været beboet siden bronzealderen 7000 år før Kristus. På området findes flere bronzealdergrave og jeg fik kigget ind i et par af gravene under vores vej rundt i området. Det meste af bebyggelsen stammer fra romertiden med templer, men der findes også ruiner efter en moske samt et lille Umayadepalads. Efter rundgangen besøgte vi det lille museum med fund fra området men også enkelte fund fra Petra. Fundene kunne dateres helt tilbage til bronzealderen frem til Umayadetiden.

Derfra kørte vi til det nærliggende romerske teater bygget under kejser Antonius Pius med plads til ca. 5000 tilskuere. Det bliver stadig brugt til forestillinger. Ved siden af teatret et lille museum med gamle dragter og mosaikker. Lige uden for teatret ligger et lille odeon med plads til ca. 500 mennesker, også det bliver stadig brugt til koncerter.

Inden frokost kunne vi lige nå Madaba, som er kendt fra bibelen, idet kong David her besejrede ammonitterne og aramæerne her. Vi kørte til Sct. Georgs kirken for at se det meget flotte gulvmosaik fra 500 tallet. Det forestiller det hellige land og dets omgivelser. I midten ses Jerusalem med tydelige gader, og det er muligt at identificere jordanfloden, det døde hav, nildeltaet samt en del af byerne ganske imponerende. Derefter gik vi til et nærliggende museum med resterne af en gammel kirke med fine mosaikker i gulvet.

Den sene frokost blev indtaget på en restaurant i nærheden af Nebo bjerget, som vi besøgte efter frokosten. Her stod Moses og kiggede ind over det hellige land, som skulle flyde med mælk og honning. Han fik kun lov til at se landet på afstand og lige som os nyde den gode udsigt. Moses ligger begravet på Nebobjerget og der findes en fin lille kirke med flotte mosaikker. Desværre er kirken under hårdhændet restaurering af Franciskanermunke, som er beskyttere af kirken. De er ved at dække kirken med en grim bygning, som slet ikke passer ind i landskabet.

På vej tilbage til Amman så vi først en forretning, hvor der blev lavet mosaikker og vi fik vist hvordan arbejdet foregik. I den anden forretning kunne vi købe sæbe og creme lavet af mudder fra Det Døde Hav, det skulle være særligt godt for huden, så der var livlig gang i handlen. Først på aftenen var vi tilbage på hotellet.

Om aftenen mødte vi en jordansk børnebogsforfatter, som hovedsagelig skriver for børn om til syv år. Hun var for nogle år siden i Danmark for at møde danske børn og deres forældre. En af hendes bøger er ved at blive oversat til svensk. Hun fortalte også at bøger i Jordan ligger prismæssigt på højde med danske bøger. Vi kom ind på, at der er censur på bøger, men ikke så slemt for børnebøger. I øvrigt kan enhver, som ikke kan lide en bog anmelde den til censorerne.

19.09.2012

Dagen var afsat til ørkentur, så straks efter morgenmaden gik turen østpå ud i den jordanske ørken. Der var kun lidt sand men mange steder frugtbar jord, som kun venter på regn andre steder små oliventræer, som engang kan blive til olivenlunde, hvis de får regn. Første stop var Kharaneh en lille borg som formodentligt var blevet brugt til karavanserai, hvor man lige som vore postholdergårde i gamle dage kunne skifte befordring, som bestod af kameler, heste eller æsler. Borgen lå i ensom majestæt kun generet af et højspændingsanlæg.

Undervejs hørte vi om undervisningssystemet i Jordan, der er ti års skolepligt og undervisningen er gratis på de offentlige skoler, dog skal eleverne selv betale bøger og skoleuniform. Udover de offentlige skoler findes der en del privatskoler. Der er kun få procent analfabeter. Der er to statslige universiteter og enkelte private, 32 % af befolkningen over 22 år har en universitetsgrad. Der er 16 % arbejdsløse men ingen understøttelse, så de får hjælp af familien. Når stillinger skal besættes sker det efter et point system, og der tages hensyn til handicappede ved besættelse af stillinger, de kommer forrest i køen, der kunne Danmark godt lære noget. Kvinders rettigheder blev også nævnt, de er blevet bedre selvom manden bestemmer hjemme. Der er kvoter for kvinder i parlamentet, de er kommet ind i hæren og politiet, kvindelige professorer og andre ledere er blevet mere almindelige.

Under al den snak nåede vi frem til borgen Amra fra Umayadetiden. Borgen er udnævnt af Unesco til verdens naturarv og kalkmalerierne inde i borgen er ved at blive restaureret. Dem vi kunne se var meget flotte forestillede jagtgener, frugter og håndværkere. Frokosten blev indtaget i en nærliggende oase.

På vej tilbage til Amman så vi borgen i Azraq hvor T.E.Lawrence holdt vinterkvarter under 1.verdenskrig. Vi fik set det rum, hvor han sammen med soldaterne kunne holde vagt og overskue området. I Visdommens syv søjler beskrev han hvor koldt det kunne blive om vinteren og fortæller at der i visse områder kunne der også falde sne.

Inden aftensmaden besøgte vi en lokal maler, som fortalte om livet som kunstner i Jordan. I morgen forlader vi Amman for at køre til Petra. Dagene i Amman har været spændende med gode oplevelser både nordpå og ude i ørkenen.

20.09.2012

Efter morgenmaden begyndte vi på den lange køretur til Petra. I udkanten af Amman besøgte vi Junes svigerinde hvor vi fik en kop kaffe. Køreturen til det døde hav var fantastisk, vi kom fra en kilometers højde og endte 432 meter under havets overflade, det laveste sted på jorden. Fra vejen en smuk udsigt over jordandalen, det døde hav og Jeriko. Vel fremme ved det døde hav tid til et bad i havet mærkelig fornemmelse at blive båret oppe af vandet svømme kunne man næsten ikke, da saltprocenten er 36.

Efter badeturen kørte vi videre gennem Jordandalen, som er meget frugtbar med mange marker. I klipperne findes tusindvis af bronzealdergrave samt en klippetop, som muligvis er Sodoma og en smal klippetop som kunne være Lots hustru. Bussen kørte nu væk fra det døde hav op gennem bjergene til Kerak, hvor vi spiste frokost med udsigt til korsfarerborgen. Efter frokosten gik vi ind på borgen erobret fra saracenerne i 1142 og bygget om til korsridderborg, Saladin erobrede borgen tilbage i 1189. Borgen ligger nu hen i ruiner beliggende højt over byen. Vi fik en fin rundvisning på borgen inden turen gik videre til Petra.

Vi kørte først af Kings Way kendt tilbage til Moses tid, indtil vi kom ud på motorvejen. Et stykke af vejen kørte vi langs Hejas jernbanen som går fra Damaskus til Mekka. Den er især kendt fra 1.verdenskrig, hvor Lawrence of Arabia sammen med araberne sprængte dele af den i luften. Det sidste stykkevej gik hurtigt, da tiden blev brugt til at høre om nabatæerne, som kom ind i Petra er par hundrede år før Kristus. Man ved ikke hvor de stammer fra men de er formodentligt et semitisk folkeslag, og de havde deres storhedstid omkring år 0 og forsvandt fra verdenshistorien år 800. Da vi nåede frem, fik vi vores værelse, hurtig aftensmad og så i seng.

21.09.2012

Så kom endelig turens højdepunkt Petra, men først kørte vi til den lille landsby oppe i bjergene, hvor beduinerne, som tidligere boede i Petra nu bor. Derfra er der en fin udsigt over dalene hvor Petra ligger og det lykkedes at identificere en del af bygningerne, her var kikkerten en god hjælp. Derpå kørte vi ned til indgangen og gik langsomt gennem Siqen for pludseligt gennem klippesprækken at se det første glimt af skatkammeret, som egentligt er en grav ganske betagende. Japanerne var allerede på vej ud i hestevogn, de var kørt ind kl.7 for at forlade området igen kl.9, så var billederne taget.

At gå rundt i Petra er en total oplevelse med den ene grav efter den anden, små huler, templer, kanaler til at opsamle vand jo det er let at få tiden til at gå. Vi gik rundt lige til frokosten, som blev indtaget med udsigt til templer og grave.

Efter frokost en næsten 3 timers vandre- og klatre tur oppe over bjerget fra restauranten for at ende ved Siqen. En flot tur med mange trapper og dybe slugter, heldigvis lå der en lille bar, hvor man kunne få te og vand. Jeg glemte at tælle trappetrinene men der har nok været ca. tusind trin! Turen gik nu ud gennem Siqen for at køre tilbage til hotellet godt træt i benene.

 

22.09.2012

I dag frit valg, en lille gruppe ville bestige Arons bjerg, mens de fleste ville nyde Petra igen. De andre skulle tidligt af sted for at nå toppen en heldagstur. Os som skulle i Petra tog først ud til Lille Petra, hvor handelskaravanerne i oldtiden gjorde holdt, da kamelerne ikke måtte komme ind i selve Petra. På vejen besøgte vi først et af nabatæernes vandreservoirer i en stor klippehule, hvor der har været plads til 1,2 millioner liter vand ganske imponerende. Derpå besøgte vi et lille udgravningsområde Bejda, hvor danske arkæologer har gravet, der lå en stenalderlandsby fra ca. 6-8000 år før Kristus, man kunne se gader og omrids af små huse.

Vi gik et lille stykke ind i lille Petra, hvor der også fandtes grave samt rester efter handelsboder fra nabatæernes tid. I en af gravene et smukt dekoreret loft med fugle.

Vi kørte derpå til indgangen af Petra og gik igennem Siqen igen for at stå over den store kongegrav igen, nu i en hel anden belysning på grund af tidspunktet på dagen. Vi var nogle stykker, som gik ned i den anden ende af Petra med det samme for at spise frokost, og efter dette gik vi for os selv resten af dagen.

Jeg valgte først at se det lille museum, der lå ved siden af restauranten, hvor der var ting som er fundet i Petra. Derefter gik jeg gennem området, indtil jeg kom til nogle trapper op til nogle kongegrave, som jeg ikke nåede dagen før, fik kigget ind i et par stykker inden jeg af en lille sti fandt ned til området med triumfbuen. Overalt en betagende udsigt over de forrevne klipper. Det var nu tid til at forlade Petra og jeg gik langsomt gennem området forbi teater, grave og det såkaldte skatkammer ud gennem Siqen for at tage bussen til hotellet godt træt i benene efter at have gået sammenlagt mindst 30 km i de 2 dage, jeg var i Petra.

23.09.2012

Så var det tid at vende næsen hjemad og vi begyndte på den lange køretur til lufthavnen. Vi gjorde et par hold undervejs først ved Shobak, som i korsfarertiden hed Montreal. Vi så den lidt på afstand på en klippetop hvorfra der er en fantastisk udsigt udover landskabet et godt sted for en borg. Inden frokost standsede vi ved en nedlagt jernbanestation ved den berømte Hejazbane. Efter frokosten direkte til lufthavnen.

Hele turen har været godt tilrettelagt, og jeg har set mange spændende ting undervejs med Petra som et absolut højdepunkt. Både June og Kurt har fortalt os meget om seværdighederne og livet i Jordan og så havde vi også vores lokale guide Youssef, som bare vidste alt om Jordans historie, han er virkelig dygtig. Han fortalte, at han var i gang med en bog om Lawrence of Arabia, den kunne jeg godt tænke mig at læse, men den kommer vel kun på arabisk.

Det var den tiende tur med Sfinx, jeg er spændt på hvor de sender mig hen næste gang

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

30.11 | 18:46

Hej Birgitte
har gået og ventet på din dagbog via Antikkens venner - men har så fundet den her. Dejligt!
Mange hilsner
Hanne

...
27.11 | 09:52

Flot og informativ side.

...
25.07 | 18:05

Interessant at læse beretningen om de gamle i Klint Bakker. Mange tak!
Vi har haft hus i på på Skovløbervej siden 1981.

...
19.03 | 14:51

Jeg savner lidt beskrivelsen af maden, som I spiste?

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE