Laos og Cambodia 2017

Søndag 12.februar

Mekong floden Luang Prabang

Jeg har altid ønsket at komme til Cambodia for at besøge Angkor Wat, og da jeg opdagede at Viktors Farmor, som jeg tidligere har rejst med, havde en 3 ugers tur gennem Laos og Cambodia med endestation ved Angkor Wat, tilmeldte jeg mig straks turen og er nu på vej til nye oplevelser.

Mandag 13.februar

Luang Prabang

Efter den lange flyvetur med flyskift i Bangkok nåede jeg frem til Luang Prabang det første overnatningssted i Laos kun for at konstatere at halvdelen af gruppens bagage inklusive min stadig stod i Bangkok surt, heldigvis var der en flyafgang senere på dagen, så først på aftenen nåede kufferten frem til hotellet.

Luang Prabang er en charmerende by, som står på Unescos verdensarv liste, så der er forholdsvis rent i byen, ingen højhuse og de gamle huse bliver så vidt det er muligt bevaret. Byen ligger smukt ved Mekong floden lige hvor en biflod løber ud i Mekong. Efter en typisk laotisk frokost gik vi en tur gennem byen inden vi vendte tilbage til hotellet. Jeg var godt træt efter flyturen og planlagde derfor at gå tidlig i seng.

Tirsdag 14.februar

De hellige Buddhahuler

Vågnede før vækkeuret ringede ved hanegal uden for vinduet, følte mig frisk og udhvilet klar til dagens oplevelser. Efter tidlig morgenmad kørte vi hen til et smukt buddhist tempel og fik set det grundigt inden der kom alt for mange besøgende, templet lå tæt på Mekong floden hvor vi skulle stige om bord i en båd for at sejle to timer til nogle grotter. På vejen besøgte vi en landsby for at se hvordan man lavede risbrændevin, og vi fik også lov til at smage de forskellige typer brændevin den ene på 50 % alkohol holdt jeg mig fra.

Vel fremme ved grotterne besøgte jeg først den nederste en fantastisk grotte med mere end 2000 Buddha figurer i forskellige størrelser, mange af dem var mere end 500 gamle et utroligt syn. Den anden grotte lå 200 trappetrin oppe puh men op kom jeg også der en del Buddha figurer men også drypsten hvor man tydeligt kunne se de spidse stalaktitter, besøget var en stor oplevelse. Frokost på den anden side af floden med udsigt til klippen.

På vej tilbage til hotellet besøgte vi et værksted med silke fik set larverne, pupperne, vævningen og den færdige silke, der var også papirfremstilling. Da jeg kom til hotellet fik jeg et lille hvil inden jeg gik hen til et nærliggende tempel hvor munkene havde aften andagt en fascinerende oplevelse. Om aftenen gik vi gennem natmarkedet for at finde en restaurant. 

Onsdag 15.februar

Kuangsi vandfaldet

Efter en tidlig morgenmad kørte vi til Nationalmuseet som ligger i det tidligere kongepalads, vi kom heldigvis så tidligt at der kun var få turister og vi kunne derfor gå gennem de fine sale og se nogle flotte vægge med glasmosaik forestillende scener fra kongernes liv samt tronstole senge og andre møbler fra kongetiden. Fra slottet gik vi gennem et lokalt marked, hvor der blev solgt madvarer og tøj. Turen fortsatte derpå ud til en naturpark, hvor vi gik en afslappet tur først forbi indhegninger med bjørne, som var kommet til skade i naturen og der kunne komme sig inden de blev sat ud i naturen igen dejligt at se. Gåturen fortsatte gennem parken til det flotte Khuangsi vandfald hvor vi spiste frokost og kunne nyde natur.

Efter frokosten kørte vi tilbage til hotellet med et stop i en landsby for at se kvinderne arbejde med bomuld vasket, spundet og vævet. Om aftenen gik vi ned til floden for at spise aftensmad. 

Torsdag 16.februar

Skole i Laos

Nu skulle vi forlade Luang Prabang og køre til vort næste stop. Da turen var lang skulle vi tidligt op, og straks efter morgenmaden kørte vi af sted op i bjergene af snoede veje med små stop undervejs for at strække ben. Midt på formiddagen gjorde vi et længere ophold i en landsby for at se skolen, vi blev vel modtaget og fulgte lidt med i undervisningen, fra skolen gik vi videre gennem landsbyen og så på husene og et enkelt sted kom vi indenfor og så hvordan folk boede.

Efter frokosten fortsatte kørslen med de små stop og også her besøgte vi en landsby med besøg i et af husene. Efter en flot køretur gennem bjergene nåede vi frem til Phonsavanh hvor der var tid til at besøge et lille museum, der viste hvordan der blev arbejdet på at fjerne alle de bomber som USA kastede over Laos under Vietnam krigen selv om Laos ikke var krigsførende. Det er mest Australier og laoterne selv som arbejder med at fjerne bomberne skadevoldere fra USA hjælper ikke.

Fredag 17.februar

Krukkesletten

Efter morgenmaden kørte vi til et nærliggende marked og gik en tur gennem det for at se på udbuddet af grønsager, frugter og kød. Efter besøget på markedet kørte vi ud til krukkesletten med de mange næsten 2500 år gamle krukker, som ligger i et kæmpe stort område nogle frit tilgængelige andre inde i skoven, bare på det område vi var på ligger der mere end 300 krukker. Ind imellem krukkerne lå der bombe kratere efter USA's uhæmmede bombning af området under Vietnam krigen. Stedet hvor vi gik, var renset for bomber, men mange steder ligger der stadig bomber som hvert år skader eller dræber voksne og børn. Hvordan krukkerne er lavet eller hvad de blev brugt til vides ikke, men arkæologer graver i de områder der er renset for bomber.

Efter besøget på Krukkesletten kørte vi til en gammel Stupa, hvor kineserne for mere end 100 år siden havde fundet en del juveler således at man nu kan gå gennem Stupaen og få et kig på den mindre Stupa inden i. Vi standsede også ved en stor gammel Buddha noget beskadiget af bomber under krigen men da den iøvrigt er velbevaret betragtes den som hellig. Også den dag så vi noget af deres arbejde nemlig hvordan laoterne laver nudler.

Efter frokost en kort flyvetur til Vientane hvor vi skal være de næste 2 nætter. Vi ankom så tidlig til hotellet at jeg kunne gå gennem det nærliggende natmarked langs Mekong floden til et spisested tæt på floden.

Lørdag 18.februar

Wat Sisaket

Efter en god nattesøvn og morgenmad gik vi hen til Wat Sisaket templet hvor der er flere tusinde små Buddhaer ret fint at se, vi gik derfra videre til Wat Prakeo som tidligere var et kongeligt tempel der er også en liggende Buddha på området, mens vi var der var det tid for munkenes frokost vi kiggede lidt på forberedelserne og starten af måltidet inden vi fandt vor bus for at køre videre på byturen. Næste stop var den imponerende hellige stupa That Luang, som vi gik en tur rundt om inden fandt frem til Patuxay monumentet Vientanes triumfbue som vi selvfølgelig var oppe på toppen af for at nyde udsigten.

Frokosten spiste vi ikke langt fra hotellet og da eftermiddagen var på egen hånd gik jeg efter frokosten hen til en gammel stupa, inden jeg gik tilbage til hotellet for et lille hvil. Efter hvilet gik jeg en lang tur langs floden og kiggede på folkelivet ved floden inden jeg igen vendte tilbage til hotellet. Om aftenen spisning på en nærliggende restaurant. 

Søndag 19.februar

Wat Phu

Nu skulle vi forlade Vientane for at rejse videre mod syd, så straks efter morgenmaden kørte vi til lufthavnen for at flyve til Pakse, hvor en bus stod klar til os. Ikke langt fra lufthavnen spiste vi frokost tæt på Mekong floden. Efter frokosten kørte vi de få kilometer til Wat Phu et gammelt Hindu tempel, som lå højt over landskabet, templet var delvist i ruiner men et ganske spændende område hvor der udover templet var en hellig kilde, en klippe formet som en elefant og en anden som en udhugget krokodille. Efter besøget her havde vi en lang køretur til det sydligste Laos og de 4000 øer hvor vi skal bo de næste par dage. 

Mandag 20.februar

Kone Papheng vandfaldet

Efter morgenmaden steg vi ombord på et par både og sejlede mellem øerne det meste af formiddagen, gik i land på en af øerne for at gå en tur gennem en landsby. Den næste ø vi gik i land på førte hen til en gammel bro bygget af fransk mændene i 1800 tallet da de forsøgte at forbinde øerne med en jernbane som kun virkede i 10 år, vi så også Liphi vandfaldet der ligger tæt på grænsen til Cambodia frokosten indtog vi på øen.

Efter frokosten sejlede vi ind til fastlandet og kørte til Kone Papheng et berømt og fint vandfald og samtidig et af de største vandfald i Sydøstasien et skønt område på en varm dag. Sidst på eftermiddagen var vi tilbage på hotellet og i morgen går turen videre til Cambodia. 

Tirsdag 21.februar

Udsigt fra hotellet

Så skulle jeg forlade Laos efter en dejlig tur rundt i landet med smuk natur, venlig befolkning i de små landsbyer der blev besøgt samt mange steder med kulturelle oplevelser med templer, Buddhaer og stenkrukker på Krukkesletten. Nu gjaldt det Cambodia og efter en kort køretur nåede vi frem til grænsen mellem de to lande og efter forholdsvis kort tid var vi skrevet ud af Laos og fået visum og pas stemplet i Cambodia.

Efter at have kørt hele formiddagen nåede vi frem til vort hotel i Ratanakiri en mindre by i den fattigste del af Cambodia, hvor der var tid til en hurtig frokost inde vi kørte ud til en landsby hvor beboerne gravede efter de mange ædelstene som findes i jorden. De lavede op til 15 meter dybe huller der var lige plads til en mand i hullet, jorden blev hejset op og siet for at få fat i de kostbare sten. Man skulle passe på hvor man gik da hullerne ikke er afmærket og der mange ulykker i området.

Derfra kørte vi ud til en udslukt vulkan hvor jeg fik en svømmetur i den sø der er dannet i det gamle krater. Aftensmaden på hotellet.

Det var iøvrigt i området omkring Ratanakiri at Pol Pot startede sit bondeoprør og det rædsels herredømme som varede i 4 år og kostede næsten 2 millioner mennesker livet, først og fremmest de folk der havde en uddannelse fra universitetet og folk der underviste, hvilket gør at der er stor mangel på lærere og læger. Også i Cambodia ligger der mange miner de fleste af dem anbragt under Pol Pots styre og der er et stort arbejde i gang med minerydning vi kørte forbi et sted hvor der blev søgt efter miner på marken ved siden af vejen.

 

Onsdag 22.februar

Landsby i Cambodia

Efter morgenmaden kørte vi først til en nærliggende peber plantage ejet af hotel værtens svigerfar og fik fortalt om dyrkningen af peber og om forskellen på sort og hvid peber. Derfra kørte vi til Sesan floden som er en biflod til Mekong for i små fladbundede både at sejle ud til Kachok stammen som har nogle specielle gravpladser. Det tog ca. 1 time at sejle til landsbyen og da vi kom frem gik vi først rundt i landsbyen hvor der boede omkring 7000 mennesker. Vi var inde i et af husene og jeg bemærkede at trods de små forhold var der rent og ryddeligt.

Vi gik derpå ned til gravpladsen aften at fået fortalt deres skik ved begravelsen som foregår i to omgange først bare et lille hul dækket med sten for så et års tid senere at begrave knoglerne ved en ceremoni på gravpladsen og netop i dag var de gang med forberedelserne til ceremonien hvortil en vandbøffel var blevet slagtet til festmåltidet risbrændevin var lavet og vi fik en smagsprøve på brændevinen med ca. 50 % alkohol. Picnic blev indtaget i nærheden af landsbyen inden vi sejlede tilbage til bussen og midt på eftermiddagen var vi tilbage til hotellet godt støvede efter turen. Da jeg har en skøn udsigt fra altanen slappede jeg af med en kop kaffe og en bog indtil det var tid til aftensmad. 

Torsdag 23.februar

Fremstilling af mursten

Straks efter morgenmaden kørte vi videre til næste overnatningssted Kratie som ligger ved Mekong floden i et område, hvor der findes nogle af de sjældne floddelfiner. Undervejs gjorde vi et ophold for at kigge på en plantage med Cashewnødder. Vi nåede frem til hotellet ved frokosttid. Efter frokosten kørte vi ned til floden for i små både at sejle ud for at kigge på delfinerne, vi var heldig i den time vi var på floden så en del men det er godt nok svært at fotografere delfiner, jeg tror at der kun er et enkelt godt billede. På vej tilbage til hotellet standsede vi ved en landsby, hvor der blev produceret mursten.

Fredag 24.februar

Modtagelsen i Phnom Penh

Vi forlod Kratie straks efter morgenmaden for at køre videre mod Phnom Penh med holdt i en by ved Mekong floden for at spise frokost. Undervejs fik vi fortalt om Cambodias moderne historie med fokus på Vietnam krigen og tiden under Pol Pot. Vietnam var involveret i bekæmpelsen af Pol Pot og har stadig et stort ord at skulle sige i Cambodia politiske liv. Kun få af lederne fra Pol Pots styre er blevet retsforfulgt og flere af de tidligere involverede i folkedrabet styrer stadig landet. Landets nuværende ministerpræsident var iøvrigt Pol Pots højre hånd, men forlod ham inden han blev afsat.

Efter frokost kørte vi videre til en spændende by Sund for at besøge et marked hvor der blev solgt stegte insekter der var smagsprøver på stegt edderkop, det havde jeg ikke lyst til men jeg fik smagt stegt græshoppe det var ok. Det sidste stykke vej sejlede vi for at få et indtryk af livet ved floden. Sidst på eftermiddagen nåede vi frem til Phnom Penh, hvor vi blev modtaget med blomsterkrans. Byen ligger smukt hvor flere bifloder støder til Mekong floden og i de næste par dage skal jeg rundt at se på byen.

Lørdag 25.februar

Mindesmærket ved Killing Fields

Dagens første besøg var på en danseskole hvor børn helt ned til 5 år lærte de gamle danse samt at læse og skrive. Der er en del børne prostitution i Cambodia så for at lære børnene noget henter de børn i landsbyerne og underviser dem i dans, tegning og musik udover det at læse og skrive. De dansede for os og til slut var vi nogle inklusive mig der blev budt op til dans.

Derpå kørte vi ud til Killing Fields et sted hvor de røde Khmer dræbte deres fjender ialt blev 2 millioner dræbt ofte hele familier. Efter det deprimerende besøg kørte vi til Tuol Sleng en tidligere skole som de røde Khmer lavede om til fængsel og tortur center også et deprimerende sted.

Efter frokosten besøgte vi kongepaladset et flot og imponerende sted med tronsale, sølvpagode hvor gulvet var af sølv samt nogle flotte stupaer hvor konger lå begravet. Dagen sluttede på Nationalmuseet med fine statuer af Buddha samt de guder der hører til Hinduismen. Sidst på eftermiddagen nåede vi tilbage til hotellet til et tiltrængt bad temperaturen står på 35-40 grader i skyggen. 

Søndag 26.februar

Phnom Penh

Dagen var fridag så jeg brugte formiddagen til at gå en tur langs med floden som her er Tonle Sap som stammer fra søen ved Angkor Wat. Her i Phnom Penh løber 4 floder sammen og forener sig i Mekong floden. Interessant er det at i regntiden svulmer Mekong floden op og presser vandet tilbage i Tonle således at søen ved Angkor Wat flere 100 km fra Phnom Penh går over sine bredder. Jeg gik forbi kongepaladset og op i byen for at finde pladsen med monumentet over kong Sihanouk, inden jeg gik tilbage til floden for at finde et sted at spise frokost inden jeg vente tilbage til hotellet for et bad og en kop kaffe. Resten af eftermiddagen tilbragte jeg på hotellets tagterrasse med at læse om Angkor Wat hvortil jeg kommer om et par dage. 

Mandag 27.februar

Sambor Prey Kuk

Så skulle vi forlade Phnom Penh og køre videre mod Kampong Thom, på vej ud af byen en del trafik men snart kom vi ud på det åbne land med rismarker og landsbyer. Første stop ved Kuha Nokor templet, som ligger hen som ruin, templet er fra omkring år 700 og har muligvis været inspiration til Angkor Wat. Kort efter nåede vi frem til foden af Santouk bjerget hvor folk fra en nærliggende landsby henter sandsten som bliver brugt til at lave fine figurer, vi gjorde et stop for at se på det fine arbejde der udføres af skulptørerne. Efter yderligere kort tids kørsel nåede vi frem til Kampong Thom for at spise frokost inden vi kørte ud til templerne Sambor Prey Kuk, som ligger i centrum af den præ-angkorianske hovedstad. Det er et stort område med mindst 20 templer som alle er i ruiner mange gennemvokset eller dækket af træer et fantastisk syn. Sidst på eftermiddagen nåede vi frem til vort hotel i Kampong Thom. Byen er iøvrigt Pol Pots fødeby og her gik han også i skole.

Tirsdag 28.februar

Beng Mealea templet

Efter morgenmaden på det udmærkede hotel vi boede på i Kampong Thom fortsatte vores odyssé gennem Cambodia til vort endemål Siam Riep i nærheden af turens højdepunkt Angkor Wat. Der var flere stop undervejs først ved et fiskemarked, hvor der var mange for mig ukendte fisk til salg inden vi kom frem til en 1000 år gammel bro bygget af store udhuggede klippeblokke et imponerende stykke arbejde.

Sidst på formiddagen nåede vi frem til Beng Mealea templet. Templet var en forløber for Angkor Wat og forfaldt hurtigt efter at hovedstaden blev flyttet derfra. Imponerende at se ruinerne gennemvokset af træer nogle steder så det ud som om træerne voksede ud af revner i templet. Det så helt fantastisk ud og jeg kunne godt have gået lidt længere dette spændende sted. Det var meningen at vi skulle have holdt picnic i området, men på grund af det meget kryb der er på stedet spiste vi frokost på en nærliggende restaurant. Vi fortsatte mod Siem Reap og sidst på eftermiddagen nåede vi frem til vort hotel. Efter et hurtigt bad gik jeg en tur i kvarteret omkring hotellet, der heldigvis ligget i den mindst turistede del af byen. Jeg gik forbi mange små værksteder og mindre huse hvor de lokale bor væk fra turisterne. Aftensmad på en nærliggende restaurant. 

Onsdag 1.marts

Bayon Templet

Efter morgenmaden kørte vi til det store område omkring Angkor Wat for at besøge et imponerende tempel Bayon med mange tårne og fine relieffer en oplevelse at gå rundt i. Templet ligger ved indgangen til selve kongebyen Angkor Thon gamle by hvor vi kom forbi flere templer en dejlig formiddag.

Efter frokosten var der ballonopstigning men da jeg bliver syg i Tivolis ballongynger blev jeg klogeligt nede jorden. Vi kørte nu til jungletemplet Ta Prohm, som man har besluttet ikke at restaurere nok et fantastisk overgroet tempel med store træer hvis rødder omklamrede templet sikke et syn.

Dagen sluttede med at nyde solnedgangen foran Angkor Wat, som vi skal besøge i morgen. Vi var tilbage til hotellet først på aftenen. 

Torsdag 2.marts

Angkor Wat

Her på den sidste hele dag var formiddagen helliget det imponerende Angkor Wat, som burde have været på den nye oversigt over de moderne 7 vidundere i stedet for Jesus figuren fra Rio de Janeiro og da jeg nu har været begge steder undres jeg endnu mere over valget af Jesus figuren. Spændende at bruge 4 timer på dette vidunder, jeg var helt oppe og nød udsigten udover området inden jeg tog mig tid til at gå hele vejen rundt om templet og studere de fantastiske relieffer forestillende forskellige myter fra Hinduismen, især myten om kampen mellem helte og dæmoner var spændende.

Efter frokosten kørte vi ud til Banteay Srei templet som stammer fra det 10.århundrede med spændende skulpturer, virkelig et længere besøg værd. Om aftenen afskedsmiddag med danse optræden en nærliggende restaurant. 

Fredag 3.marts

Livet i den flydende landsby

Sidste dag i aften flyver jeg hjem og da jeg skal være ude af værelset brugt jeg formiddagen til et hurtigt besøg i et par forretninger inden jeg tog et hvil på værelset og fik pakket det meste ned i kufferten. Og hvad laver man så resten af eftermiddagen indtil afgangen til lufthavnen, jo man kan da tage en tur ud at sejle på Tonle søen hvilket de fleste gjorde. Det var en god afslutning på turen med først et besøg på en lotus plantage hvor vi så både udsprungne blomster samt blomster der havde sat frø.

Få minutters kørsel fra plantagen kom vi frem hvor sejladsen skulle begynde og fik en dejlig tur til en flydende landsby hvor mindst 7000 familier holdt til i store husbåde, der var skole og kirke i området de fleste af beboerne var kristne Vietnamesere. Vi var ombord på en af husbådene og fik et kig på livet ombord. Da vi kom tilbage til hotellet var der tid til et hurtigt bad ved siden af swimmingpoolen inden bussen skulle køre os til lufthavnen. 

Lørdag 4.marts

Vel hjemme efter en dejlig og spændende tur rundt i de to lande. For mig var der 3 højdepunkter: Buddha hulerne ved Luang Prabang, krukkesletten og selvfølgelig det største højdepunkt Angkor Wat. 

Hvis du har lyst til at se flere billeder fra rejsen så brug dette link

https://photos.google.com/share/AF1QipO_uv8qppzxZ-MVLoS4q2BOcJ4JDo4rfIC5lXSpCfB38h3XLHgx8dcxyOvkpUhiqg?key=aWhIMUNRcTktV0dPbHVXSTRTeG13YlpzNHNWd253 

Solnedgang ved Angkor Wat

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

jytte kristiansen | Svar 19.03.2017 14.51

Jeg savner lidt beskrivelsen af maden, som I spiste?

Torben Svendrup | Svar 19.03.2017 13.16

Flot hjemmeside - det har været en pragtfuld rejse

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

30.11 | 18:46

Hej Birgitte
har gået og ventet på din dagbog via Antikkens venner - men har så fundet den her. Dejligt!
Mange hilsner
Hanne

...
27.11 | 09:52

Flot og informativ side.

...
25.07 | 18:05

Interessant at læse beretningen om de gamle i Klint Bakker. Mange tak!
Vi har haft hus i på på Skovløbervej siden 1981.

...
19.03 | 14:51

Jeg savner lidt beskrivelsen af maden, som I spiste?

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE