Norge

Onsdag den 8.juli

Da jeg var barn fortalte min far familien om den rejse, han havde foretaget med Hurtigruten til Nordkap, da han var ung. Han sagde, det havde været en fantastisk tur både frem og tilbage, og at han havde været heldig at være på Nordkap i klart vejr. Han opfordrede os til at prøve turen, når vi var blevet voksne og den har stået højt på min ønskeliste siden da, men først nu har jeg lejlighed til at tage af sted. Jeg skulle egentligt været af sted for en måned siden men på grund af corona krisen blev den udsat til nu. Så nu er jeg på vej til Bergen for at tilbringe et par dage der, inden jeg stiger på båden. Vel fremme ved hotellet var der lige tid til en lille aftentur inden sengetid.

 

Torsdag den 9.juli

Bergen

Vågnede til solskinsvejr men køligt og let blæsende. Efter morgenmaden gik jeg til Bryggen det gamle område fra Hansaens tid og fik kigget på de smukke gamle huse, på grund af corona krisen var der kun få turister mest danskere og nordmænd så god plads alle vegne. Efter frokost gik jeg til fæstningen Bergenhus for først at se Håkonshallen hvor de ældste dele stammer helt tilbage til 1261 bygget af kong Håkon Håkonsson. Under 2.verdenskrig skete der en eksplosion i et af tyskernes ammunitionslager men det er efter krigen fin restaureret og et rigtigt fint besøg.

Lige ved siden af Håkonshallen ligger Rosenkrantztårnet som er bygget ca. 1560 så det skulle også besøges. Tårnet er mest blevet brugt som fæstnings tårn så byen kunne forsvares men i kælderen har der dels været lagerrum og fængselsrum.

Efter et lille hvil på hotellet gik jeg en skøn tur i området omkring akvariet, hvor jeg dog ikke gik ind i stedet nød jeg de mange udsigtspunkter, jeg fandt undervejs inden jeg fandt en fiskerestaurant for at få en dejlig middag.

Fredag den 10.juli

Udsigt over Bergen

Vågnede til skønt vejr med solskin og næsten skyfri himmel så straks efter morgenmaden gik jeg til Fløjbanen for at køre op, så jeg kunne nyde udsigten over byen, havet og bjergene. Jeg gik en tur i området og fik også tid til kaffe inden jeg kørte ned igen. Resten af dagen brugte jeg til at slentre rundt i byen og kigge på de mange fine huse og parker inden jeg vendte tilbage til hotellet for et lille hvil inden aftensmaden.

Lørdag den 11.juli

Bryggens museum

Så skulle jeg videre på turen nordpå og efter at have pakket kufferten for at deponere den på hotellet gik jeg ned til Tyskerbryggen for at bruge noget tid til at tage afsked med de fine gamle træhuse samt at besøge Sjøtstuerne et fint museum hvor der var en fin udstilling i de huse frem som er blevet brugt som forsamlingshuse da Hansaen holdt til i byen. Efter en sen frokost gik jeg tilbage mod hotellet, undervejs fik jeg lige foretaget et par indkøb.

Det var nu tid til at tage ned til havneterminalen for at stige på Hurtigruten for at rejse nordpå. På grund af corona krisen var jeg blevet opgraderet til en bedre kahyt med fin udsigt gennem et stort vindue. Efter information om sikkerhed om bord en udmærket aftensmad yderligere et møde om skibets indretning inden tidspunktet for afgang hastigt nærmede sig og sidst på aftenen sejlede skibet som planlagt.

Søndag den 12.juli

Geiranger

Der var frafald til morgenmaden på grund af søsyge da skibet midt på natten og om morgenen vippede en del, så jeg måtteholde godt fast for ikke at falde. Heldigvis er jeg søstærk, så jeg indtog morgenmaden med god appetit. Dagens udflugter var aflyst på grund af corona krisen og også regnvejr i starten af dagen. Det blev alligevel en god og smuk tur i den berømte Geiranger fjord med de mange vandfald. Fjorden står på verdensarvs listen og jeg fik taget en del billeder. Solen kom frem sidst på dagen så jeg fik gået en lille tur i Ålesund, da båden gjorde et ophold der.

Mandag den 13.juli

Trondheim

Vejret så lovende ud og ganske rigtigt i løbet af dagen blev det fint solskin og op til 16 grader. I løbet af formiddagen nærmede skibet sig Trondheim og på vej ind til byen sejlede den forbi Munkholm, som for et par hundrede år siden blev brugt som fængsel, og hvor bl. andet Griffenfeld sad indespærret i 18 år for majestætsfornærmelse. Da båden havde lagt til, gik jeg i land for at deltage i en guidet byvandring, hvor højdepunktet så absolut var et besøg i den flotte Nidaros domkirke, hvor Olav den hellige skulle være begravet. Jeg var tilbage på skibet til en sen frokost samtidig med at rejsen fortsatte med den flotte natur til begge sider af skibet. Resten af dagen kun afbrudt af aftensmaden tilbragt jeg på dækket for at betragte landskabet. Skibet sejlede indenskærs så der var nok at se på til begge sider.

Tirsdag den 14.juli

Naturen ved Bodø

Mens jeg spiste morgenmad passerede skibet polarcirklen stedet vist som et monument på en lille ø, så nu var jeg ankommet til midnatssolens land. Ved frokosttid nåede vi frem til Bodø, hvor jeg var på en skøn vandretur i dejligt vejr langs stranden med stop ved gode udsigtspunkter.

Efter en tidlig aftensmad nåede skibet frem til Lofoten, hvor der var arrangeret en bustur med gode fotostop og besøg på et museum og lige før midnat nåede vi frem til Trollfjord som vi sejlede ind i en fascinerende oplevelse og flot natur, som var ejendommelig at se i midnatssolens skær.

Onsdag den 15.juli

Tromsø

Stille og fredelig dag med sejltur til efter frokost, men der var nok at se på med skiftende udsigter til forskellige øer på den ene side og fastlandet på den anden side. Først på eftermiddagen nåede skibet frem til Tromsø, og da vi skulle opholde os der i længere tid, gik jeg en tur rundt i byen for at kigge nærmere på den, jeg var også lidt oppe i terrænet for at nyde udsigten derfra, inden jeg gik tilbage til skibet i god tid afgang. Resten af dagen sejlede vi videre, nu var vejret skiftet til bygevejr.

Torsdag den 16.juli

Nordkap

I løbet af natten var det ophørt med at regne og solen tittede frem lige det rette vejr til at besøge Nordkap. Bussen kørte sidst på formiddagen op gennem det spændende landskab og ved ankomsten til Nordkap skinnede solen og det var klart vejr så jeg kunne nyde området, som min far havde fortalt mig om, da jeg var barn. Der var god tid til at beundre området inden bussen kørte tilbage til skibet.

Efter at have slappet af i et par timer tog jeg igen på udflugt denne gang for at høre om samisk kultur. Efter en kort køretur med bussen satte vi os ind i et telt med bål i midten og i disse hyggelige omgivelser fortalte ægteparret der boede der om deres liv og tro meget spændende, vi fik også vist ting, som de kunne lave ud fra rensdyrs pels og knogler og til slut viste de deres trommer frem og manden spillede og sang for os en god oplevelse. Tilbage på skibet tid til aftensmad og hygge indtil sengetid.

Fredag den 17.juli

Vardø

Lige efter morgenmaden lagde skibet til i Kirkenes, og da vi først skulle sejle efter frokost gik jeg en tur i byen, så på husene og besøgte også et mindesmærke over faldne russere som havde været med til et befri byen i slutningen af 2.verdenskrig. Vel tilbage til skibet var det tid til afgang og den rolige sejlads fortsatte nu med det uendelige hav på den ene side og Norges kyst på den anden side. Der var fugle at se samt enkelte vågehvaler med flotte haler.

Sidst på eftermiddagen nåede skibet frem til Vardø, og der var lige tid til at gå en tur op til den gamle fæstning og se lidt på den inden skibet sejlede videre. Vardø var under den kolde krig yderste forpost til Sovjetunionen.

 

Lørdag 18.juli

Ishavskatedralen Tromsø

Jeg skulle tidligt op for at køre fra Honningvåg til Nordkap for at spise morgenmad og nyde udsigten. Desværre regnede det kraftigt og det blæste også men det havde sin charme alligevel og jeg tænkte imens jeg spiste på min dejlige far som netop på denne dag ville have fyldt 122 år. På vej op så vi en større renflok som krydsede vejen foran os. Efter morgenmaden kørte vi ned og gennem en 7 km lang tunnel, som førte fra øen, hvor Nordkap ligger over til fastlandet og videre gennem et smukt landskab til Hammerfest, hvor skibet lå og der var tid til frokost. Efter en stille og rolig sejlads med mange smukke ting at se på nåede skibet frem til Tromsø lige før midnat, hvor der var arrangeret en fin midnats koncert i Ishavskatedralen.

Søndag den 19.juli

Havørn

I løbet af natten var skibet nået frem til Lofoten og det meste af dagen gik med at betragte de skiftende landskaber med mange øer og sparsom beboelse. Midt på eftermiddagen skulle jeg på tur denne på havørne safari, så i åben sø skiftede jeg skib til en mindre kutter. Først besøgte båden Trollfjord for lige at få et sidste kig på dette sted, og da vi kom ud derfra flokkedes måger om skibet, og ved at fodre mågerne fik mandskabet lokket havørne til sig, og de kom ganske tæt på, så der var god mulighed for at få gode billeder, det var en skøn sejltur og da båden kom i havn kunne vi skifte til Hurtigruten.

Mandag den 20.juli

Brønnøysund

Hele formiddagen regnede det så ingen lyst til at gå i land de steder hvor skibet lagde til, og heller ikke muligt at sidde på dækket så en god plads i salonen og derfra nyde det skiftende landskab samt læse. Midt på eftermiddagen holdt det op med at regne samtidig med at båden lagde til i Brønnøysund. Da skibet skulle ligge der et par timer var der god tid til at gå en tur i byen.

Tirsdag den 21.juli

Kvernes nye kirke

Tidligt om morgenen lagde skibet til i Trondheim og efter morgenmaden var der lige tid til en kort tur i byen inden det var tid til afgang og samtidig begyndte det at regne, hvilket fortsatte det meste af formiddagen, så nok en dag hvor det var bedst indendørs. Midt på eftermiddagen tog jeg alligevel med på en skøn køretur fra Kristiansund til Molde. Trods bygerne var det en smuk tur ad Atlanterhavsvejen hvor vi besøgte flere øer og også en stavkirke. Halvvejs stoppede vi ved en smukt beliggende kro som var berømt i Norge for en bestemt ret med klipfisk og havde en pokal, den pågældende ret var nu ikke noget at råbe hurra for. Midt på aftenen nåede vi frem til Molde samtidig med at skibet lagde til.

Onsdag 22.juli

Denne sidste dag på turen begyndte med regnvejr og let diset men da jeg havde fået pakket kufferten, var regnen hørt op og den sidste del af sejlturen var der fin udsigt til landskabet vi sejlede forbi. Skibet nåede rettidigt frem til Bergen hvor bussen holdt parat til at køre til lufthavnen. Sidst på aftenen var jeg hjemme efter en dejlig ferie og sejlturen var præcis så smuk som min far havde fortalt mig som barn

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Torben Svendrup | Svar 03.08.2020 09.23

Det er har været en god tur - flot hjemmeside

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

03.08 | 09:23

Det er har været en god tur - flot hjemmeside

...
04.11 | 17:28

Rigtig fin tur og en rigtig fin dagbog, hvor alle væsentlige detaljer var medtaget, synd du ikke var med på Split Arkæologiske Museum.

...
30.10 | 17:48

Tak fordi du deler billeder og dagbog fra en yderst interessant rejse!

...
16.07 | 21:35

hej Birgitte. Dejligt at se dine billeder fra det romerske Britannien. Du fortalte jo med fryd om, at du skulle afsted. Håber at se dig i svømmehallen senere.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE