Rom med Sofie
Rom med Sofie 28-07-07 til 02-08-07

28-07-07 : Så sidder jeg i flyet på vej til Rom denne gang sammen med Sofie. Hun fik rejsen i konfirmationsgave og skal nu opleve byen for første gang. Jeg er spændt på, om hun bliver ligeså glad for byen som jeg er. Jeg har valgt samme hotel som sidste år og håber, at vi får et godt værelse.

Efter den sædvanlige venten på bagagen nåede vi uden problemer frem til hotellet og blev indlogeret i et pænt værelse på anden sal. Hurtig omklædning for at gå ned på min stamrestaurant fra sidste år for at spise frokost.

Efter frokosten først med bus siden på gåben til Piazza del Popolo, hvor obelisken nu var færdigrestaureret, tænk hvilket arbejde det har været at transportere den fra Heliopolis i Egypten til Rom, specielt når man tænker på at det var under kejser Augustus, at den blev transporteret til Rom. Vi sad og beundrede pladsen, obelisken og Villa Borghese i baggrunden over en kop cappuccino.

Derpå gik turen langsomt videre til den Spanske Trappe med Berninis morsomme lille fontaine forestillende en sunket båd, det var varmt med solen skinnende på trappen, så de fleste opholdt sig nede ved fontainen. Turen fortsatte videre til Trevifontainen, hvor Sofie fik kastet den obligatoriske mønt, så hun kan komme tilbage til Rom. Vi fik også tid til at spise en is, inden vi gik videre til Pantheon, hvor vi fra en bar nød folkelivet på pladsen foran bygningen, inden vi gik ind og så udsmykningen. Der havde lige været bryllup og en messe var ved at begynde, så vi gik videre mod Piazza Venezia op på Capitol for at nyde den sene eftermiddagsstemning over Forum Romanum, som vi vil udforske i morgen.

Nu var vi begge trætte, så turen gik via Trajansøjlen til vores stamrestaurant, hvor vi fik fin aftensmad inden det var sengetid.

Piazza del Popolo
Forum Romanum

29-07-07 : Vækkeuret ringede kl. otte, så Sofie måtte tidligt op spise morgenmad og så af sted til dagens oplevelser. Vi begyndte med at bestige monumentet for Vittorio Emmanuelle elevator det sidste stykke vej for deroppe på toppen af monumentet at nyde en pragtfuld udsigt udover Rom. Sofie havde glemt sine solbriller, så da vi kom ned derfra, måtte vi tilbage til hotellet for at hente dem. Nå heldigvis bor vi kun fem minutters gang fra monumentet, så det blev hurtigt klaret.

Tilbage i området fortsatte vi op på Capitol for at nyde is, kaffe og udsigt, mens Sofie fik fortalt om Capitols historie specielt om gæssenes betydning som vogtere ar Capitol. Derfra fortsatte vi ned på Forum Romanum, gik langsomt igennem området, stoppede undervejs så jeg kunne fortælle om Roms regeringsform, de vigtigste historiske personer f.eks. Cæsar og mordet på ham og kampene mod hans mordere. Ved Titusbuen selvfølgelig om Jerusalems ødelæggelse og ved Konstantins triumfbue om den første kristne kejser selvom han først blev døbt på sit dødsleje. Frokosten bestod af en pannini indtaget på en bænk ved siden af Konstantins triumfbue.

Efter frokost var turen kommet til Colosseum. Først skulle billetkøen lige overstås, inden vi kunne stå inde i underste etage og kigge på rummene under det fraværende gulv. Derpå gik vi op på øverste etage fandt en siddeplads i skyggen, så jeg kunne fortœlle om gladiatorernes liv, slaveopstanden under ledelse af Spartacus endende med Crassus sejr samt til slut historien om kejser Nero, Roms brand og forfølgelsen af de kristne. Vi nød udsigten fra Colosseum udover Forum Romanum, inden vi fandt et cafeteria til vores eftermiddagshvil, vi fik is jeg kaffe og Sofie en af de utallige colaer, hun indtog under opholdet i Rom.

Så skulle Palatinerhøjen bestiges et dejligt, skyggefuldt og luftigt sted med dejlige udsigtssteder. Først et kig på Forum Romanum specielt Vestalindernes hus. Dette gav mig mulighed for at fortælle Sofie om vestalindernes liv samt om stillingen som Pontifex Maximus en titel Cœsar også havde.

Næste udsigtspunkt var et kig udover Circus Maximus den gamle romerske væddeløbsbane. Den er stadig i brug for midt i sommerheden så vi to løbere træne, puh godt det ikke var os.

Palatinerhøjen var stedet, hvor de rigeste romere samt kejsere boede, og vi gik rundt mellem ruinerne af deres huse og kunne se hvor imponerende det engang har været. Selv et lille stadion var der fundet plads til.

Så havde jeg fået kørt Sofie træt, hvorfor turen gik tilbage til hotellet, hvor hun omgående faldt i søvn. Hun fik lov til at sove en time, så hun kunne være frisk til aftensmaden. Efter spisning sengetid vi skal tidligt op i morgen.

Forum Romanum
Peterskirken og Vatikanet

30-07-07 : Vi skulle tidligt af sted til Peterskirken, og med noget besvær fik jeg vækket Sofie kl. 7, så vi halvanden time senere kunne komme af sted jo Sofie er længe om at vågne, tage bad og spise en halv bolle samt lægge make up. Vi tog bussen til Peterspladsen og stod i formiddagssolen og beundrede pladsen. Sofie syntes der var flot, men det skulle blive endnu flottere, da vi kom ind i kirken.

Først tog vi dog elevatoren op så vi kunne se den smukke kuppel indvendigt med de vidunderlige mosaikker i loftet. Det var svært at løsrive sig derfra, Sofie skulle helt tæt på mosaikkerne, så hun kunne røre ved dem; men vi skulle videre op ad en trappe ca. 500 trappetrin, inden vi stod næsten helt oppe på toppen af Peterskirken. Sikken en smuk udsigt der er derfra udover Rom. Da vi havde nydt udsigten længe nok gik vi ned i kirkerummet.

Rundgangen i kirken tog sin tid, der var meget at se og tale om. Sofie var ret overvældet over kirkens indre, hun havde ikke forventet, at den var så flot. Det meste af tiden kiggede vi bare, men ved Pius d.7 gravmæle fik hun fortalt om Thorvaldsen. Da vi endeligt kom ud af kirken var det frokosttid. Vi spiste lige overfor indgangen til Vatikanmuseet.

Efter frokosten gik vi ind på museet begyndte med oldtidssamlingen for lige at se Laokoongruppen med tilhørende fortælling samt de fine mosaikgulve. Derfra videre til Rafaels berømte billeder inden vi nåede frem til det Sixtinske kapel. Jeg ved ikke hvad Sofie havde forestillet sig om dette rum; men jeg tror det oversteg hendes forventninger. Hvor er det dog et pragtfuldt rum. Da vi havde set os mætte i Michelangelos billeder, forlod vi museet og da Castel Sct. Angelo var lukket om mandagen var det nok med museum for i dag.

Vi gik derfor ned til Piazza Navona spiste is og drak kaffe, talte om dagens oplevelser, dryssede rundt på pladsen og kiggede på de mange malere, som sad og malede. Da vi blev sultne, spiste vi i en af sidegaderne tog et sidste blik over pladsen inden vi gik tilbage til hotellet. Der har også været lidt tid til shopping i dag.

Udsigt fra Peterskirken
Katakomberne

31-07-07 : Igen tidligt op for formiddagen var afsat til besøg i katakomberne. Først skulle vi dog finde busstoppestedet kun for at opdage efter en halv times venten, at bussen kun holdt der i romernes ferie! Nå videre til næste busstoppested for yderligere en halv times venten inden Archeubussen dukkede op.

Dejlig køretur ud ad via Appia inden vi som planlagt stod af ved Sct. Sebastian katakomben for at komme på rundvisning i denne spændende gravplads fra romertiden. Der var dels grave for de kristne, dels finere grave for de noget rigere romere. Flere steder tidlige kristne indskrifter f.eks. fisken som symbol på Kristus. Rundvisningen sluttede i kirken over katakomben. Den er bygget som minde over Sct. Sebastian.

Vi tog videre med bussen ad Via Appia gjorde et fotostop ved en fin akvædukt inden vi vendte tilbage til byen og blev sat af ved Termini stationen. Tæt ved lå en plads med fontaine og restauranter, så vi kunne få frokost.

Efter frokosten tog vi bussen til Castel San Angelo, gik ind i borgen og fandt straks den hyggelige café med den fine udsigt til Peterskirken. Efter kaffen gik vi helt op på toppen af borgen for at nyde udsigten over Rom. Sofie fik selvfølgelig fortalt, at borgen egentligt var kejser Hadrians mausoleum, og hun fik også historien om operaen Tosca, der jo foregår her.

Da vi kom ned, gik vi over Tiberen ned til Piazza Navona videre til Pantheon for endeligt at nå Corsoen. Nu skulle der kigges på butikker! Sofie var inde i samtlige tøjforretninger på den ene side af vejen, det tog sin tid, men hun fik ikke købt noget den dag.

Endeligt nåede vi Piazza del Popolo og en café, hvor man heldigvis kunne sidde ned og få noget at drikke. Sofie var nu træt af butikker for den dag, så vi gik i stedet af vejen ned mod den spanske trappe, hvor der var endnu livligere end sidst vi var der. Vi gik via Trevifontainen tilbage til hotellet for lige at skifte tøj inden aftensmaden.

Efter aftensmaden gik vi en tur ned til Colosseum for at nyde den lune aften og belysningen af bygningen. Også efter mørkets frembrud er der mange folk i området. Vi gik langsomt langs den ene side af Forum Romanum, indtil vi nåede den ende ved Vittorio Emmanuelle monumentet. Der standsede vi for at kigge ud over området og for at se skuespillere optræde som romere en uventet oplevelse. Derfra tilbage til hotellet og i seng.

Via Appia
Neros gyldne hus

01-08-07 : Ingen større planer så Sofie fik lov til at sove længe d.v.s. til klokken 8.30. Dagen før havde vi talt om at besøge Neros gyldne hus, som ligger tæt ved hotellet, så efter morgenmaden begav vi os af sted.

Det gyldne hus ligger i en park lige overfor Colosseum, hvor vi skulle købe billetter, heldigvis ikke i den samme kø, som dem der skulle ind på Colosseum. Der var næsten to timer til den engelsksprogede rundvisning, så vi gik op på Vittorio Emmanuelle monumentet for at besøge cafeteriet, få lidt at drikke og nyde udsigten.

Vi vente tilbage til Neros gyldne hus og fik en halv times guidet rundvisning på engelsk, hvor har det dog været stort og flot engang. Da der stadig arbejdes med restaurering var der kun adgang til en mindre del af paladset. Hele paladset har engang fyldt området mellem Palatinerhøjen og Esquilinerhøjen, der vor Colosseum nu ligger. Efter rundvisningen var det frokosttid på en nærliggende restaurant.

Så skulle Sofie shoppe helst i tøjforretninger og, dem er der mange af på Corsoen mindst 200, så vi begav os derhen og brugte de næste fire timer bortset fra en kort café stop på at se på tøj. Efter den tiende butik ophørte jeg med at tælle. Heldigvis lukkede forretningerne kl. otte, så vi kunne vende tilbage til hotellet medbringende Sofies indkøb.

Aftensmaden blev indtaget på den sædvanlige restaurant. Den aften havde vi en helt speciel oplevelse, ved bordet ved siden af vort sad et ungt par og midt under middagen faldt den unge mand på knæ og friede til sin kæreste, han fik ja og alle på restauranten klappede. Efter aftensmaden en sidste tur rundt om Colosseum og op langs Forum Romanum for at sige farvel for denne gang. Også den aften så vi skuespillere ned mellem ruinerne og vi gættede os til, at det var rundvisning med scener fra forskellige skuespil bl.andet af Shakespeare. Og så i seng.

Konstantinbuen
Hjem

02-08-07 : Dagen hvor vi skulle hjem tidligt op, morgenmad, pakke kuffert og så af sted til lufthavnen fyldt med mange indtryk. Vi har haft en dejlig tur og vil begge gerne tilbage til Den Evige Stad. Det har været rart at rejse med Sofie se hendes begejstring over de steder, vi har besøgt og hendes lyst til at høre mine små historier om livet i det gamle Rom. Hun var også glad for den stemning der i byen. Jeg tror at hun gerne vender tilbage til byen. Glæder mig til de næste børn bliver gamle nok til min rundvisning i byen, måske er det andre ting de har lyst til at se, det er ikke svært at finde på noget.

| Svar

Nyeste kommentarer

03.08 | 07:23

Det er har været en god tur - flot hjemmeside

04.11 | 16:28

Rigtig fin tur og en rigtig fin dagbog, hvor alle væsentlige detaljer var medtaget, synd du ikke var med på Split Arkæologiske Museum.

30.10 | 16:48

Tak fordi du deler billeder og dagbog fra en yderst interessant rejse!

16.07 | 19:35

hej Birgitte. Dejligt at se dine billeder fra det romerske Britannien. Du fortalte jo med fryd om, at du skulle afsted. Håber at se dig i svømmehallen senere.