I mange år har jeg ønsket at komme til Indien og nu skulle det være! Forventningsfuldt steg jeg og min gode veninde Vivi-Ann op i flyet i februar måned i frostgrader for næste morgen at lande i Delhi, hvor der den dag var 20 graders varme. Forinden havde der været en del forberedelser med at finde den rigtige rejserute samt det rette rejseselskab. Jeg syntes selv, at jeg gjorde et godt valg, da jeg valgte Albatros, som jeg tidligere havde rejst med i Kenya. Desuden var jeg så heldig, at der på hele turen var en fremragende dansk rejseleder med. Han havde i mange år rejst i området med lokale transportmidler og havde derfor et indgående kendskab til landet og var mand for at klare enhver situation. Derudover var der en lokal guide med på hele turen, han var uddannet på universitetet i historie og indisk filosofi, så han vidste meget og talte et let forståeligt engelsk. Derudover lignede han skuespilleren Flemming Jensen så meget, at han næsten kunne gå for at være hans indiske dobbeltgænger!

Flyveturen til Delhi gik uden større problemer bortset fra et lufthul ved Ystad, hvor man følte, at man hoppede flere meter samt den sædvanlige turbulens over Afghanistan dog kraftigere en vanligt. Da det var natflyvning, var jeg godt træt, da vi landede i Delhi. Jeg kan altså ikke sove i en flyver! Efter den sædvanlige langsomme ekspedition i lufthavnen gik turen til hotellet i Delhi, nu skulle eventyret begynde.

Efter et kort hvil på hotellet skulle jeg ud for at prøve indernes kulinariske evner for første gang. Guiden havde fundet en lille hyggelig frokostrestaurant, hvor det var tydeligt, at den lokale befolkning også spiste. Maden var god og veltillavet, men stærk mest bestående af grøntsager med lidt kød i form af kylling og får. Jeg lærte dog snart at blive træt af maden, for man bliver træt af kylling og får to gange dagligt i 14 dage! Derimod var brødet godt og kunne erstatte kødet nogle af dagene. Efter lunch ventede så en rundtur i byen.

Delhi er uoverskuelig med store områder af slum. Ikke kun i kvarterer rundt omkring, men også langs alle store gader. Der lå de fattiges hytter bygget af affald med utætte tage og uden store muligheder for at lave mad, hvilket beboerne alligevel ikke havde råd til et trøstesløst syn. Sikkert ikke de store fremtidsmuligheder for de fattige; men også en situation der er svær at afhjælpe. De fattige kvarterer blev afløst af pæne områder, ja nærmest luksus af både gamle og nye bygninger. De forskellige religioner sås tydeligt i form af kirker og store moskeer, som f.eks. den store fredagsmoske, en flot bygning fra den muslimske periode. Det helt dominerende er hinduismen, som der ses tegn på overalt i byen. Specielt køerne lå overalt i gaderne uden at rokke sig en cm., selv om trafikken var voldsom. En tur i cykelrickshav var en halsbrækkende oplevelse. Den begyndte stille og roligt gennem de snævre gader i Basaren for et ende med en tur gennem de brede gader ud og ind mellem biler, busser, tucktuck, hestekøretøjer og kameltrukne vogne for slet ikke at tale om fodgængere, cyklister og køer, de sidste har fortrinsret. Dagen sluttede med et fredfyldt besøg ved mindesmærket over Mahatma Ghandi, denne store leder, som gik ind for passiv ulydighed og sameksistens mellem de forskellige religioner, og som til slut blev myrdet af en fanatisk hinduist.

Næste morgen tidlig afgang fra hotellet for at nå en tidlig flyver til hvor næste mål. Transporttiden var således at vi kunne være fremme ved hotellet ved 10-11 tiden men ak; vejret var ikke med os, da der var tæt tåge i Delhis lufthavn, så i stedet for afslapning på hotellet ved siden af swimmingpoolen tilbragte vi næsten 5 timer på en bænk i en lufthavn, hvor man absolut ikke kunne foretage sig noget som helst. Vi hørte senere, at det var ganske normalt med tåge det meste af formiddagen, så der var daglige forsinkelser af samme grund. Nå endelig fik vi starttilladelse, og efter en mellemlanding i Jaipur nåede vi endelig næste stop Udaipur beliggende i ørkenstaten Rajastan.

Udaipur er en charmerende by beliggende mellem flere store søer. I en af søerne ligger et gammelt palads omdannet til et luksushotel, der skulle vi dog ikke bo, men ved en anden sø med en pragtfuld udsigt fra vores altan. Kort efter ankomsten oplevede vi et tropisk regnskyl med torden og hagl, uvejret varede et par timer, derpå strålende sol og ca. 25 graders varme. Heldigvis holdt vi frokostpause under uvejret, så den planlagte sejltur på søen kunne gennemføres uden problemer. En dejlig tur forbi luksushotellet i søen kendt fra en James Bond film. Hotellet var tidligere Maharajaens sommerpalads, og på grund af beliggenheden mellem bjergene, var det forholdsviste svært at erobre. Inde i selve byen ligger et større palads, hvor Maharajaen boede om vinteren. En del af paladset er nu museum, mens resten er hotel. Vi drak te på hotellet først og fremmest for at se udstillingen af Maharajaens møblement: en hel bolig lavet af krystalglas! Det var lavet i England omkring år 1900, sofaer, lænestole, borde og en stor himmelseng med røde plystæpper den vildeste luksus. Lige udenfor hotellet lå fattigkvarteret.

Omkring byen ligger der marmorværksteder med marmor udstillet i flere forskellige farver og kvaliteter, her kan Italien ikke være med. Templer findes der alle vegne med flotte udskæringer alle bygget i marmor eller andre sten, som regel måtte man ikke fotografere inde i templerne. Uden for byen lå ruinerne af et ca. 2000 år gammel Jaintempel, hvor man kunne se enkelte relieffer med græske motiver samt et flotte mosaikker. Desværre havde vi kun to dage i denne by, men vi skulle jo gerne se så meget af Rajastan som muligt, så efter at have fordøjet indtrykkene, gik turen videre tidligt næste morgen.

Det meste af dagen kørte vi i bus, idet der var 8 timers buskørsel til Jodhpur, hvor vi først nåede frem sidst på eftermiddagen. Undervejs standsede vi ved Jaintemplerne i Ranakpur. Templerne er bygget i midten af 1400-tallet. I det ene Rishabji-templet er der 1444 søjler, der alle er forskellige et fantastisk skue, udover søjlerne var der også adskillige marmorelefanter. Overalt i templet kunne man købe røgelse og det var tilladt at fotografere dog ikke guden. Sidst på eftermiddagen nåede vi frem til Jodhpur, hvor der var tid til en tur gennem byen i hestevogn med besøg på markedet, hvor man bl.a. kunne se tandlægen i arbejde med at prøve gebis på patienter!

Dagen efter kørte vi gennem ørkenen til Jaisalmar, en tur der varede hele dagen gennem øde ørkenområder med enkelte små byer og store kamelflokke. Toiletter var der ingen af, så med passende mellemrum fandt vi et øde sted, hvor vi kunne træde af på naturens vegne. Selv om der var øde, voksede børnene op af jorden for at betragte os, lige så snart vi havde sat os. Vel fremme på hotellet lige efter solnedgang, trængte vi begge til et bad. Vivi-Ann kom hurtigt under bruseren, men umiddelbart efter gik strømmen, så vi måtte famle os i mørket efter den medbragte lygte, som selvfølgelig lå underst i bagagen. Efter en halv time kom strømmen igen.

Jaisalmar er bymæssigt den yderste forpost i ørkenen nær grænsen til Pakistan, og som alle andre byer i Rajastan er der en imponerende borg på en klippe over byen med en fantastisk udsigt ud over by og ørkenen. Den besøgte vi dagen efter vor ankomst, inden vi gik rundt i den gamle by og nød bylivet. Sidst på eftermiddagen kørte vi ud i ørkenen og steg op på en kamel for at ride længere ud i ørkenen bare 25 km fra Pakistan for at nyde solnedgangen, en fantastisk oplevelse. Vi red tilbage til bussen for at køre i mørket tilbage til hotellet til spisning og aftenhygge. Næste morgen skulle turen fortsætte.

Det var meningen at vi skulle have fløjet tilbage til Jodhpur, men vi valgte at køre med bus frem for at sidde og vente i lufthavnen i flere timer på grund af tågen i Delhi, hvor flyet skulle komme fra. De penge rejsebureauet sparede blev brugt til en fin middag på Rajastans fornemste hotel indrettet i et overdådigt palads.

Turen fra Jodhpur til Jaipur, som var turens næste stop var lang og anstrengende med meget trafik mest bestående af kæmpestore lastbiler. Alle køretøjer inklusive vores bus kørte stærkt og hasarderet med overhalinger og væddeløbskørsel. Det er længe siden, at jeg har været så køresyg, som jeg var den dag.

Jaipur kaldes også den lyserøde by, fordi alle bygningerne blev malet lyserøde i forbindelse med prins Alberts besøg i 1853. Vi skulle være der i to nætter, så der var ikke meget tid i byen. Først besøgte vi Jantar Mantar et stort observatorium bygget i 1716, et flot område og selve observatoriet er kendt for sin nøjagtighed. Derfra gik turen videre gennem de stærkt trafikerede gader til Vindendes Palads, som egentligt bare er en facade med 953 vinduer ud mod gaden. Her kunne paladsets kvinder betragte livet i gaderne uden selv at blive set. Efter frokost gik turen ud af byen til det højt beliggende Amber Fort, som ligger på toppen af en klippe, det sidste stykke op til fortet foregik på elefantryg, da vejen var så stejl og smal, at bussen ikke kunne køre der. Fortet var stort og spændende at gå rundt tydeligt præget luksus fra tidligere tid, samtidig var der en pragtfuld udsigt ud over området.

Tidligt næste morgen kørte vi videre til Ranthambore, som er en nationalpark, hvor der efter sigende skulle leve tigre. Vi var på en eftermiddagstur rundt i parken så mange forskellige dyr men ingen tigre. De var skræmt væk af et britisk tv-hold, som havde været der et par dage før os.

Agra var absolut turens højdepunkt. Taj Mahal er endnu smukkere i virkeligheden end på de mange billeder, jeg havde set, inden jeg tog af sted. Beliggende ned til floden er det et smukt skue og hvilken kærlighedserklæring det dog er! Bygget af Shah Jahan i 1631 som et mindesmærke over hans højtelskede hustru, som han måtte vente på i mange år før han kunne gifte sig med hende. Mausoleet står smukt i det hvide marmor, og selv om der var mange mennesker, var det fredeligt sted. Egentligt var det Shah Jahans mening et bygge et tilsvarende mausoleum på den anden side af floden, det skulle være i sort marmor og de to bygninger skulle forbindes af en hængebro; men hans søn forhindret, han fængslede faderen og de sidste år levede han på Agra fort, hvor han fra sit værelse kunne se Taj Mahal. Dette fort fik vi også besøgt så vi kunne nyde udsigten derfra til Taj Mahal. Sendt den aften skulle vi videre med nattoget til Varanasi.

En indisk jernbanestation er lidt af en oplevelse, vi ankom til perronen i god tid før toget kom, så der var god mulighed for at følge med i folkelivet på stationen. Dragerne havde to kufferter på hovedet, det går vist ikke i Danmark! Man kunne købe mad og drikke, folk lå og sov på perronen, nogle fordi de ikke havde andre steder at bo, andre fordi de ventede på toget. Endeligt kom toget, og vi fandt vores pladser i den 1.klasses liggevogn, vi havde billet til, ned under tæpperne for at sove, selv om der var svært. Godt nok hed det sig, at det var 1.klasse, men forholdene var dårligere end 3. klasse i Europa. At komme på toilettet var besværligt, man måtte klatre hen over de sovende på gulvet, inden man kom ud på et uhumsk toilet, der bare var et hul i gulvet og intet at holde fast i, det krævede akrobatiske øvelser at sidde på hug med toget i fuld fart, kunne bruges i en nødsituation! Endelig faldt jeg i søvn og vågnede først efter ankomsten til Varanasi.

Varanasi er Hinduernes hellige by, som den ligger der ved Ganges, der kommer mindst 40.000 pilgrimme om dagen. De kommer for at bade i floden helst ved solopgang, lære om livets filosofi af lærere som sidder under parasoller flere steder langs floden, samt for at dø og blive brændt der. Ligbrændingen foregik i fri luft nede ved floden en 3-4 steder, og bålene var i gang døgnet rundt. Den ene morgen var vi på bådtur for at nyde solopgangen, en aften til optræden med indiske danse.

Varanasi hed i gamle dage Benares, her levede Buddha i en stor del af sit liv og lige uden for byen er der en helligdom for ham. Byen er således også en hellig by for Buddhisterne. Vi var rundt med cykeltaxa i byen, en halsbrækkende oplevelse med den trafik der er med et virvar af cyklister, æsler, køer, kameler, biler og busser. Ustandseligt sad vi fast i trafikken i en trafikprop, hvem sagde trafikprop i Danmark? Prøv trafikken i Indien!

Den største oplevelse i Varanasi var dog, at der skulle være bryllup på vort hotel. Brudgommen skulle komme ca. 19.30 på en hvid hest, så et kvarter før gik jeg op for at hente mit videokamera, det skulle jeg bare filme! Optoget var der allerede et kvarter for tidligt, så jeg skyndte mig ud. Forrest en generator, som skulle give lys til kandelabre, som små piger og drenge bar på hovedet, så musik og dansene gæster foran brudgommen på den hvide hest, han havde en lille pige foran sig på hesten og til slut nok en generator! Det var nu ikke vort bryllupsoptog det skulle til nabohotellet! Næh det andet bryllupsoptog kom fra den modsatte side, større og flottere en det første jeg så, og fordi brudgommen var af fyrsteslægt, kom han ridende på en flot smykket elefant. Det var et kosteligt syn, at se de to optog passere hinanden på en smal vej! Elefanten kunne ikke komme ind på hotellet, så brudgommen blev løftet ned på en hvid hest, så han kunne ride gennem æresporten efter at have slået til en ring med et spyd. Jeg fik filmet det hele inklusive selve vielsen, for vi blev inviteret med til brylluppet, fordi vi boede på hotellet. Der var en stor buffet, hvor vi frit kunne smage på maden, der var også dans. Festlighederne varede til lang ud på natten, men da var jeg for længst gået i seng. Jeg havde ikke troet, at jeg skulle til fyrstebryllup i Indien, sikken en oplevelse.

Efter 17 dejlige dage i Indien gik turen hjem igen via Delhi, den sædvanlige men meget kraftige turbulens over Afghanistan, den kraftigste jeg nogen sinde har oplevet, så kraftig at mit vandglas landede i skødet, men efter de 2 timers turbulens stille og rolig flyvning hjem.