Det skulle vise sig, at jeg allerede efter et år kom til Egypten igen, idet tidsskriftet Sfinx havde arrangeret en kulturrejse dertil. Jeg må hellere fortælle lidt om bladet Sfinx. Det udgives af Århus universitet og er et historisk blad omhandlende landene omkring Middelhavet. Det arrangerer en kulturrejse hvert år altid med museumsfolk eller universitetslærere som guider. Jeg har tidligere været med på deres ture, som altid har været gode, og meldte mig derfor straks til turen. Guider var arkæolog Tine Bagh og Ulla Prien begge ansat på Carsten Niebuhr instituttet. Tine underviser i arkæologi og Ulla i arabisk. Det så lovende ud. Jeg kendte flere af de andre ledsagere fra tidligere ture og har altid hygget mig gevaldigt ved at møde ligesindede, idet alle på disse ture er meget historieinteresseret.

    Så en lørdag i oktober gik turen til Egypten igen. Efter at have hilst på de tidligere rejsefæller i lufthavnen, gik turen planmæssigt til Cairo med flyskift i Wien. Alle havde været tidligt oppe, og da vi nåede frem til vort hotel, var vi trætte. Både Tine og Ulla tog mod os i Cairo, de havde været der en uge, derudover skulle vi have en lokal guide med os, det var bureauets bedste guide opvokset i Danmark. Hun talte derfor både dansk og arabisk.

   Allerede den første aften havde Ulla arrangeret et ekstra arrangement for de energiske, og jeg tog selvfølgelig med. Vi skulle ude ved Citadellet opleve Sufi dans og musik. Sufierne er en sekt inden for islam, de har indvielsesritualer og mystificisme i deres tro, men er ikke fundamentalister. Der findes ca. 6 millioner sufier i Egypten. Jeg oplevede et to timers show med inciterende sang og musik, som jeg aldrig havde hørt før og spillet på ukendte instrumenter. Dansen var speciel bestod mest af en menneskelig snurretop, som snurrede rundt i mange minutter. Danserne og musikerne var alle mænd. Desværre måtte der ikke filmes, det ville ellers have været interessant at vise.

  Tidligt næste morgen skulle det egentlige udflugtsprogram begynde med pyramidetur. Dagen blev en time forsinket allerede fra start, idet bussen kom for sent. Turen gik først til et gensyn med Memphis og den store Ramses-statue. Derefter gik turen mod pyramiderne, men ikke dem i Sakkara men derimod længere sydpå til pyramideområdet i Dahshur, hvor jeg ikke tidligere havde været. Området har tidligere været militærområde og er først for et par år siden blevet åbnet for turister. Besøget gjaldt Snofrus to pyramider. Snofru var Kheops far og eksperimenterede i pyramidebyggeri. Han byggede egentligt tre, men kun to af dem blev færdige. Den ene er knækpyramiden kaldet sådan, fordi den midtvejs på siderne er et knæk. Snofru havde bygget den for stejlt i starten, og for at den ikke skulle vælte, lavede han et knæk på siderne, så den blev mindre stejl. Den anden hedder den røde pyramide, fordi den i solskinnet ser rødlig ud. De ligger ganske tæt på hinanden, så vi så begge to. Den røde pyramide kunne man komme ind i, så først kravlede jeg op af en trappe til indgangen, som lå ca. 20 meter oppe. Derefter gik turen stejlt nedad til pyramidekamrene. Der var kun en meter til loftet i gangen, så jeg blev godt øm i lårene, såkaldte pyramidelår. Inde i kamrene fik vi forklaret, hvorledes de gamle Egyptere måske havde bygget dem. Turen op ad trappen gik nemmere, det var spændende lidt anstrengende, og jeg havde fornøjelse af de ømme lår i mange dage derefter.

   Efter en hyggelig frokost, det samme sted som året før, gik turen videre til Giza og de store pyramider der. Det var nu 3. gang jeg var der, så jeg gik bare en tur i området og nød det, fik besøgt et papyrusinstitut og købt ind.

   Om aftenen havde Ulla arrangeret tur med metroen til El Gezira øen for at se den nye operabygning og Cairo tårnet. Operabygningen var flot mindede dog mest om en europæisk bygning, området var smukt oplyst. Tæt på lå Cairo tårnet, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Cairo. Jeg var ikke oppe i tårnet, dels var det for dyrt, dels var der lang kø. Derefter gik turen i taxa til Rhoda øen, hvor vi spiste på en hyggelig typisk Egyptisk restaurant lige ud til Nilen.

   Mandag skulle vi på byrundtur. Først gik turen rundt i det koptiske og jødiske Cairo. Vi besøgte den hængende kirke, der kaldes således, da den lige som hænger ud over en anden bygning. Den var meget smuk indeni med pragtfulde malerier med bibelske motiver. Derefter gik turen af små snævre gader til det koptiske museum, hvor verdens ældste bibel er udstillet. Tæt på museet ligger Ben Ezra synagogen, den er ikke i brug mere, da der kun bor få jøder i Cairo, er nu i brug som jødisk museum og nyrestaureret.

   Efter frokost gik turen videre til det islamiske Cairo med besøg i Ibn Tulun-moskeen opkaldt efter Ahmad Ibn Tulun som var af tyrkisk herkomst og guvernør i Egypten. Han blev enehersker og i hans levetid var Cairo centrum for et rige der strakte sig fra Tyrkiet til Sudan. Han opførte denne store moske år 879. Moskeen er en arkitektonisk bedrift, men er for tiden under restaurering. Vi besteg minareten trods ømme lår og blev belønnet med en flot udsigt over Cairo.. Derfra nok en gang til Citadellet med Muhammed Ali-moskeen, som jeg tidligere har beskrevet men et dejligt gensyn. Turen gik derpå videre til Sultan Hassan-madrasa bygget i det 14. århundrede. En madrasa er en islamisk skole, og man kunne se de små værelser, eleverne havde boet i. Turen sluttede med besøg i Hussein-moskeen ved siden af Khan el-Khalili basaren. Jeg fik købt mig en vandpibe og bestilt en bluse med mit kartouche, inden vi kørte tilbage til hotellet. Om aftenen vendte nogle af os tilbage til basaren for at spise, gøre yderligere indkøb, og jeg for at hente min bluse.

 Tidligt næste morgen gik turen ud til Wadi Natrun, hvor der ligger flere koptiske klostre. Undervejs i bussen blev der fortalt om den koptiske kirke. Kristendommen kom tidligt til Egypten og klosterlivet er grundlagt i landet helt tilbage til ca. år 300 efter Kristus af Sct. Anthonius som levede ca. 251-356. Kopter betyder på gammelegyptisk egentlig egypter! Kopterne blev udskilt fra den byzantinske kirke ca. 600 efter Kristus og er nok den kirkeretning der er nærmet de første kristne. De har deres egen pave og munkeorden kun enkelte nonner, man skønner at 10% af befolkningen er kristne.

   Klostrene i Wadi Natrun er grundlagt i det 4. til 6. århundrede. De er bygget som små fæstninger med vagttårne i hjørnerne af murene. Der var to mure omkring og imellem murene en voldgrav med en bro over ved indgangen, så det var muligt at forsvare klostrene. Indenfor i hvert kloster der beboelse og haver, hvor der bliver dyrket afgrøder mest grøntsager. Midt inde i området ligger kirken. Alle kirkerne i de klostre, vi besøgte, er smukt dekorerede inden i med bibelske motiver. I en af kirkerne var der en ceremoni i gang, da vi kom. Ritualerne bestod af røgelse, bønner og tilbedelse af Kristus, helt anderledes end jeg har set i andre kirker. Til min store overraskelse blev jeg opfordret til at filme handlingen, og jeg fik nogle minutter på film, endda uden at skulle lægge 50 dollar, som det ellers er almindeligt i Egypten!

Efter rundvisningen i et af klostrene fik vi te, og munken, der havde vist os rundt, fortalte om munkelivet. Man kan først blive munk, når man har gennemført en uddannelse og vist, at man kan tjene sine penge selv, så de fleste munke er mindst 25 år inden de indtræder i klosterlivet, noget anderledes end i den romersk katolske kirke og ganske spændene at høre.

   Efter frokost gik turen til det Egyptiske museum og et gensyn med alle skattene, som jeg før har beskrevet. Noget nyt bemærkede jeg dog, en velbevaret statue af Nefertete og Akenaton, som er fundet i Armana et år tidligere, og som ikke var udstillet sidst jeg var på museet, tænk at arkæologerne kan blive ved med at finde ting fra faraonernes tid. Der er næsten ikke plads til flere fund på museet, men egypterne er ved at planlægge et nyt museum, som skal indeholde fundene fra Tut-ankh-amons grav. Hvornår det bliver færdigt vides endnu ikke. Jeg var træt efter den lange tur og gik derfor tidligt i seng for at være frisk til den næste dags lange køretur til Alexandria.

  På hele køreturen rundt i Nildeltaet skulle vi have politieskorte, da vi var uden for turistområde. Det blev noget af en oplevelse, da vi skulle gennem mange politidistrikter, og i hvert distrikt skulle vi skifte eskorte og mange steder kom politiet fra de forskellige distrikter op at skændes, om vi var klar til at køre, jo det var morsomt. Jeg havde prøvet, sidst jeg var i Egypten at køre i kortege med mange biler samlet i eskorte, men denne gang var der jo kun en bus. Så kl. 7.30 onsdag morgen mødte vi eskorten en politibil foran to bagved og en civilklædt betjent inde i bussen. Derpå gik det i fuld fart mod Alexandria.

Det første sted vi skulle gøre holdt var i provinsbyen Tanta. Ved bygrænsen blev vi modtaget af yderligere et par politibiler og to motorcykelbetjente, som skulle hjælpe os gennem bytrafikken frem til hvor bestemmelsessted i byen. De havde imidlertid beregnet bussen højde forkert, trods talrige forsøg kunne bussen ikke komme under en bro der var for lav det tog adskillige minutter, inden politiet erkendte det og førte os en anden vej gennem byen. Vild jubel i bussen.

   Midt inde i Tanta skulle vi besøge moskeen for helgenen Ahmad al-Badavi, som er et berømt islamisk helligt sted i Egypten. Foran moskeen var militæret linet op, som om vi var udenlandske officielle gæster, der fik jeg grineflip. Inde i moskeen blev vi modtaget af moskeens Sheik d.v.s. administrator. Han viste os personligt rundt i moskeen og fortalte dens historie. Også relikvierne blev vist os, og bagefter kunne vi stille spørgsmål både til ham og Mullahen om moskeen, islam og Ahmad al-Badavi. Vi fik også te der, jo jeg følte mig som V.I.P. under dette besøg.

   Uden for moskeen lå en forretningsgade og efter forhandlinger fik vi lov til at handle. Politiet troede, at vi ligesom japanere ville gå i samlet flok og blev noget frustreret, da vi forsvandt i tredive forskellige retninger! Vi havde besluttet os til at holde picnic undervejs ved næste stop, så der blev handlet brød, frugt, pålæg og drikkevarer, inden vi vinkede farvel til soldaterne og forlod Tanta med kurs mod Naukratis, der skulle være næste stop.

   Kort efter Tanta drejede bussen fra hovedvejen og ind på små smalle veje gennem hyggelige landsbyer med snævre gader og ind i en uendelig række af trafikpropper. Overalt stod landsbybeboerne og stirrede undrende på kortegen. Da vi var tre km. fra Naukratis, viste det sig, at bussen skulle over en bro for at komme frem til landsbyen. Broen kunne imidlertid ikke bære bussen, men så fik politiet travlt. De fik hurtigt rekvireret tre ladvogne, hvor vi blev læsset op medbringende vores madkurve. Under hylende sirener kørte vi af de små veje frem til byen. Vel fremme viste det sig at de arkæologiske udgravninger nu bestod af et mudderhul og et affaldsbjerg. Vi besteg affaldsbjerget hvor Tina uanfægtet kunne fortælle om den gamle græske by Naukratis. Hele byens befolkning inklusive børnene stod omkring os og kiggede undrende på. De stod egentligt og ventede på antikvitetstjenesten fra Cairo, idet de under udgravning til en skole var stødt på formodede fortidsminder i mudderhullet, da vi pludseligt dukkede op! Der var ingen, der havde lyst til at spise i landsbyen, og grinende kørte vi tilbage til bussen. Jo man oplever noget usædvanligt, når man er på tur med Sfinx! Frokosten blev i stedet indtaget på en rasteplads uden for Naukratis. Endelig sidst på eftermiddagen nåede vi frem til vort hotel i Alexandria. Køreturen havde været lang, og undervejs havde vi dels hørt om de gamle Egypten, dels om det moderne den dag mest om hospitalsvæsenet og uddannelsessystemet.

   Om aftenen gik vi af små hyggelige gader hen til en fiskerestaurant og fik en dejlig middag. Dejligt at have rejseledere med, som gider at finde hyggelige spisesteder.

Godt nok læste jeg i Berlingeren i flyet på vejen hjem, at Alexandria skulle være en kedelig og snavset by. Den pågældende journalist har efter min mening aldrig været i Alexandria! Byen er grundlagt af Alexander den store ca. år 330 før Kristus, så de fleste oldtidsminder er efter den tid. En gang stod et af oldtidens syv underværker her nemlig fyrtårnet, men jordskælv og brand i forening ødelagde vidunderet i middelalderen. Hvor præcist det har stået har man kun formodninger om. En stor del af det gamle Alexandria ligger nu under vand og der er omfattende undervandsarkæologi i gang; men der var ingen muligheder for at følge det.

   Et nyt bibliotek var netop bygget men endnu ikke indviet, da vi var der og dagens udflugt begyndte med at se dette af nogle så berømte bygningsværk. Selv om det lå smukt ved strandvejen med udsigt over vandet, var jeg ikke imponeret. Jeg syntes ikke det passede ind i miljøet selv om det indvendigt var formet som et amfiteater. Denne form gjorde at der var meget lydt i læsesalen, så jeg er glad for, at jeg ikke skal studere der. Inden frokost kørte vi langs den livlige havn ud til det gamle fort hvor det gamle fyrtårn muligvis har stået.

   Romerne kom til Alexandria på Cæsars tid, og efter frokosten besøgte vi det gamle romerske torv med Pompejussøjlen, det romerske amfiteater og til slut nogle utroligt spændende katakomber med gamle grave. Vi nåede desværre ikke det romerske museum, jeg ville hellere have besøgt det end biblioteket. Under hele turen rundt i byen var vi fri for politieskorter herligt.

   Om aftenen tog jeg sammen med Ulla og fire andre hen på en Egyptisk cafe hvor man kunne få sandwich, drikkevarer og vandpiber serveret! Det var nu kun Ulla, der fik vandpibe, men vi fik os en rigtig hyggelig aften, inden vi dagen efter skulle forlade Alexandria.

 Fredag tog vi tidligt af sted idet vi denne dag skulle køre tværs over Nildeltaet til den sydlige del af Suezkanalen. Vi havde politieskorte med på hele turen, og da et par af de steder vi skulle besøge dårligt var aftegnet på landkortene, og vejene dertil var smalle, var det rart at have det lokale politi med til at vise vej.

   Først kørte vi til Rashid, som ligger hvor Nilens vestlige arm løber ud i Middelhavet. Byen er nok bedre kendt som Rosetta. Det var her Rosetta-stenen blev fundet i 1799 af Napoleons soldater. Napoleon tog den med til Paris som krigsbytte, men efter Napoleonskrigenes afslutning tog englænderne den med til England og den står nu på Britisk Museum i London. Rosetta-stenen har indskrift med græske bogstaver samt hieroglyffer. Det lykkedes Campollion udfra disse tekster at løse hieroglyffernes gåde. I Rashid står der nu en kopi af stenen tæt ved havnen, hvor vi gik en tur i basargaderne. Derefter besøgte vi det gamle fort, som ligger malerisk ned til Nilen med en dejlig udsigt ud over vandet.  På vej ud af byen kørte vi gennem frodige palmelunde med dadelplantager. Til politiet store forundring gjorde vi holdt for at gå en tur i en af plantagerne og følge med i arbejdet der.

   Så gik turen gennem det frodige delta med masser af vandingskanaler. Hver bonde har fået tildelt tidspunkter, hvor han må vande. Nogle gange er det om natten, og så arbejdes der på højtryk med at få vandet så meget som muligt. Alle markerne var delt i tre mindre marker, på den ene dels var der lige høstet, på den næste måske lige spiret og på den sidste del nypløjet og nysået. Der kan de fleste steder på den måde høstes op til tre gange om året. Man prøver hele tiden at indvinde nyt land til dyrkning ud mod ørkenen. Når det sker, bores der efter vand og laves jordbundsanalyser, således at bonden kan dyrke den afgrøde, der er bedst egnet i det pågældende område.

   Vi gjorde holdt først i Buto, hvor der er fund der er mellem fem og seks tusinde år gamle, men det bedste her var ganske flotte statuer stående frit i naturen. Turen gik videre østover til Behbet el-Hagar for at besøge tempelet for frugtbarheds- og modergudinden Isis, inden vi om aftenen nåede frem til Ismailia, som ligger lige ved Suezkanalen. Her boede vi de næste to nætter.

  Ismailia er en by uden mange fortidsminder, så straks næste morgen kørte vi nord på langs Suez kanalen til Port Said. Undervejs foreslog politiet, at vi kørte over den et år gamle højbro til den anden side og tilbage igen, så vi kunne se kanalen fra oven. Egypterne er meget stolte over broen og vil gerne vise den frem. Efter dette uventede indslag gik turen til Port Said, hvor vi gik tur langs kanalen og fulgte livet der.

  Vort næste stop var Manzalasøen, som vi skulle sejle over. Jeg tror ikke, at bådfarten havde set en busfuld turister før, så det vakte vild opstandelse, da vi pludseligt stod der og ønskede at sejle over søen. Efter en lang forhandling og med politiets hjælp, fik vi en båd stillet til rådighed, og omgivet af flere politibåde begav vi os af sted på en pragtfuld sejltur gennem marsklandskaber, hvor vi kunne følge livet på flodbredden. Vi mødte flere pramme, der sejlede varer til eller fra Port Said. Politiet holdt frikvarter under sejlturen, så de lå og sejlede om kap i deres motorbåde. Til sidst måtte vi bede dem om at være stille, så vi kunne se og høre de mange fugle, der var i området. Bussen kunne ikke være på båden, så den kørte rundt om søen og mødte os, da båden lagde til.

  Vel om bord i bussen fortsatte turen Mendes en oldtidsby med dyrkelse af væddere. Efter et kort stop videre til Tanis, som var hovedstad i 3.mellemtid og hvor man har fundet en guldskat med en fin guldmaske af Psusennes den første, som jeg tidligere har set på museet i Cairo. Der var udgravninger i gang, og vi fulgte med i det og stillede mange spørgsmål. Til sidst blev vi dog smidt ud en halv time efter lukketid. Bussen vendte tilbage til vort hotel til den sidste overnatning ved Suez kanalen.

 Igen tidligt op for vi havde en lang køretur foran os mod Cairo. Turens første stop var Tell el-Daba den gamle Avaris hovedstad i Hyksostiden og tæt på den by Pi-Ramses som Ramses den anden grundlagde. Tine den ene guide arbejdede i perioder der, hendes speciale inden for arkæologien er potteskår! Vi blev vel modtaget i udgravningshuset og fik forevist en del fund bl.andet fine minoiske mosaikker med akrobater og tyre, fuldstændig ligesom jeg for mange år siden så på Kreta. Der var også mange potteskår, så der var en del arbejde, der ventede på Tine.

  Da vi havde set området, skulle vi videre og finde et frokoststed, vi var begyndt at blive sultne. Bussen kørte dog kun få hundrede meter, da det ene baghjul røg i et mudderhul det eneste vi så på en vej på hele turen gennem deltaet. Da chaufføren kørte langsomt, var der ikke sket større skade, men fast sad vi. Der var langt til den nærmeste by og ingen Falckbil i nærheden, så chaufføren måtte ud at grave. Politiet sørgede for at hente en traktor i den nærmeste landsby og efter et par timers arbejde blev bussen trukket op af hullet. Vi havde været ivrige tilskuere til den ekstra oplevelse, selv om vores maver knurrede. Vi fandt et frokoststed til hurtig spisning inden vi besøgte det sidste sted på rundrejsen Bubastis, hvor det er ruiner af et tempel viet til kattegudinden Bastet. Sidst på eftermiddagen nåede vi tilbage til Cairo og Shepheards hotel, hvor jeg denne gang havde fået et værelse med udsigt over Nilen. Om aftenen afskedsmiddag med taler og tak til de to fortrinlige guider.

  Den sidste formiddag blev brugt til lidt indkøb og gåtur i området inden det var tid til at køre til lufthavnen for at vende tilbage til Danmark.