Birgitte Dalums Ferieoplevelser

Søndag 21.10.2012

For tre år siden var jeg sidst i Luxor, så nu er det tid til at besøge byen igen og se hvordan det går efter det arabiske forår, og hvordan byen ser ud nu. Turen er en studietur med folkeuniversitetet og med egyptolog Lise Manniche som guide. Vi er en gruppe på 15, som har gået til undervisning sammen i flere år, og Lise vil garanteret fortælle en masse på turen om de templer vi skal besøge. Jeg vil også prøve at finde Hany og høre hvordan han og familien har det siden jeg så ham sidst.

Selve flyturen til Sharm el Sheik gik planmæssigt, men så var det næste fly forsinket i næsten en time, så vi nåede først frem til vort skib i Luxor kort før kl. fem. Vi gik straks op til Luxortemplet for at nyde det i skumringen og i det kunstige lys, en smuk og interessant oplevelse ledsaget af Lises forklaring om reliefferne, som blev fremhævet i den kunstige belysning.

Efter aftensmaden på skibet tidlig i seng det har været en lang dag.

Mandag 22.10.2012

Tidlig op og morgenmad for at køre den korte vej til Karnaktemplet for at se det inden det blev alt for varmt. Hver gang jer er der, opdager jeg nye ting efter en fire timers udgang med Lise fik jeg set relieffer, som jeg ikke havde lagt mærke før. Der var også tid til at besøge open air museet, hvor der er opført små kapeller ud fra fund, som i oldtiden er blevet brugt som fyld, når en ny farao har bygget om. Ved frokosttid vendte vi tilbage til skibet for at spise, inden skibet skulle sejle.

Midt på eftermiddagen lagde skibet fra for at sejle sydpå mod Aswan, undervejs passerede vi grønne marker afløst af små landsbyer. Tiden blev fordrevet med læsning, pause samt et cocktailparty hvor vi fik præsenteret skibet. Først på aftenen nåede vi frem til slusen ved Esna, hvor skibet blev omringet af små både med sælgere, som forsøgte at komme af med deres varer ved at kaste dem op på skibet til eftersyn, de fik lidt handel ud af det. Også på selve slusen stod der sælgere. Kort efter lagde skibet til i Esna for natten og det var tid til aftensmad.

Tirsdag 23.10.2012

Allerede kl. 5 næste morgen forlod vi Esna og sejlede videre sydpå forbi flere og flere grønne områder for midt på formiddagen at nå frem til Edfu, hvor skibet lagde til for at give passagerne mulighed for at besøge templet. Vi valgte at blive om bord, dels fordi vi syntes at tiden var for kort dels fordi Atlantis boykotter hestevognene, fordi chaufførerne er aggressive overfor turisterne i forsøget på at få flere penge! Nå når turisterne holder op med at bruge dem, bliver de nok klogere, det er allerede blevet bedre.

Ved frokosttid fortsatte turen ned ad Nilen indtil vi sidst på eftermiddagen nåede frem til Kom Ombo for at se templet der. Templet er indviet til to guder krokodilleguden Sobek og guden Haroeris repræsenterende den ældre Horus. Templet ligger flot på en klippe og så fantastisk ud i aftensolen. Vi gik straks på krokodillejagt for at finde så mange relieffer som muligt, så Lise kunne få billeder til næste nummer af papyrus. Vi fik set en flot solnedgang, inden vi så resten af templet nu i kunstig belysning. Til slut så vi krokodillemuseet med endnu flere krokodillerelieffer samt fine krokodillemumier. Det var nu tid til at gået tilbage til skibet, som straks sejlede videre. Ved ti tiden om aftenen lagde skibet til i Aswan, hvor vi skal blive de næste par dage.

Onsdag 24.10.2012

Straks efter morgenmaden kørte vi til det gamle stenbrud i Aswan for at se den ufuldendte obelisk og høre om stenbruddets historie helt tilbage til det gamle rige. Utroligt at obelisker herfra er fragtet helt til Alexandria og derfra videre til Rom. Den ufulendte obelisk i stenbruddet blev aldrig hugget færdig på grund af en stor revne i obelisken.

Turen fortsatte derfra til Philætemplet, som ligger på en ø over dæmningen, dog ikke på den oprindelige ø, der nu er oversvømmet men på en nærliggende ø. Templet blev ved en storstilet redningsaktion flyttet til den nuværende beliggenhed af italienerne for 50 år siden. Den nærliggende ø Biva er et af de gamle hellige steder, idet Osiris’ ben efter myterne er begravet her. Der er en helligdom på øen, som iøvrigt er utilgængelig på grund af farlige klippeskær. Templet på Philæøen er indviet til guden Isis, som hver tiende dag besøgte helligdommen på Bivaøen. Selve Philætemplet ligger smukt på søen og sejlturen dertil i morgenen var lige så smuk, som jeg husker det. Vi fik en fin rundvisning af Lise, der kunne fortælle meget området. Inden vi sejlede fra øen igen var der lige tid til en kop kaffe på den lille café. Vel tilbage på skibet til en forfriskning inden frokosten.

Eftermiddagen brugte jeg til afslapning på dækket i det varme vejr ca. 40 grader.

Torsdag 25.10.2012

Der var ikke planlagt udflugter om formiddagen, men vi var seks som sammen med Lise gik til overfarten til Elefantine for at besøge et gammelt tempelområde med templer og huse helt tilbage fra gammel tid og frem til romertiden. Især det gammel Knumtempel og templet fra Thutmosis den 3.tid var fine, midt på området var der lavet en platform med en fin udsigt over hele området. Nede ved Nilen et nilometer fra romertiden, det er brugt helt op i vor tid til at måle Nilens vandstand. Da vi gik derfra kom vi forbi et lille væveri hvor der blev vævet fine tørklæder og straks livlig handel, jeg fik købt et fint et. Vi var tilbage på skibet til frokosttid.

Efter frokosten forlod vi skibet, inden det skulle sejle tilbage til Luxor; mens vi skulle blive endnu en nat i Aswan. Vi sejlede over på den anden side for at besøge nogle flotte adelsmandsgrave fra det gamle og nye rige, de lå højt oppe med en dejlig udsigt over området. Selve gravene har indskrifter og enkelte malerier. Fra gravene sejlede vi til Kirshnerøen for at se den gamle botaniske have anlagt af Lord Kirshner for ca. hundrede år siden. Dagens sidste oplevelse var gensynet med det nubiske museum med fund helt tilbage fra forhistorisk tid til nutiden. Først på aftenen blev vi indlogeret på hotel Mövenpick på Elefantine.

Fredag 26.10.2012

Tidligt om morgenen forlod vi Aswan for at køre mod Luxor. Undervejs gjorde vi ophold i Edfu for at bruge et par timer til at besøge templet. Det er nu fjerde gang jeg besøger det, og hver gang opdager jeg nye detaljer, og da det nu var Lise som viste rundt drejede det sig mest om parfumefremstillingen i det gamle Egypten. Hun er nok den egyptolog, der ved mest om dette emne så det var ganske spændende. Turen fortsatte og da vi nåede frem til hotellet i Luxor viste det sig at vi var blevet opgraderet til at bo yderst luxuøst på Hotel Winter Palace. Efter et kort hvil gik jeg ned i basaren for at købe krydderier hos Hany, men da det var muslimsk helligdag var de fleste af forretningerne lukket, så jeg må prøve igen i morgen efter turen i Kongernes dal. Aftensmad på hotellet.

Lørdag 27.10.2012

Hele dagen skulle tilbringes på vestbredden, så tidligt afgang for at kunne nå meget som muligt. Første stop ved Deir el Medina den gamle håndværker by fra det nye rige med de vidunderlige grave, som håndværkerne havde lavet til sig selv. Vi så Senedjems grav med den fine illustration af livet i dødsriget samt Irinufers grav, som fornylig er åbnet. Den har utrolig smukke illustrationer bl.andet en siddende og flyvende Ba samt en skygge. Derefter gik turen til kongernes dal, hvor vi så tre Ramsesgrave, desværre var min yndlingsgrav Thutmosis d.3's grav lukket, så den må jeg se næste gang, jeg kommer til Luxor. Inden frokost kunne vi lige nå Hatschesups dødetempel, hvor vi fik en grundig forklaring af Lise om rejsen til Punt og studeret de fine tegninger. Frokosten blev indtaget på en lille hyggelig restaurant tæt ved dødetemplet.

Efter frokost så vi to fine adelsgrave Nakht og Menna med illustrationer af livet i marken, synd at så mange turister springer adelsgravene over! Vi fortsætte videre til Medinet Habu Ramses d.3's dødetempel og efter en kort rundgang tid til at køre tilbage til Luxor via Memnonkollosserne, som jeg for første gang så uden stillads! Det sidste stykke til hotellet blev vi sejlet over Nilen.

Straks efter hjemkomsten til hotellet gik jeg til basaren for at træffe Hany, han var i forretningen og blev glad dels for de gaver jeg havde med dels for hilsnerne fra min bror og svigerinde, ville høre alt om dem siden de havde besøgt ham og jeg fik gaver med både til dem og mig selv. Han spurgte om de snart kom og besøgte ham igen gerne med resten af familien!

Om aftenen afskedsmiddag på hotellet.

Lørdag 28.10.2012

Så går turen hjem efter nok en dejlig tur i Egypten, synd at turisterne endnu ikke er vendt tilbage alt virker fredeligt specielt i de områder vi var og landet har brug for de penge turisterne lægger. Næste tur til Egypten kunne blive en ørkentur, som Lise er ved at planlægge, den lyder spændende og hvis tidspunkt og pris passer mig vil jeg gerne med.

steffi schüren 05.03.2013 11:46

fin side - jeg vil følge rådene "!
steffi

Inger 18.11.2012 11:24

Hej Birgitte.
Jeg har nydt at læse din dagbog. Rigtig god beskrivelse af turen.

Nyeste kommentarer

03.08 | 07:23

Det er har været en god tur - flot hjemmeside

04.11 | 16:28

Rigtig fin tur og en rigtig fin dagbog, hvor alle væsentlige detaljer var medt...

30.10 | 16:48

Tak fordi du deler billeder og dagbog fra en yderst interessant rejse!

16.07 | 19:35

hej Birgitte. Dejligt at se dine billeder fra det romerske Britannien. Du f...