 |
 |
|
 |
Dæs efterårsrejse 24-09-09 til 08-10-09
|
 |
|
 |
Så er jeg tilbage i Luxor, denne gang med DÆS og med Tine som guide. Da New Vinter Palace er revet ned, bor vi på Iberotel, hvor jeg tidligere har boet. Alle har fået værelse mod Nilen. Jeg gik om aftenen i basaren for at finde Hany, som jeg besøgte sammen med familien, sidst jeg var her og for at aflevere gaver fra Danmark. Desværre er han i Cairo til sin brors bryllup, men han er tilbage, når jeg efter rundrejsen kommer til Luxor igen. I morgen starter oplevelserne straks fra morgenstunden, så tidligt i seng.
|

Vågnede tidligt parat til den første dags oplevelser med afgang til Karnak templet, ikke for at se templet, men udgravningerne foran templet. Vi skulle møde Salah, som har ledet udgravningerne de sidste tre år, han brugte sin fridag til at vise os rundt både der og i Mut templet. Vi så først kajanlægget til højre for indgangen, og han fortalte, at Nilen på faraonernes tid løb helt tæt på templet, så det var muligt for skibe at lægge til her. Vi gik videre til udgravningsområdet til venstre for indgangen, hvor der ligeledes er kajanlæg; men også rester af et romersk badeanlæg, hvor der var fundet fine mosaikker der bl. andet forestillede delfiner.
Derfra kørte vi bag templet, hvor Sfinx alleen begynder, for at se udgravningsområdet ved Mut templet, og Salah fortalte om de fund der er i området. Vi lagde mærke til mange statuer af gudinden Sekmet. Til slut kørte vi ned til Sfinx alleen for at se, hvor langt de var nået med den. Frokost på en café hvorefter nogle tog tilbage til Karnak templet for at se det mens jeg sammen med et par andre tog tilbage til hotellet for at slappe af i haven i det varme vejr ca. 42°.
Om aftenen sejlede vi over på vestbredden for at spise på restaurant Africa. Vi havde inviteret Jane Akshar, som på sin blog Luxor News skriver om forandringerne i Luxor. Dæs spiser altid en enkelt gang på denne restaurant, når de er i Luxor og de fleste af os fik et knus af personalet, da vi kom.
|

Tidligt om for at køre nordpå mod Minya en strækning på 400 km.
Det første stop havde vi efter 3 timers kørsel ved el Hawawish, hvor det var meningen at vi skulle se klippegrave fra det gamle og mellemste rige. Da vi var kravlet op til de nederste grave, fik vi at vide at de trods vores tilladelser ikke ville åbne gravene med mindre vi betalte 2000 kr. ekstra udover det vi allerede havde betalt det nægtede vi, for så flotte er disse grave ikke. Vi skulle også lige bruge en time til at hente billetter i en anden by! Vi kørte derfor videre og så open air museet i Akhmin i stedet.
Efter frokost, som blev indtaget i bussen kørte vi til Hammamiya for at et par fine klippegrave fra det gamle rige.
Turen fortsatte til Minya af den nye ørkenvej gennem et landskab præget af sandklitter skiftende med klipper og strækninger med plant sand. Lige før Minya et område med hvid ørken bestående af hvide kalkklipper. Vel fremme til hotellet først på aftenen, hvor vi fik aftensmad. Barry Kemp udgravningsleder i Armana spiste med.
|

Tidligt op og af sted til Armana. Vi kørte den samme vej, som sidst jeg var her, men denne gang kom vores bus med noget besvær ombord på den lille færge, det kostede en ødelagt skærm bag på bussen!
Vel fremme ved udgravningshuset skiftede vi transportmiddel til en traktor med ladvogn, hvor vi sad på stole, der rutsjede rundt når vi kørte over en ujævnhed.
De fleste af os havde været i Amarna før og da området er stort, havde vi ytret ønske om at se de stede, man normalt ikke viser frem.
Vi begyndte med arbejderlandsbyen, som jeg kun så lidt af sidst jeg var her. Man fik et indtryk af, hvordan husene har fungeret og de kunne godt minde om husene i Deir El-Medina. Vi gik videre til gennem sandet til stenlandsbyen, som ligger tæt på inden formiddagen sluttede med sydgravene, hvor især Mayas grav var interessant. Frokosten indtog vi i udgravningshuset. Efter frokost kørte vi hen til midtbyen for at se Atontemplet så dem der ikke havde været her før fik set det. Under hele rundvisningen fortalte Barry Kemp inspirerende om udgravningerne, trods varmen en dejlig dag. Aftensmad på hotellet.
|

Dagen begyndte som vanligt tidligt for at nå så meget som muligt. Vi kørte først nordpå for lige udenfor Minya at se klippegrave fra det gamle rige de såkaldte Fraser Tombs efter den mand som udgravede dem. Fra gravene god udsigt over landskabet. Derfra videre til det nærliggende Tihna el-Gebel, hvor der er klippetempler dels fra gamle rige, Ramses 2.s tid samt fra romersk tid med rester af almindelig bebyggelse samt klippegrave fra romersk tid.
Efter besøget her gik turen sydpå gennem Minya til el-Asmuneim, som i romersk tid blev kaldt Hermopolis efter guden Hermes som romerne kaldte guden Thot. Vi så open air museet med en kolossal statue af guden Thot i skikkelse af en bavian, inden vi kørte hen til selve ruinerne af byen, som stammer helt tilbage til Ramses 2.s tid men også med ruiner fra romersk tid.
Nu var det ved at være frokosttid, men inden kørte vi til Tuna el-Gebel som ligger på østbredden lige over for Amarna og en af grænsestelerne befinder sig her. Da vi havde spist, gik vi gennem sandet rundt i området først til Petosiris spændende og fint dekorerede grav. Han var præst for guden Thot og levede ca. 300 før Kristus. Dekorationen viser scener fra hans liv og er meget smukke. Derefter besøgte vi katakomber på området, gik gennem flere gange og alle stede rester af balsamerede dyr. Til slut gik de energiske gennem sandet til grænsestelen for at se den inden vi kørte tilbage til Minya og vores hotel tidsnok til aftensmaden.
|

I dag sydpå til byen Mallawi for der at sejle over floden. Klog af skade skiftede vi inden overfarten til en mindre bus, hvor vi lige kunne klemme os sammen. Vi kørte først til Sheikh Ibada en by der siges at være grundlagt af kejser Hadrian under navnet Antinopolis som et minde over hans yndling Antinous, som druknede i Nilen på dette sted. Byen har været stor ca. 30-40 000 indbyggere og der foregår stadig udgravninger her. Vi så resterne af et tempel, badeanlæg og en tidlig koptisk kirke som netop er ved at blive udgravet.
Derfra kørte vi på smalle jordveje gennem små landsbyer og langs frodige marker, hvor der blev arbejdet med at høste, indtil vi nåede frem til El-Sheikh Said, hvor der findes adskillige klippegrave fra det gamle rige. Vi gik hen til klipperne og besteg dem, fik et kig i de gamle grave og den fine udsigt over landskabet. Vi kørte derefter tilbage til færgen, blev sejlet over til vores bus, hvorefter turen gik tilbage til Minya med ankomst midt på eftermiddagen. Tøjet bliver godt snavset i ørkenen, så der vaskes hver dag. I morgen går turen videre til oaserne.
|
I dag forlader vi Minya for at køre til Kharga. Dagene har været spœndende og vi er vendt trætte hjem efter de lange ture. Hotellet var bedre end sidst jeg var, her dog havde vi hver aften fornøjelse af et larmende diskotek på den anden side af gaden.
Vort første stop på den lange køretur var i Mallawi, hvor vi så et museum med fund fra Tuhna el-Gebel. Der var mange fine figurer af ibiser samt en del olielamper, vi så også enkelte dyremumier. Frokosten spiste vi Assiut ved nilbredden inden vi kørte ud i ørkenen.
Turen gik gennem den østlige del af Sahara med skiftende landskaber med sandsletter afløst af klipper inden vi tæt på Kharga kørte ned i lavtliggende mere frodigt område. Dele af oasen ligger under havets overflade så her er det lettere at komme ned til grundvandet. Ved aftenstid nåede vi frem til hotellet.
|
Morgenmad kl. 6 afgang kl. 7 for at køre til den sydligste del af oasen for at se Dush et tempel fra romersk tid, der bliver stadigt arbejdet på udgravningerne af franskmændene. Vejen gik gennem små byer, landbrugsområder vekslende med ørken. Selve templet ligger højt med en fin udsigt. På vej nordpå så vi først Qasr el-Zayyan et fint tempel fra Ptolemæernes tid og derefter til Qasr el-Ghweita hvis bebyggelse går til bage til Dareios den 1. I Kharga by så vi et fint lille museum med fund fra oasen. Frokosten spiste vi i et lille cafeteria tæt på Bagavatgravene, som vi så efter frokost. Det er den tidligste kristne gravplads og i nogle af gravkamrene findes malerier fra det gamle testamente. Der var lige tid til endnu et tempel inden, vi vendte tilbage til hotellet, hvor vi sad og hyggede os på terrassen inden aftensmaden.
|
Tidligt op med morgenmad kl. 6 afgang kl. 7 for at køre endnu længere ud i ørkenen. Midt ude i ørkenen standsede vi ved nogle store klipper for at lede efter forhistoriske tegninger, vi fandt enkelte men ikke tegningerne af giraffer eller heste. Vi kørte videre ind i oasen for at besøge Balat med mastabaer over guvernører fra 6. dynasti. Turen fortsatte til Bashendi, hvor vi gik gennem landsbyen for at se en romersk grav.
Vi spiste frokost i Mut og midt på eftermiddagen nåede vi frem til hotellet, som er beliggende på toppen af en klippe med fin udsigt over oasen. Inden aftensmaden lige tid til et bad i hotellets udendørs spabad herligt for de ømme muskler.
|

Vi skulle først køre kl. 8, men jeg vågnede som vanligt tidligt, så der var god tid til at nyde udsigten fra terrassen inden afgang.
Hele dagen var vi i området tæt på hotellet. Vi begyndte i Deir el-Hagar et romersk tempel i Egyptisk stil bygget under kejser Nero og viet til triaden fra Theben Amon, Mut og Kons, men da vi er vest for Nilen også til Seth. De nærliggende Muzzawaka grave er lukket på grund af risikoen for sammenstyrtning, så dem fik vi ikke set. I stedet besøgte vi Amheida, en større romersk bebyggelse, hvor man kunne se ruinerne af en pyramide samt omrids af huse. Sidst på formiddagen gik vi rundt i det nu forladte gamle by Qasr med moske og gamle huse, kunne minde meget om Ghadames gamle by, men ikke så velbevaret. Frokost på en lille café inden vi vendte tilbage til hotellet til afslapning inden den lange køretur tilbage til Assiut. Jeg sad og læste og nød udsigten inden badet i hotellets spa, vandet kommer fra varme kilder i undergrunden. Hotellet ligger smukt, der var fuldmåne og stjerneklart, sandet lyste hvidt så det lignede sne.
|
Så skulle vi forlade oaserne og køre til Assiut en strækning på 500 km., så af sted kl. 7. Inden vi forlod Dakhla oasen, gjorde vi holdt ved Asmant al-Kharab, for at se ruinerne af den gamle romerske by Kellis, der var rester af lagerrum, beboelse, kirke og termer. Vort næste stop var ved klipperne med indskrifterne, men heller ikke denne gang fandt vi det, vi ledte efter. Vi gjorde et kort ophold i Kharga for at købe ind til frokosten, som vi indtog i bussen og sidst på eftermiddagen nåede vi frem til vort hotel i Assiut. Hotellet havde slet ikke den standard de andre hoteller havde, snavset, gamle rustne køleskabe lamper, der ikke virker o.s.v. Nå vi skulle kun være der en nat.
|
Så skulle vi vende tilbage til Luxor, men forinden et besøg ved udgravningerne lige udenfor Assiut ledet af Jochem Kahl. Stedet ligger i militært område og der kommer kun få besøgende og der har aldrig været en så stor gruppe før. Vi blev vist rundt af Jochem Kahl og så flere fine grave med flot dekoration stammende fra 12 dynasti. Der var også grave med mumier af dyr bl.andet hunde. Et stykke oppe var der indrettet et magasin, hvor de sad og katalogiserede et skelet af en ung kvinde 16-20 år.
Vi kørte videre til Qav el Kebir med grave fra mellemste rige. Gravene var lukkede. Frokost som vanligt i bussen. Vi kørte videre mod Luxor og nåede frem til hotellet først på aftenen.
|

I
dag besøg på vestbredden. Ved mødet inden rejsen havde vi ytret et ønske om at se Seti 1.s grav, som kun kan besøges med særlig tilladelse og for en pris af 1000 dollars for os alle. Graven har været lukket for turister i mindst 30 år. Det lykkedes og vi fik en time i den flotteste grav, jeg har set. Sikken en oplevelse.
Næste interessante grav var Horemhebs grav, som lige er blevet genåbnet for publikum, fin og enkelt med dekorerationer helt forskelligt fra de andre grave. Derpå et gensyn med Ramses 6.s fine grav den er næsten lige så smuk som Seti 1.s grav. Til slut så vi Septahs og Seti 2.s grav.
Efter frokost besøg i et par af adelsmandsgravene, først i Nakhts grav med smukke dekorationer af daglivet, derefter i Mennas lige så smukke grav. Begge graves dekorationer bliver hyppigt afbildet.
Til slut besøgte vi Medinet Habu, Ramses 3.s dødetempel, beundrede de flotte relieffer på den ene yderside med beskrivelse af kampen mod havfolket, på den anden side beskrivelsen af offergaver til templet. Indvendigt også smukt dekoreret med mange farver.
Om aftenen besøg i basaren, hvor jeg fandt Hany og fik afleveret de gaver, jeg havde med hjemmefra. Han blev glad for dem og ville høre nyt om familien. Jeg fik købt et par galabier og også foræret en.
|
På denne vores sidste dag gik turen til Edfu, hvor Nadine Müller viste os rundt i udgravningerne ved siden af templet. Her har været en by helt tilbage i det gamle rige. Bagefter gik vi en tur rundt i templet inden vi kørte til El Kab og så nogle meget fine grave fra starten af det nye rige.
Vi kørte videre ud i wadien, som var i nærheden af gravene, fik set et tempel til gudinden Nekhbet, et andet tempel til Thot. Derudover fandt vi mange fine klippeindskrifter fra faraonisk tid.
Vi vendte tilbage til hotellet midt på eftermiddagen tids nok til et lille hvil inden jeg gik til basaren for dels at hente de bluser jeg havde bestilt dels købe krydderier og sige farvel til Hany. Om aftenen fælles afskedsmiddag.
|
Så går turen hjem igen efter en dejlig tur med mange gode oplevelser især kan nævnes besøget i Amarna hos Barry Kemp og oaserne; men den største oplevelse var dog Seti 1.s grav med de flotte dekorationer. Glæder mig til næste DÆS rejse!!
|
|
 |
 |
|
|
|