Klint viste sig i år fra sin bedste side med dejlig sommervejr. Skønt med de daglige aftenture langs stranden med hunden.
I år har der været en helt speciel oplevelse på aftenturene. Allerede den første aften var der livlig aktivitet på stranden lige neden for Klintebjerg. Stenkunstneren Udo Leis fra Kassel havde slået sig ned på stranden og inspireret af Nepal stablede han sten i fantastiske tårne. Jeg stod og betragtede byggeriet og faldt i snak med hans kæreste. De var på ferie i Danmark, først i Skagen og havde nu fundet vej til Klint. Hun fortalte at det var hans lidenskab og at han havde besøgt andre lande, hvor han også stablede sten. Stranden lige der har mange store og velegnede sten til formålet.
Desværre havde jeg ikke kameraet med den dag, men straks næste aften gik jeg forbi og fik taget de første billeder.
Et par dage efter mødte jeg de første besøgende efter der havde været en artikel i den lokale avis. De spurgte mig om hvad der skete der, og jeg fortalte om min samtale med kunstneren og hans kæreste.
I løbet af de næste par uger kom der flere og flere skulpturer, idet forbipasserende også byggede tårne. Aldrig har jeg set så mange turister på Klint strand! Nu står der mindst hundrede skulpturer på stranden, spændene at se hvor længe de bliver stående!